Spring til hovedindhold

Forslag

Undgå fuphjemmesider

Hvis du kommer ind på en fuphjemmeside, kan du risikere at miste dine penge og/eller få franarret dine personlige oplysninger.

En fuphjemmeside er en falsk webshop eller investeringsside, hvor du i troen om, at du køber en fysisk vare eller investerer din opsparing bliver franarret dine penge eller personlige oplysninger. Dine oplysninger vil ofte med det samme eller på et senere tidspunkt blive brugt til at hæve penge på dine konti eller anden form for kriminalitet.

 

Der er flere forskellige metoder til at lokke folk ind på en fuphjemmeside. Du kan risikere at havne på en fuphjemmeside, hvis du klikker på en falsk annonce på sociale medier eller en anden hjemmeside, som også har annoncer.

Gode råd
Hvis noget er for godt til at være sandt eller virker forkert, så undersøg det nærmere. Lad være med at tage chancen.
Brug adressefeltet i din internetbrowser til at søge hjemmesider frem, fremfor at klikke på en annonce på sociale medier. På den måde undgår du at klikke på et link til en falsk hjemmeside, og du undgår at havne på en falsk hjemmeside, som er en kopi af en ægte webshop.
Tjek om webadressen passer til det, som hjemmesiden sælger. I nogle tilfælde har webadressen intet at gøre med det, der bliver solgt på hjemmesiden. Hvis hjemmesiden fremstår dansk, men webadressen slutter på .com, .eu eller lignende, skal du være ekstra opmærksom. Det kan være en kopi af en anden ægte webshop.
Hvis du overvejer at handle på en hjemmeside, du ikke har hørt om før, skal du være ekstra opmærksom. Det er en god ide at google siden og undersøge andres erfaringer med den pågældende hjemmeside.
Usædvanligt lave priser eller skæve priser kan være tegn på en fuphjemmeside. Mange fuphjemmesider tilbyder eksempelvis kendte mærkevarer med store besparelser, og skæve priser kan være tegn på, at hjemmesiden er oversat af en maskine.
På mange områder ligner en fuphjemmeside rigtige hjemmesider, men fuphjemmesider har typisk ikke en side, der beskriver, hvem der står bag hjemmesiden. Enten eksisterer siden 'Om os' ikke, eller også indeholder den sprogfejl og fremstår utroværdig.
Hvis skaden er sket
Hvis du har mistanke om, at du har handlet på en fuphjemmeside, bør du tjekke din konto for mistænkelige transaktioner. Vi anbefaler, at du jævnligt tjekker dine transaktioner i netbanken.
Hvis du ved eller har mistanke om, at du har handlet på en fuphjemmeside, bør du kontakte din bank og spærre dit betalingskort.

Er skaden sket?

Hvis du er blevet udsat for økonomisk svindel på nettet, bør du anmelde det til politiet.

Anmeld