Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

22. januar 2020 11:41

Døgnrapport fra Østjyllands Politi onsdag den 22. januar 2020

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapporten fra Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi

Grundlovsforhør i Retten i Randers

Østjyllands Politi fremstiller onsdag kl. 10.00 i Retten i Randers en 33-årig mand fra Randers, der sigtes for voldtægt ved udnyttelse af hjælpeløs tilstand af en 32-årig kvinde på en privatadresse i Grenaa søndag aften.

Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning i sagen, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere.

 

Den 33-årige mand blev varetægtsfængslet i fire uger. Han kærede ikke kendelsen til landsretten. 

**

 

Den mobile politistation i Knebel

Østjyllands Politis mobile politistation tager onsdag til Knebel, hvor betjentene Per og Per står klar til at høre lidt om, hvad der sker i området og tage en snak med de lokale borgere. Alle er velkomne til at kigge forbi den mobile station, der som udgangspunkt vil stå i Knebel mellem kl. 14-18.

**

 

12 standset på tunede knallerter efter færdselsindsats

I denne uge holder politiet i hele landet ekstra øje med cyklister og knallertførere, og i den forbindelse var Østjyllands Politi tirsdag på færdselsindsats på Djursland.

Politiet får jævnligt henvendelser fra borgere, der er utrygge ved knallerter, der kører for vildt og voldsomt, og tirsdagens indsats viste da også, at mange kører alt for stærkt.
12 gange måtte betjentene have bødeblokken frem, da de fik fat i unge mænd, som kørte rundt på tunede knallerter. I 11 af tilfældene kostede det en betinget frakendelse af førerretten til knallert – i et enkelt tilfælde blev det til en ubetinget frakendelse og en beslaglæggelse af knallerten.

Mens betjentene var på vejene, skrev de også de forseelser begået af bilister i området. Blandt andet fik betjentene standset to formodede spritbilister, og fem fik klip for at køre bil med mobilen i hånden.
I alt noterede politiet følgende sager under indsatsen på Djursland:

 

Lille knallert (max. 30 km/t)

Konstruktivt ændret knallert (tunet) 12 sager
Manglende forsikring: 3 sager
Manglende anvendelse af styrthjelm: 1 sag
Fejl og mangler ved knallerten: 4 sager
Manglende registrering: 2 sager

 

Biler og varebiler

Spirituskørsel: 2 sager
Narko- eller medicinkørsel: 1 sag
Kørsel uden førerret: 6 sager
Overladelse af føringen til en, der ikke lovligt kunne føre køretøjet: 1 sag
Fejl og mangler ved køretøj: 1 sag
Manglende anvendelse af sikkerhedssele: 4 sager
Anvendelse af håndholdt mobiltelefon: 5 sager
Manglende tegngivning: 2 sager
Kørsel venstre om helleanlæg: 1 sag
Hastighedsovertrædelse: 2 sager – 1 sag til klip og 1 sag til betinget frakendelse af kørekortet
Manglende agtpågivenhed, jf. færdselslovens § 3: 1 sag
For tæt kørsel til forankørende: 1 sag
Overtrædelse af godsloven: 1 sag

 

Motorcykel

Kørsel uden førerret: 1 sag

**

 

Ældre kvinde forsøgt frastjålet sin taske

Tirsdag kl. 14.20 gik en 82-årig kvinde på stisystemet ved Birkevej i Rønde, da hun blev antastet af to drenge. Den ene af dem greb fat om hendes arm og sagde ”giv mig din taske”, hvortil kvinden råbte ”nej”, vred sig fri og løb hjemad. Drengene luntede den modsatte vej.

De to drenge beskrives som:

  • 15-16 år
  • Ca. 160 og ca. 180 cm høje
  • Slanke af bygning
  • Havde hættetrøje på over hovedet
  • Var maskeret for munden
  • Var iført sort tøj

Lokalpolitiet i Rønde kørte efterfølgende rundt i byen for at lede efter drengene, men uden held. Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner, der kan have set de to drenge i området ved Birkevej tirsdag eftermiddag. Henvendelser i sagen kan gives til politiet på telefon 114.

