Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 11. februar 2025
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
![Døgnrapport, Østjyllands Politi](https://politi.dk/-/media/mediefiler/oejyl/logoer/logo-til-doegnrapport-ojyl.jpg?h=600&iar=0&w=840&hash=B4E5963B77010A116C927EFF4AB23818)
Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 09.30
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstillede tirsdag kl. 09.30 en 39-årig udenlandsk mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er efterlyst i Interpol af Hollandsk Politi i en sag om menneskesmugling, hvor han skal afsone 12 måneders fængsel.
Østjyllands Politi anholdt den 39-årige mand mandag kl. 09.40 på en adresse i Viby J, og han blev fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling, inden han eventuelt udleveres til Holland.
Manden blev varetægtsfængslet i fire uger og kærede kendelsen til landsretten.
**
Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 11.30
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller tirsdag kl. 11.30 en 32-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for to tilfælde af indbrud; på en adresse i Randers i august 2024 samt på en adresse i Stavtrup, Viby J, mandag omkring kl. 13.
Det var en opmærksom nabo, som opdagede indbruddet i Stavtrup og straks ringede til alarmcentralen. Da patruljen få minutter senere ankom til adressen, var manden stadig i huset, men flygtede da han så betjentene, som dog hurtigt indhentede ham og anholdt ham med den fornødne magt.
Der bliver registreret et stort antal indbrud i Østjyllands Politikreds for tiden, og nogle områder er hårdt ramt, blandt andet den sydlige del af Aarhus. Østjyllands Politi har intensiveret indsatsen på både patruljering, efterforskning og forebyggende tiltag, og mandag middag var vi blandt andet til stede med indbrudseksperter i Viby Centret for at få en snak med borgerne om indbrud og give råd til at undgå dem.
Vi kan ikke opfordre nok til, at man som borger aktivt forsøger at undgå indbrud ved eksempelvis at sikre sine vinduer med sikkerhedsbeslag og -skruer, få sit hus til at se beboet ud, når man ikke er hjemme, og lave aftaler med naboer om, at man holde øje med hinandens huse.
Netop opmærksomme naboer spiller ofte en altafgørende rolle, når vi anholder indbrudstyve. Ring på tlf. 112, hvis du ser nogen i færd med at bryde ind, og ring på tlf. 114, hvis du ser noget mistænkeligt.
**
Brand i kraftvarmeværk i Randers
Østjyllands Politi og brandvæsnet rykkede natten til tirsdag kl. cirka 02.40 ud til en brand ved et kraftvarmeværk i Randers, hvor et transportbånd til flis var brudt i brand over en silo.
På stedet blev det vurderet, at branden muligvis kunne sprede sig til siloen, som indeholder flere tons træpiller. Slukningsarbejdet blev derfor tilrettelagt med henblik på også at undgå spredning til siloen, og ved 4-tiden var branden slukket uden at have spredt sig yderligere.
Branden vurderes ikke at være påsat.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt syv indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Stavangergade i Aarhus N begået mandag d. 10/2 mellem kl. 01.00 og kl. 08.00
- På Rugbjergvej i Stavtrup begået mandag d. 10/2 kl. 13.09
- På Grønland i Grenaa begået mandag d. 10/2 mellem kl. 05.30 og kl. 14.45
- På Tirstrupvej i Risskov begået mandag d. 10/2 kl. 15.50
- På Strædet i Ryomgård begået mellem torsdag d. 6/2 kl. 15.00 og mandag d. 10/2 kl. 20.30
- På Solbakken i Risskov begået mellem lørdag d. 8/2 kl. 20.30 og mandag d. 10/2 kl. 21.00
- På Akacievej i Risskov begået mandag d. 10/2 mellem kl. 18.20 og kl. 22.30
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877