Nordsjællands politi: uddrag af døgnrapporten 8.-9. april 2026
Påkørt cyklist, harmonikasammenstød, byggepladstyveri, afbrænding af hår og utæt brandhane. Her er et uddrag af døgnrapporten.
Cyklist ramt af bil, Gentofte
En 50-årig mand fra Birkerød blev tirsdag morgen klokken 8.00 ramt af en bil, da han kom kørende på sin cykel på Lyngbyvej. En 30-årig kvinde fra Helsingør overholdt ikke sin vigepligt, da hun drejede til højre, hvorved hun ramte manden. Kvinden blev efterfølgende sigtet for overtrædelse af færdselsloven. Den 50-årige mand blev kørt på hospitalet for at blive behandlet.
Harmonikasammenstød, Hillerød
Onsdag klokken 15.49 skete der – midt i myldretrafikken - et harmonikasammenstød mellem fire biler på Fredensborgvej. Første bil nåede ikke at bremse i tide ved pludselig opbremsning og ramte bilen foran, hvilket førte til en kædereaktion mellem de øvrige biler. Der var ingen personskader, og ingen airbags blev udløst. En ambulance blev tilkaldt, og de indvolverede i uheldet blev tilset. En person blev kørt til Hillerød Hospital. Vejen omkring uheldet blev spærret, og der blev hurtigt dannet lang kø.
Tyveri fra byggeplads, Birkerød
Klokken 15.56 onsdag modtog politiet en anmeldelse om, at en byggeplads havde været udsat for indbrud tirsdag mellem klokken 6.00 og onsdag klokken 15.00, hvor et aflåst hegn og en container med værktøj blev brudt op. Flere stykker værktøj blev stjålet. Der var ingen overvågning på stedet.
Afbrænding af hår og fnuller, Birkerød
En 90-årig kvinde fra Birkerød havde onsdag lige før klokken 20 brændt hår og fnuller i hjullejerne på sin kørestol med en lighter, hvilket skabte røg og udløste brandalarmen. Der var ingen brandfare eller personskade. Kvinden blev vejledt om ikke at gentage metoden en anden gang.
Sigtet for lov om euforiserende stoffer, Helsingør
Under patruljekørsel onsdag klokken 20.15 blev en mandlig 33-årig billist standset, da han ikke havde kørekort. Manden virkede påvirket, da han havde svært ved at kontrollere sin kæbebevægelser og blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. Ved visitation blev der fundet 2,5 gram hash til eget forbrug, som blev konfiskeret med mundtligt samtykke.
Utæt brandhane, Skævinge
Politiet modtog onsdag klokken 23.01 en anmeldelse om en utæt brandhane ved Gadegårdsparken, hvor vandet fossede ud af. Det viste sig, at vandværket var i gang med noget arbejde og ved at udlufte hele vandledningsnettet. Derfor ville flere brandhaner løbe hele natten. Flere vvs’ere gik rundt i byen og arbejdede på det.