**

Mistænkelig adfærd på byggeplads

Tirsdag kl. 23.20 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der på en byggeplads på Göteborgs Allé i Aarhus N befandt sig en varebil og to personer, som opførte sig mistænkeligt. Da patruljen kom til stedet mødte betjentene de to mænd, der stod bag ved varebilen. Den ene af dem stod med en halv-palle, som han, da han så politiet, tog ud af varebilen og placerede på asfalten ved siden af. En af mændene, der er 26 år, oplyste, at han havde et firma, der havde en aftale om at levere paller til stedet, men han kunne ikke fremvise nogen ordrebeviser eller aftale om leverance og heller ikke et nummer til det firma, hvor han oplyste, at han havde hentet pallerne.

Den anden, en 21-årig mand, oplyste, at han blot hjalp med at hente nogle paller, men at han ikke vidste, hvor de skulle køres hen. Betjentene kunne se, at der var flere steder, hvor asfalten var tør, som om det var blevet fjernet noget for nylig. Det, sammenholdt med anmelderens og de to mænd forklaringer, gjorde at de to mænd blev anholdt og sigtet for forsøg på tyveri fra byggeplads.

**

Formodet tricktyv på spil

Tirsdag kl. 17.46 blev en 32-årig mand kontaktet af en anden mand på Dyrehavevej i Aarhus C. Manden bad om et kontantbeløb under påskud af at han manglede penge til benzin, så han kunne køre til Odense og besøge et døende familiemedlem. Manden viste sit kørekort, og den 32-årige nåede at notere navn og personoplysninger, inden en kvinde kom hen til dem for at advare imod, at der formentlig var tale om tricktyveri. Manden løb herefter fra stedet, men den 32-årige har videregivet hans personoplysninger til politiet.

Østjyllands Politi har tidligere haft lignende sager med samme fremgangsmåde, og politiet opfordrer til, at man ikke giver penge.

**

Generede skolepatrulje i morgentrafikken

Tirsdag kl. 08.10 blev en skolepatrulje i krydset ved Nørregade i Aarhus udsat for ubehageligheder. En 45-årig mand havde fulgt efter skolepatruljen og var gået meget tæt på dem og råbt noget uforståeligt efter dem. En far til en af eleverne på skolen bemærkede manden, der gik rundt omme bag ved skolen, og han forsøgte at tage kontakt til ham. Da manden svarede noget meningsløst kontaktede faren politiet. Den 45-årige mand blev anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Da han ikke, over for politiet, ønskede at oplyse, hvem han var, blev han også sigtet for at overtrædelse af retsplejeloven ved at nægte at opgive ID.

**

To butikstyve ville ikke oplyse ID

Tirsdag kl. 14.56 blev Østjyllands Politi kaldt ud til Bauhaus i Anelystparken i Tilst, hvor en vagt havde tilbageholdt en mand og en kvinde, der var blevet taget for butikstyveri. Ingen af dem ønskede at oplyse deres identitet, hvorfor politiet blev tilkaldt. Da politiet ankom til stedet, sad de to personer i et baglokale. Den 28-årige mand oplyste, at kvinden var hans 29-årige kæreste, men at hun ikke talte dansk. De blev begge anholdt og kørt til politigården med henblik på at fastlægge deres identitet. De blev begge sigtet for butikstyveri, og da de begge er udenlandske statsborgere fik de hver en straksbøde på 600 kroner.

**

Butikstyv vendte retur og blev anholdt

Østjyllands Politi blev tirsdag kl. 16.38 kaldt til Rema1000 på Udbyhøjvej i Randers NØ, hvor personalet havde tilbageholdt en mand, der tidligere havde stjålet fra butikken. Personalet havde genkendt manden, som værende identisk med den mand, der den 8. januar havde været inde i butikken, hvor han havde taget en oksesteg, puttet den i bukserne og var gået igennem kassen uden at betale. Da manden nu igen var i butikken blev han tilbageholdt, indtil politiet ankom. Den 64-årige mand blev anholdt og sigtet for butikstyveri. Da han er udenlandsk statsborger fik han en straksbøde på 1000 kroner.

