Spring til hovedindhold

Forslag

Nordsjællands Politi

Døgnrapport

8. oktober 2019 09:11

Uddrag af døgnrapport 07. - 08. oktober 2019

Hærværk, indbrud, mistænkelige mænd, uro og uorden. Her er uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi

Minigraver stjålet

Dronningmølle: En minigraver er i dagene mellem fredag klokken 11.30 og mandag klokken 06.00 blevet stjålet fra Mølle Allé. Tyveriet blev anmeldt mandag morgen klokken 08.01.

Ødelagt sidespejl

Hellerup: En ukendt gerningsmand har mellem søndag klokken 22.00 og mandag klokken 07.00 ødelagt sidespejlet på en Toyota Aygo, som holdt parkeret på Brønlunds Allé. Sidespejlet er formentlig blevet sparket eller slået af, så det hang i ledningerne.

Stjal sandwich

Kgs. Lyngby: En 17-årig ung mand fra Frederiksberg blev mandag klokken 12.00 taget for butikstyveri. Manden havde stjålet en sandwich i SuperBrugsen på Lyngbygårdsvej. Ud over at sigte den unge mand for butikstyveri er de sociale myndigheder blevet underrettet om tyveriet.

Mistænkelige vinduespudsere

Hørsholm: Fem-seks mænd vakte mandag eftermiddag omkring klokken 13.00 mistanke, da de gik rundt i Kløvervang. Her ringede de på beboernes døre for at tilbyde vinduespudsning og fliserens. I de huse, hvor der ikke var nogen hjemme, gik mændene om i haverne. Det fik en 79-årig kvindelig beboer til at kontakte politiet. En af mændene beskrives som asiatisk af udseende, 170-175 cm høj, almindelig af bygning, 35-40 år, iført reflekterende arbejdsvest. Han medbragte en mappe, som han bar under den ene arm og kørte sammen med de øvrige mænd i en hvis, irsk indregistreret kassevogn.

Snusede sig frem til narkotika

Helsingør: Da en af politiets narkohunde var en tur på Helsingør Havn, fik den manddag eftermiddag ved 14.35-tiden færten af narkotika på en båd. Efter en nærmere søgning ombord på båden, blev der fundet nogle euforiserende stoffer. Bådens ejer kan nu forvente at blive kontaktet af politiet.

Narkobilist standset

Veksø: En 25-årig mand fra Stenløse blev mandag eftermiddag sigtet for at køre bil, mens han var påvirket af euforiserende stoffer. Manden blev standset på Frederikssundsvej.

Stjal børnetøj

Holte: En 19-årig kvinde fra Hillerød blev mandag eftermiddag sigtet for butikstyveri, da hun klokken 15.32 blev taget for at stjæle børnetøj i Kvickly i Holte Midtpunkt.

Bilrude ødelagt

Smørum: En Peugeot, som holdt parkeret på Flodvej, har mellem søndag klokken 16.00 og mandag klokken 08.00 været udsat for hærværk. Der er kastet en sten på bilens forrude, som er revnet og har fået et hul dér, hvor stenen ramte. Ifølge anmelderen har to andre biler på stedet været udsat for samme type hærværk.

Ild i bil

Farum: Mandag eftermiddag klokken 16.40 brød en bil i brand på Hillerødmotorvejen. Bilens fører kom ud af køretøjet og ilden blev hurtigt slukket af brandvæsenet. 

Unge kastede med æg

Kgs. Lyngby: En gruppe unge mænd kastede mandag aften æg efter nogle unge piger på Jernbanepladsen. Da en 31-årig lokal mand forsøgte at få de unge til at stoppe, opførte de unge sig truende overfor ham, inden de kørte fra stedet.

Uro og skubberi

Hillerød: Klokken 00.31 natten til tirsdag opstod der uro mellem tre unge på Hostrupsvej. En patrulje kom til stedet, men det var ikke umiddelbart muligt at fastslå, hvad der egentlig var sket udover, at en 23-årig mand fra Aalborg formentlig var blevet skubbet til af to andre. 

Kontanter stjålet fra forretning

Charlottenlund: Ved et indbrud i Patricks Bakeshop på Ordrup Jagtvej er der mellem mandag klokken 20.00 og tirsdag klokken 01.10 stjålet et kontantbeløb. Tyven er kommet ind via et vindue.
 

Indbrud anmeldt til Nordsjællands Politi 07. - 08. oktober 2019

Pressekontakt

Telefon: 4133 1576

26. april 2024

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapport 25.-26. april 2024

Røver anholdt efter otte minutter. Tyveri, brande og narkokørsel. Her er uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi

25. april 2024

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 25.- 26. april 2024

Spirituskørsel, hærværk og mindre brand. Her er et uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi.

24. april 2024

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapport 23.-24. april 2024

Drabsforsøg, tyverier og salg af euforiserende stoffer. Her er uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi