Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 21. november 2024
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Grundlovsforhør ved Retten i Randers kl 14.00
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 14.00 en 39-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Randers. Han er sigtet for salg af narko, efter specialpatruljen i Randers onsdag aften fandt en større mængde forskellige euforiserende stoffer på hans bopæl i Randers. En 23-årig kvinde er sigtet i sagen, men anklagemyndigheden har vurderet, at der ikke er grundlag til at fremstille hende i grundlovsforhør.
Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre, og Østjyllands Politi har derfor p.t. ikke yderligere kommentarer til sagen.
**
Vidner søges i sag om skamferet hest
Østjyllands Politi fik onsdag kl. 14.00 en anmeldelse fra en kvinde, som havde fundet sin hest død og skamferet dagen forinden tæt på dens fold på Gl. Mørkevej i Mørke. Hesten var onsdag, inden kvinden kontaktede politiet, blevet undersøgt af en dyrlæge, som vurderede, at hestens skader sandsynligvis er forårsaget af et menneske.
En patrulje rykkede ud til stedet og foretog afhøring og en indledende undersøgelse. Når politiet er færdige med at sikre spor omkring gerningsstedet, vil hesten blive sendt til obduktion for at klarlægge dødsårsagen. Den foreløbige vurdering er, at hesten er blevet skåret med en skarp genstand, men det skal nu afklares i forbindelse med obduktionen.
Gerningstidspunktet er formentligt et sted mellem mandag aften og tirsdag eftermiddag.
Østjyllands Politi ser med stor alvor på sagen og er i fuld gang med efterforskningen. Har du informationer, som kan være relevante i sagen, bedes du kontakte politiet på tlf. 114.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Skolevej i Drastrup begået mellem tirsdag d. 19/11 kl. 22.30 og onsdag d. 20/11 kl. 06.45
- På Brobjerg Parkvej i Risskov begået mellem fredag d. 15/11 kl. 23.00 og lørdag d. 16/11 kl. 03.00
- På Gebauersgade i Aarhus C begået onsdag d. 20/11 mellem kl. 12.15 og kl. 17.30
- På Ægirsvej i Randers Nv begået mellem mandag d. 18/11 kl. 08.00 og onsdag d. 20/11 kl. 17.45
- På Kunnerupvej i Kolt begået onsdag d. 20/11 mellem kl. 19.15 og kl. 19.38
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877