**

Unge skabte uro foran McDonald’s

Tirsdag kl. 14.55 blev Østjyllands Politi kaldt til Tørvebryggen i Randers C, hvor en forsamling af unge mennesker skabte uro på parkeringspladsen foran McDonald’s. De unge var blevet bortvist fra restauranten, men fortsatte med at skabe problemer ude foran. Da politiet ankom til stedet rettede de unge deres utilfredshed mod politiet, og en 18-årig mand sendte blandt andet en lige langefinger i retning mod betjentene. Da betjentene forsøgte at få fat i ham, løb han fra stedet, men han endte med at blive anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

**

Kvinder anholdt på bordel

Tirsdag kl. 10.30 besøgte en patrulje en adresse i det centrale Aarhus, hvor der var oplysninger om, at der var mulig bordeldrift og udlændinge uden lovlig arbejdstilladelse. Da betjentene ankom til stedet, mødte de en 25-årig ukrainsk kvinde og en 39-årig russisk kvinde, der begge arbejdede som prostituerede uden lovlig arbejdstilladelse. Begge kvinder blev anholdt og er foreløbigt tilbageholdt på udlændingeloven i op til 3x24 timer, mens deres sag forelægges for Udlændingestyrelsen

**

Færdsel

Tirsdag kl. 06.57 skete der et færdselsuheld på den nordjyske motorvej ved Hadsten. En 24-årig mandlig bilist kørte i tæt trafik i sydgående retning, da han på et tidspunkt bremsede op for den forankørende trafik, hvorefter han blev påkørt bagfra af en bil, der blev ført af en 30-årig mand. Oprydningsarbejdet gav lidt trafikale udfordringer i morgentrafikken, indtil motorvejen atter blev helt åbnet kl. 07.35. Begge parter blev kørt til skadestuen for nærmere undersøgelse, men ingen af dem var umiddelbart kommet alvorligt til skade. Den 30-årige mand blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven ved ikke at holde nok afstand til forankørende.

Tirsdag kl. 08.05 skete der et færdselsuheld på den nordjyske motorvej ved Randers NV. Som følge af køkørsel skete der sammenstød mellem to biler, der kørte i samme vognbane. En 48-årig kvindelig bilist bremsede ned og blev i den forbindelse påkørt bagfra af en bil, der blev ført af en 22-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart til skade ved uheldet, der dog gav lidt trafikale problemer i morgentrafikken. Den 22-årige mand blev sigtet for ikke at holde nok afstand til forankørende.

Tirsdag kl. 08.16 blev en 34-årig kvindelig bilist standset af en patrulje på Lenesvej i Brabrand. Kvinden kunne ikke fremvise et kørekort, og hun blev derfor i første omgang sigtet for ikke at have medbragt et kørekort. Da hun blev bedt om at legitimere sig oplyste hun ID på en anden person, og hun blev derfor også sigtet for falsk anklage. Det viste sig, at kvinden havde fået administrativt inddraget førerretten, og hun blev derfor sigtet for kørsel uden førerret. Bag i bilen sad der tre børn, hvoraf den ene af dem, en 4-årig dreng, ikke var spændt fast, hvilket hun også blev sigtet for.

Tirsdag kl. 13.20 blev en 20-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Thorsagervej i Ryomgård.

Tirsdag kl. 15.50 blev en 59-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Kattegatvej i Grenaa.

Tirsdag kl. 16.10 blev en 33-årig mand sigtet for at have ført et eldrevet køretøj i narkopåvirket tilstand, da han blev standset af en patrulje på Østerbrogade i Grenaa.

Tirsdag kl. 16.17 skete der et færdselsuheld på Holmstrupgårdvej i Aarhus V. En 85-årig mandlig bilist kom kørende ad Agerøvej i sydlig retning, da han overså sin ubetingede vigepligt i krydset ved Holmstrupgårdvej og kørte sammen med en varebil, der blev ført af en 33-årig mand. Ingen af personerne kom noget til i forbindelse med sammenstødet. Den 85-årige mand blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Tirsdag kl. 17.47 blev en 30-årig mand anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Grenaavej i Randers SØ.

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt seks indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Åbyvej i Åbyhøj begået mellem mandag den 20/1 kl. 22.00 og tirsdag den 21/1 kl. 05.30
  • På Skellet i Hinnerup begået mellem mandag den 20/1 kl. 18.00 og tirsdag den 21/1 kl. 08.00
  • På Vestervang i Aarhus C begået mellem lørdag den 18/1 kl. 17.30 og tirsdag den 21/1 kl. 12.45
  • På Haslehøjvej i Aarhus V begået tirsdag den 21/1 mellem kl. 07.30 og kl. 13.00
  • På Akelejevej i Risskov begået tirsdag den 21/1 kl. 13.20
  • På Tulipanhaven i Tilst begået tirsdag den 21/1 mellem kl. 12.00 og kl. 18.10

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

22. december 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 22. december 2024.

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands Politikreds.

21. december 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag fra døgnrapporten 21. december 2024.

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands Politikreds.

20. december 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 20. december 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.