Døgnrapport fra Østjyllands Politi onsdag den 27. november 2019
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Foto: Østjyllands Politi
Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 11.00
Østjyllands Politi fremstiller onsdag kl. 11.00 i Retten i Aarhus en 33-årig mand fra Litauen, der sigtes for tyveri fra bil. En hundepatrulje spottede manden på Jønhøjvej i Åbyhøj kl. ca. 03.30 natten til onsdag. Manden var i selskab med en anden person, og da de så betjentene løb de fra stedet.
Betjentene råbte til dem, at de skulle stoppe, men begge blev ved med at løbe. En politihund løb derfor efter den 33-årige mand og fik ham standset. Han blev anholdt og sigtet for tyveri fra bil. Medgerningsmanden er fortsat på fri fod, hvorfor anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning.
-
Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 12.00
Østjyllands Politi fremstiller onsdag kl. 12.00 i Retten i Aarhus en 22-årig mand, der sigtes for forsøg på brandstiftelse ved tirsdag kl. 23.42 at have sat en klump papir med ild i ned i påfyldningshullet på en bil, der holdt parkeret på Engskovbakken i Skødstrup. Det blev dog opdaget af bilens ejer, der hurtigt fik det slukket.
Mens betjente på stedet var ved at sikre beviser, blev de kontaktet af vidner, som havde set en mistænkelig person, der kom gående med en rulle toiletpapir under armen. Betjentene satte hurtigt til fods i den retning, hvor den pågældende skulle være gået, og fandt dér den 22-årige mand, der blev anholdt og sigtet for forsøg på brandstiftelse.
Af hensyn til den videre efterforskning vil anklagemyndigheden anmode om dørlukning.
**
Den mobile politistation besøger Lystrup
Østjyllands Politis mobile politistation kører onsdag til Lystrup, hvor den vil stå i tidsrummet mellem kl. 14 og kl. 18. Her vil de to betjente Huy og Anne-Amalie være klar til at tage en snak med alle de borgere, der kigger forbi.
**
Butikstyv forsøgte at stikke af
Østjyllands Politi fik tirsdag kl. 12.06 en anmeldelse fra Føtex på Frederiks Allé i Aarhus, hvor personalet havde tilbageholdt en udenlandsk mand, der havde igangsat alarmerne ved udgangen, da han havde forsøgt at forlade butikken med en sort sportstaske. Da manden var kommet udenfor, havde han smidt tasken fra sig og var begyndt at løbe fra stedet.
En af de ansatte løb efter ham og fik kontakt til manden, der dog var meget aggressiv over for Føtex-medarbejderen, der derfor nøjedes med at følge efter manden, mens han ringede efter assistance. Kort efter kom en anden medarbejder til stedet, og sammen fik de manden ført tilbage til butikken, hvorefter der blev ringet til politiet.
Ved gennemgang af mandens sportstaske blev der fundet knive, sakse og el-tandbørster til en samlet værdi af godt 1000 kroner. Politiet kom til stedet, og den 37-årige, polske mand blev anholdt og sigtet for butikstyveri. På politigården blev manden afhørt og modtog en straksbøde på 2000 kroner.
**
”Hjælpsom” mand stjal pung
En 52-årig kvinde havde tirsdag ved 16-tiden været inde og handle i Kvickly på Ringvej Syd i Viby, da hun kom ud til sin bil og kunne se, at det ene dæk var punkteret. Kvinden blev herefter kontaktet af en ukendt mand, der tilbød at hjælpe hende med at få skiftet hjulet. Først senere på dagen, da hun blev kontaktet af sin bank, fordi der var hævet penge på hendes kort, blev hun opmærksom på, at hun havde fået stjålet sin pung.
Manden, der kontaktede kvinden, beskrives som:
- Ca. 35-45 år
- Ca. 180 cm høj
- Muligvis østeuropæer
- Spinkel af bygning
- Lys i huden
- Sort hår
- Havde guldringe på begge hænder
- Talte et fremmedsprog
- Var iført en grønlig jakke med lynlås og hætte
- Han var muligvis ifølge med en anden udlænding
**
Ventede på toilettet i flere timer og stjal fra kasseapparatet efter lukketid
Natten til onsdag kl. 01.15 blev en patrulje fra Østjyllands Politi sendt til en restaurant i Aarhus midtby, da flere alarmer var gået. Da betjentene ankom til stedet, kunne de gennem ruden se en mand i blå dynejakke, der stod i betalingsområdet i butikken. Manden i butikken gestikulerede til betjenten, men kom derefter på betjentens opfordring ud.
Manden i dynejakken, som viste sig at være 41 år, blev anholdt og sigtet for indbrud.
Patruljen kunne efterfølgende på restaurantens videoovervågning se den 41-årige bevæge sig rundt i butikken efter lukketid og rode kasseapparat og hylder igennem. På overvågningen kunne de desuden se, at den 41-årige ikke var i butikken før alarmerne gik. De kunne derfor konkludere, at han sandsynligvis havde siddet på toilettet og ventet i flere timer, før han bevægede sig ud i butikken.
**
Mand solgte tøj på Bilkas parkeringsplads
Østjyllands Politi blev tirsdag kl. 12.09 kontaktet af en 62-årig mand, der på parkeringspladsen ved Bilka på Marsvej i Randers SØ, var blevet kontaktet af en mand, der gerne ville sælge ham noget tøj.
