Døgnrapport fra Østjyllands Politi tirsdag den 14. maj 2019
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Foto: Østjyllands Politi
Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør.
**
Anholdt med bilen fuld af koster
Mandag ved midnatstid blev en patrulje opmærksom på en bil, der holdt med positionslyset tændt på et parkeringsområde ved Gøteborg Allé i Aarhus N, og betjentene besluttede sig for at se lidt nærmere på bilen. Inde i bilen sad der en sovende mand på førersædet og betjente kunne se, at der bagi bilen lå flere sorte affaldssække, der var dækket med et mørkt tæppe.
Patruljen vækkede den sovende mand på førersædet, og han identificerede sig som en 37-årig mand fra Randers. Han åbnede bilens baggagerum, og betjentene fik mulighed for at kigge nærmere på de sorte affaldssække, hvori der lå større mængder formodede tyvekoster. I poserne fandt betjentene store mængder energidrikke, chokolade, kaffe, cider, tyggegummi mv. til en værdi af op imod 15.000 kroner samt værktøj i form af en hammer, en knibtang og fire skruetrækkere.
Den 37-årige mand kunne ikke redegøre for, hvor de mange koster stammede fra. Han blev derfor anholdt og sigtet for tyveri fra pt. ukendt sted.
**
Udsat for vold ved tankstation
En 38-årig mand og hans 40-årige kæreste blev mandag kl. 20.22 udsat for vold af to mænd i forbindelse med et besøg på en tankstation på Tilst Parkvej i Tilst. Den 38-årig mand har forklaret til politiet, at han blev slået flere gange i ansigtet, og da hans kæreste forsøgte at lægge sig imellem, blev hun også slået og trukket i håret hen ad asfalten.
De to mænd beskrives som:
A:
- Ca. 175 cm høj
- Spinkel af bygning
- Araber
- Havde kort hår i siderne og længere på toppen
- Var iført en sort t-shirt med et ”soltegn” i guld/sølv
B:
- Araber
- Var iført en kasket
De to mænd ankom og kørte fra stedet i en sort bil - evt. en BMW eller en VW Passat. Har man oplysninger i sagen, kan man kontakte Østjyllands Politi på telefon 114.
**
Færdsel
Mandag kl. 07.55 skete der et færdselsuheld på Genvejen i Viby. En 28-årig mandlig bilist kom kørende på vejen, da en lastbil med hænger bagpå, ført af en 59-årig mand, overhalede venstre om. I forbindelse med overhalingen blev den 28-åriges bil ramt af skærmkanten fra lastbilens hænger. Det opdagede lastbilchaufføren tilsyneladende ikke og kørte derfor videre. Den 28-årige mand kørte efter og fik standset lastbilen, så de to parter kunne udveksle oplysninger. Der skete kun mindre materiel skade ved sammenstødet.
Mandag kl. 10.37 skete der er færdselsuheld i krydset Paludan Müllers Vej/Chr. Richards Vej i Aarhus C. En 21-årig kvinde kom kørende ad Paludan Müllers Vej og holdt stille for at svinge til højre i krydset ved Chr. Richards Vej, da hendes bil blev påkørt bagfra af en anden bil, ført af en 60-årig mand, der skulle ligeud i krydset. En 42-årig kvindelig passager i den forreste bil blev tilset i en ambulance, men var umiddelbart ikke kommet til skade. Der skete kun materiel skade ved sammenstødet.
Mandag kl. 11.50 blev en 36-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Hobrovej i Randers.
Mandag kl. 15.36 skete der et harmonikasammenstød i forbindelse med køkørsel på Århusvej i Odder. En 22-årig kvinde påkørte den forankørende bil, ført af en 51-årig kvinde, der blev skubbet ind i bilen foran, der blev ført af en 59-årig kvinde, der blev skubbet frem i den forreste bil, der blev ført af en 36-årig kvinde. Flere af parterne blev tilset i ambulancer, men der var umiddelbart ikke sket nogen personskade. Den 22-årige blev efterfølgende sigtet for overtrædelse af færdselsloven ved ikke at holde nok afstand.
Mandag kl. 17.59 blev en 19-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Middelgade i Auning.
Mandag kl. 21.34 blev en 62-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Korsgade i Grenaa.
Natten til tirsdag kl. 02.15 blev en 42-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en bilist på Ekkovej i Hinnerup.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Jægergade i Randers SV begået mandag den 13/5 kl. 01.20
- På Strandlyngen i Ebeltoft begået mandag den 13/5 kl. 10.24
- På Kornblomstvej i Glesborg begået mandag den 13/5 mellem kl. 08.30 og kl. 15.00
- På Sandmosevej i Højbjerg begået søndag den 12/5 mellem kl. 15.00 og kl. 17.00
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877