Nordsjællands Politi: Uddrag fra døgnrapporten 22.-23. september 2026
Her er et uddrag fra døgnets hændelser 22.-23. september 2026 i Nordsjællands Politikreds.
Indbrud på skole, Egedal
Tirsdag formiddag klokken 08.37 anmeldte en skoleleder fra en skole i Egedal, at man havde haft indbrud på skolen på et tidspunkt i perioden mandag sen eftermiddag til tirsdag morgen. Her var en skuffe indeholdende en nøgle til et pengeskab brudt op på skolens kontor, som i øvrigt var lås af med dobbeltlås og alarmsystem. Nøglen var brugt til pengeskabet, hvori der lå 50-60.000 kroner i kontanter.
Indbrud i nedlagt skovbørnehave, Ølsted
Ejeren af en privatejet skovbørnehave anmeldte tirsdag klokken 09.08, at man havde haft indbrud i en ejendom, man tidligere havde anvendt som institution. Den var nu aflukket på grund af skimmelsvamp, men der blev holdt løbende opsyn. Nu kunne man se, at en dør ved en brandtrappe var opbrudt, ligesom døren til et skur på gårdspladsen var opbrudt og en havetraktor stjålet. I hele ejendommen var der sprøjtet med skumslukkere og alt inventar var endevendt.
Tricktyveri, Hørsholm
En 78-årig kvinde blev tirsdag eftermiddag klokken 14.45 udsat for et tricktyveri på åben gade i Hørsholm, da hun forsøgte at hjælpe en kvinde med vejanvisning til Hillerød Hospital. Kvinden, som søgte hjælp, begyndte at snakke til den 78-årige på gaden. Her fortalte hun på gebrokkent engelsk, at hun søgte hospitalet. Efter at have modtaget vejanvisning ville tricktyven takke den 78-årige for hjælpen og gav hende en parfume og to halskæder, som hun desuden gav den ældre kvinde på. Pludselig fik hun travlt og forlod stedet. Først da den 78-årige kom hjem, opdagede hun, at hun manglede to guldhalskæder, hun havde haft på.
Tricktyven beskrives som en kvinde, mellemøstlig af udseende, mellem 40 og 50 år og 150-160 centimeter høj. Kropsbygningen var fedladen, håret sort og mellemlangt. Kvinden bar guldøreringe, grålige mønstrede gamacher og en mellemstor skuldertaske uden lynlås.