Spring til hovedindhold

Forslag

Nordsjællands Politi

Døgnrapport

12. marts 2020 10:51

Uddrag af døgnrapport 11. - 12. marts 2020

Hærværk, brand og flere tricktyverier. Her er uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi

Røg fra badeværelse

Tisvildeleje: Onsdag eftermiddag klokken 13.41 kørte politi og brandvæsen til Bomskolevej, hvor der var melding om kraftig røgudvikling fra et badeværelse. Det var sandsynligvis solen, som blev reflekteret via et åbentstående vindue og videre via et spejl, der kom til at fungere som brændeglas og hen på noget papir i en skraldespand, der var årsag til røgudviklingen. 

Drenge lavede graffiti 

Skibby: To drenge lavede onsdag eftermiddag omkring klokken 13.51 graffiti på et budskur og en husmur på Nordhøj. Da en patrulje nåede frem, var den ene af drengene forsvundet, mens den anden, en 14-årig dreng fra Skibby, var i færd med at vaske graffitien af husmuren.

Flere tilfælde af tricktyveri

Nordsjælland: Flere steder i Nordsjælland har der været tilfælde af tricktyverier, hvor tyvene overtaler borgere til at give dem adgang til deres boliger ved at fortælle, at de kommer fra sundhedsvæsenet eller hjemmeplejen på grund af coronavirus eller, at de skal vise, hvordan håndsprit virker. 

Et af tricktyverierne fandt sted i Farum onsdag eftermiddag klokken 14.15, hvor en kvinde under dække af at ville forklare om brug af håndsprit skaffede sig adgang til en lejlighed på Ryttergårdsvej. Da kvinden var gået igen, opdagede den 86-årige kvindelige beboer, at der var stjålet et kontantbeløb samt et bankkort. Kvinden beskrives som 30-35 år, 162 cm høj, almindelig af bygning med langt, sort hår, iført mørkt tøj og dansktalende med accent.

I Charlottenlund på Ordrupvej udgav en kvinde klokken 16.05 sig for at komme fra et hospital for at vise, hvordan man spritter sit hjem korrekt af. Kvinden gik med beboeren, en 80-årig kvinde, ud i køkkenet, mens to mænd gik ind i lejligheden og stjal et pengeskab. De tre tricktyve beskrives som A: Kvinde, udenlandsk af udseende, 160-165 cm høj og almindelig af bygning med brunt hår. Dansktalende og iført frakke. B og C: Mænd, udenlandske af udseende. 

Også på Jensløvs Tværvej i Charlottenlund blev en beboer udsat for tricktyveri, hvor en kvinde også fortalte, at hun kom for at vise, hvordan man spritter sin bolig af. Den 81-årige mand lukkede hende ved 16-tiden ind i sin bolig og hørte efterfølgende lyde fra stuen, hvorefter kvinden skyndte sig ud af boligen igen. Her blev formentlig ikke stjålet noget. Kvinden beskrives som ca. 170 cm høj, dansktalende og med brune øjne.

Nordsjællands Politi opfordrer til, at man som udgangspunkt ikke lukker fremmede ind i sin bolig. Venter man besøg af hjemmeplejen men er i tvivl om den person, der står udenfor reelt er fra hjemmeplejen, kan man bede om at se legitimation med navn og ansættelsessted.

Kørte uden kørekort

Humlebæk: En 26-årig mand fra Espergærde blev onsdag eftermiddag klokken 17.20 standset, da han kom kørende ad Helsingørmotorvejen. Manden blev sigtet for at køre uden førerret, da hans kørekort tidligere var blevet inddraget samt for at overtræde hastighedsbestemmelserne.

Forlygter stjålet

Helsinge: Fra en Mercedes Sprinter er der mellem tirsdag klokken 09.00 og onsdag klokken 18.10 stjålet et sæt forlygter samt en frontgrill. Bilen var parkeret på Frederiksværksvej, da tyveriet skete.

Bilruder knust

Hornbæk: En Fiat Punto, som holdt parkeret på Bødkervej, har onsdag aften omkring klokken 20.20 været udsat for hærværk, idet alle bilens ruder er blevet knust.

Formodede indbrudstyve anholdt

Hillerød: To udenlandske mænd på henholdsvis 34 og 36 år blev klokken 01.50 natten til torsdag truffet af en patrulje ved Hillerød Station. De to mænd medbragte diverse indbrudsværktøj, og da de ikke kunne komme med en god forklaring på, hvorfor de gik rundt på den tid af natten med indbrudsværktøj, blev de taget med på politistationen, hvor de bliver afhørt nærmere og det vurderes, om de skal fremstilles i grundlovsforhør.

Ild i filter

Frederiksværk: Klokken 02.50 natten til torsdag rykkede politiet og brandvæsen ud til en anmeldelse om brand på Havnevej. Det viste sig, at der var gået ild i et filter til et ventilationssystem. Ingen kom til skade ved branden. 

Brand i skraldespand

Kgs. Lyngby: En politipatrulje opdagede klokken 06.31 torsdag morgen, at der var sat ild til en skraldespand ved et skur i nærheden af boldbanerne ved Engelsborgskolen. De sørgede derfor for, at ilden blev slukket.

 

Indbrud i privat beboelse anmeldt til Nordsjællands Politi 11. - 12. marts 2020

 

Pressekontakt

Telefon: 4133 1576

22. november 2024

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 21.-22. november 2024

Tyverier, truende togpassager og en ny bilist i snevejr. Her er uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi

21. november 2024

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 20.-21. november 2024

Spirituskørsel og høj musik. Her er et uddrag af døgnrapporten.

20. november 2024

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 19.-20. november 2024

Ulovlig affaldsafbrænding, forsøg på bedrageri og spirituskørsel. Her er et uddrag af døgnrapporten.