Døgnrapport fra Østjyllands Politi tirsdag den 29. januar 2019
Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Foto: Østjyllands Politi
Der er p.t. ingen planlagte grundlovsforhør i dag.
To kvinder anholdt på massageklinik
Østjyllands Politis afdeling for Særlige Sager slog mandag til mod en massageklinik i Randers C, hvor betjentene endte med at anholde to thailandske kvinder på 37 og 50 år, som begge blev sigtet for ulovligt arbejde.
Den 37-årige kvinde viste sig tidligere at have været udvist af Danmark med et indrejseforbud. Hun havde taget en ny identitet, men hendes fingeraftryk afslørede, hvem hun var, og at hun havde brudt sit indrejseforbud.
Nu skal Center Mod Menneskehandel vurdere, om kvinderne er handlet. Hvis de er handlet, overtager Center Mod Menneskehandel sagen.
Eller vil den 50-åriges sag blive forelagt for Udlændingestyrelsen med anmodning om udvisning med indrejseforbud. Den anden kvinde, der har overtrådt sit indrejseforbud, vil inden for 24 timer blive fremstillet i grundlovsforhør, hvor en dommer vil tage stilling til, om hun skal forblive fængslet
En 52-årig kvinde, som er ejer af klinikken, blev sigtet for at have ansat medarbejdere, der ikke har arbejdstilladelse i Danmark.
**
Røver truede med kniv – vidner søges
En maskeret mand begik mandag kl. 20.44 røveri mod Spar på Ryhavevej i Hasle.
Ekspedienten på stedet forklarede, at manden kom ind i butikken, hvorefter han råbte ”Giv mig pengene” og truede med en kniv.
Han puttede herefter de udleverede penge fra kassen ned i en medbragt plasticpose, inden han stak af fra stedet.
Gerningsmanden beskrives som:
• Mellemøstlig af udseende
• Ca. 15-40 år
• Ca. 185 cm høj
• Iført sort maskering, mørkegrå hættetrøje, sorte joggingbukser med en rød stribe og sorte sko
• Talte flydende dansk
• Havde en gul Netto-pose med
Østjyllands Politi hører meget gerne fra eventuelle vidner, der har set manden stikke af fra stedet, eller har en idé om, hvem han kan være. Oplysninger kan gives via tlf. 114.
**
Narkohunde på besøg hos 25-årig mand
Lokalbetjente fra Grenaa fik mandag selskab af hundeførere med narkohunde, da de kl. 9.00 tog på besøg på en adresse i Grenaa. Østjyllands Politi havde fået et tip om, at der var narko på stedet, og det viste sig at holde stik.
I hjemmet fandt betjente og hunde både hash og skunk, som blev beslaglagt på stedet. Den 25-årige mand, der bor på stedet, blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
En 19-årig kvindelig gæst blev også sigtet, da hun sad og røg en joint, da politiet kom ind.
**
Fanget på kanten af havnen – sigtet for spritkørsel
En 65-årig mand slap med nød og næppe med at ryge i havnen i Aarhus, da han mandag omkring kl. 19.35 ved en fejl kørte forenden af sin bil ud over havnekanten på Thit Jensens Gade. Bilen balancerede stort set på havnekanten, og et vidne fik tilkaldt politiet.
Da betjentene kom frem, sad den 65-årige stadig bag rattet, da han ikke turde stige ud af frygt for, at bilen faldt ned i vandet.
Betjentene hjalp ham ud og kunne hurtigt se, at manden var beruset.
Han erkendte da også, at han havde fået for meget at drikke. Han forklarede, at han var kørt ned til havnen for at kigge på skibe, men havde fejlbedømt afstanden til kanten.
Den 65-årige blev anholdt og sigtet for spritkørsel.
**
Hidsig togpassager røg i toget og kastede med tyggegummi
En 30-årig mand havde mandag meget svært ved at opføre sig ordentligt, mens han kørte i tog fra Langå til Hinnerup.
En togfører bemærkede, at manden stod og røg i toget, og da han bad ham slukke, blev den 30-årige aggressiv og skældte ud.
Ifølge lokoføreren generede han også de andre passagerer kraftigt ved at overfuse dem verbalt og smide tyggegummi efter dem.