Den 62-årige mand takkede nej til tilbuddet og begyndte i stedet at filme ”sælgeren” med sin mobiltelefon. Manden satte sig hurtigt ind i sin bil og kørte fra stedet. Bilen han kørte i var en koksgrå BMW SUV med reg. nr. CN 19 692.
Såfremt man ser denne bil eller bliver kontaktet af en person, der forsøger at sælge tøj midt på gaden, så må man meget gerne kontakte Østjyllands Politi på telefon 114.
**
Anholdt efter uroligheder på Klostertorvet
Tirsdag kl. 17.38 blev Østjyllands Politi tilkaldt til Klostertorvet i Aarhus, hvor der var opstået uroligheder mellem en gruppe personer. En vagt havde bemærket, at en mand gik og generede nogle andre personer, der sad ved en bænk. Manden henvendte sig på et tidspunkt til en kvinde, som han først sagde noget til, hvorefter han forsøgte at tage en taske, der stod ved siden af hende for til sidst at sende en spytklat efter hende.
Vagten tog herefter fat i manden og kontaktede politiet, der kort efter ankom til stedet. Den 38-årige mand blev anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og blev kørt med på stationen, hvor han også blev sigtet for narkobesiddelse, da han blev fundet i besiddelse af en mindre mængde hash.
**
Færdsel
Tirsdag kl. 08.01 skete der et færdselsuheld på Olof Palmes Allé i Aarhus N. En 39-årig mandlig bilist mistede herredømmet over sin bil og kørte op over fortovskanten og endte inde på letbaneskinnerne. Aarhus Letbane blev med det samme orienteret om uheldet, og kørslen med letbanen på strækningen blev kortvarigt indstillet, mens bilen blev fjernet. Der skete kun mindre materiel skade ved uheldet.
Tirsdag kl. 08.53 skete der et færdselsuheld på Houmarksvej i Randers NV. En 18-årig mandlig bilist mistede herredømmet over sin bil i et skarpt sving, hvorefter bilen havnede inde i en skov. Der skete kun mindre materiel skade ved uheldet.
Tirsdag kl. 10.54 skete der et færdselsuheld på Randersvej i Randers SV. En 48-årig mandlig bilist kørte af uvisse årsager i grøften i højre siden af vejen, hvorefter bilen væltede om på taget. Der skete kun materiel skade ved uheldet.
Tirsdag kl. 15.03 blev en 29-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på den Østjyske Motorvej ved Tilst.
Tirsdag kl. 15.15 skete der et færdselsuheld på Åby Ringvej i Aarhus V. En 47-årig mandlig lastbilchauffør kom kørende ad Åby Ringvej, da han ville skifte vognbane og overså en anden bil, ført af en 27-årig mand, der kom kørende ved siden af i samme retning. Der skete sammenstød mellem de to biler, men umiddelbart kun med materiel skade til følge. Den 47-årige lastbilchauffør, der er tjekkisk statsborger, blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven og fik en straksbøde på 2500 kroner, som han betalte kontant.
Tirsdag kl. 15.37 skete der et færdselsuheld på Søren Frichs Vej i Åbyhøj. Tre biler kørte sammen i et harmonikasammenstød og én person blev kørt på skadestuen til nærmere undersøgelse, men var ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade.
Tirsdag kl. 16.23 skete der et færdselsuheld på Gammel Horsensvej i Solbjerg. En 53-årig mandlig bilist påkørte en bil ført af en 80-årig mand, da den 80-årige angiveligt overså sin vigepligt og kørte ud foran den 53-årige. Der var umiddelbart ingen der kom alvorligt til skade.
Tirsdag kl. 16.45 skete der et færdselsuheld på Viborgvej i Aarhus V. En 19-årig mandlig bilist kørte ad Viborgvej, da han trak over spærrelinjerne og påkørte en bil, ført af en 28-årig mand, der kørte i modsatte retning. Der blev spærret for alt trafik på stedet, mens oprydningsarbejdet stod på, hvilket gav en del kødannelse i eftermiddagstrafikken. Kl. 17.27 blev der atter åbnet op for færdsel på stedet. Igen af de implicerede kom umiddelbart alvorligt til skade ved uheldet.
Tirsdag kl. 19.46 skete der et færdselsuheld på Bavnehøjvej i Grenå. En 22-årig mand oplyste, at han var blevet påkørt bagfra af en bil, som efterfølgende forlod stedet. En patrulje besøgte efterfølgende adressen, hvor bilen, som den 22-årige hævdede havde påkørt ham, var registreret. Den 29-årige kvinde, som skulle have ført bilen på tidspunktet, mente dog ikke at have påkørt nogen.
Tirsdag kl. 20.23 blev en 69-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel på Grenåvej i Egå. Den 69-årige var væltet ud på kørebanen på sin knallert, hvor vidner tilbageholdt ham og tilkaldte politiet.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Frederiks Allé i Aarhus C begået mellem mandag den 25/11 kl. 12.00 og tirsdag den 26/11 kl. 12.30
- På Bavnegårdsvej i Kolt, Hasselager begået tirsdag den 26/11 mellem kl. 08.00 og kl. 19.40
- På Sophus Bauditz Vej i Åbyhøj begået tirsdag den 26/11 mellem kl. 04.00 og 20.10
- På Ørnehøjen i Lystrup begået tirsdag den 26/11 mellem kl. 12.00 og kl. 23.00
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877