Til sidst blev det for meget for lokoføreren, der tilkaldte politiet, som stod og ventede på den 30-årige på Hinnerup station. Her blev han anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden.
**
Udenlandsk butikstyv anholdt efter spruttyveri
En 37-årig mand fik rygsækken fyldt, da han mandag kl. 19.40 var på besøg i Aldi på Mariagervej i Randers. Han læssede hele 12 flasker spiritus ned i tasken, inden han gik ud af butikken – uden at betale.
Det opdagede en medarbejder dog hurtigt, og den 37-årige blev holdt tilbage, indtil politiet kom.
Foran betjentene indrømmede den 37-årige at have stjålet flaskerne, og da han også havde en halskniv på sig, blev han anholdt og sigtet for både butikstyveri og for brud på knivloven.
Da han ikke er dansk statsborger og ikke har fast bopæl i Danmark, modtog han en straksbøde, som han skulle betale med det samme.
**
Færdsel
Mandag kl. 7.47 skete der et færdselsuheld i krydset Hovedvejen/Kolt Kirkevej i Hasselager. En 19-årig mand løb over vejen, da han skulle nå bussen. Han løb ud foran en bil ført af en 40-årig kvinde, der ikke kunne undgå at ramme ham. Ved sammenstødet pådrog den 19-årige sig mindre skader.
Mandag kl. 7.54 skete der et færdselsuheld i krydset Tilst Vestervej/Viborgvej. En 35-årig kvinde svingede til venstre ind på Viborgvej og ramte ind i en 47-årig kvindelig fodgænger, der var ved at krydse vejen. Fodgængeren slap umiddelbart uden større skader.
Mandag kl. 8.35 skete der et færdselsuheld i krydset Frederiks Allé/Morten Børups Gade i Aarhus C. En 35-årig mandlig bilist ramte ind i en 52-årig mandlig cyklist. Cyklisten slap umiddelbart uden større skader. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
Mandag kl. 9.10 blev en 28-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og for at køre uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Oust Møllevej i Randers NV.
Mandag kl. 9.29 blev en 31-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Hovedvejen i Hasselager.
Mandag kl. 9.52 skete der et færdselsuheld på Århusvej i Ålsø ved Grenaa. En 54-årig mandlig bilist kørte ind i en bil ført af en 75-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade.
Mandag kl. 16.22 skete der et færdselsuheld på Egsagervej i Åbyhøj. To mandlige bilister på 22 og 44 år ramte sammen, hvorefter den 44-årige bilist kørte af vejen og ramte ind i et hus. Ingen af parterne kom dog umiddelbart alvorligt til skade.
Mandag kl. 17.59 skete der et færdselsuheld på Spanien i Aarhus C. En 69-årig mand mistede kontrollen over sin bil og ramte ind i en bro, der går over vejen. Han slap dog umiddelbart uden større skader. Da manden virkede påvirket af alkohol, blev han sigtet for spritkørsel, hvorefter en blodprøve skal vise, om han havde for meget alkohol i blodet under kørslen.
Tirsdag kl. 6.04 skete der et færdselsuheld på Mariagervej i Randers. En traktor med en 45-årig mand, der netop havde været ude at strø salt, svingede til venstre og ramte ind i en 64-årig mandlig cyklist. Cyklisten slap umiddelbart med mindre skader. Traktorføreren blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt syv indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds
• På Jens Baggesens Vej i Aarhus V begået mellem fredag d. 25/1 kl. 16.00 og mandag d. 28/1 kl. 8.25
• På Runddalsvej i Værum begået mellem lørdag d. 19/1 kl. 15.00 og mandag d. 28/1 kl. 9.20
• På Reventlowsvej i Viby begået mandag d. 28/1 mellem kl. 8.20 og kl. 8.30
• På Gl. Landevej i Værum begået mellem søndag d. 27/1 kl. 21.00 og mandag d. 28/1 kl. 10.30
• På Toften i Haldum begået mellem fredag d. 25/1 kl. 14.00 og mandag d. 28/1 kl. 7.00
• På Ebeltoftvej i Ommestrup ved Mørke begået mandag d. 28/1 kl. 22.15
• På Karetmagertoften i Højbjerg begået onsdag d. 9/1 mellem kl. 1.30 og kl. 1.35
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877