Døgnrapport fra Østjyllands Politi torsdag den 7. marts 2019
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Foto: Østjyllands Politi
Grundlovsforhør i Retten i Aarhus
Særlig Efterforskning Vest fremstiller i dag kl. 09.30 i Retten i Aarhus to mænd på 26 og 22 år – læs mere i tidligere udsendte pressemeddelelse.
**
Mand med kondisko på ønskede råd om skosværte
Onsdag ved 14-tiden blev en 59-årig kvinde udsat for et tricktyveri i Kvickly i Veri Centeret i Risskov. Ved skoafdelingen blev kvinden kontaktet af en udenlandsk mand, der på gebrokkent dansk spurgte, hvilken skosværte han skulle bruge til sine sko. Kvinden forklarede manden, at han ikke skulle bruge skosværte til de kondisko, han havde på. Manden lod som om, han ikke forstod kvinden og gik fra stedet igen.
Da kvinden kom op til kassen opdagede hun, at hendes pung var blevet taget fra hendes taske, der havde ligget i kurven, mens hun prøvede sko. Da kvinden efterfølgende kontaktede banken for at få spærret sine kort, oplyste banken, at nogen forgæves havde forsøgt at hæve penge i en pengeautomat i Åbyhøj.
Manden der kontaktede kvinden beskrives som:
- 30-40 år
- 170-180 cm høj
- Spinkel af kropsbygning
- Mellemøstlig af udseende
- Spidst ansigt med skægstubbe
- Iført sorte kondisko og mørk hue
- Talte dansk med accent
**
Øl-tyv på spil igen
Østjyllands Politi fik onsdag kl. 08.45 en anmeldelse fra 7-Eleven på Immervad i Aarhus, hvor personalet havde tilbageholdt en mand, der var genkendt fra et tidligere tyveri fra butikken. Videoovervågning på stedet viste, at manden mandag eftermiddag kl. 16.54 havde taget to Tuborg dåseøl fra et køleskab og lagt dem i en medbragt hvid plastikpose. Herefter havde manden taget endnu en dåseøl ud, som han tog med op til kassen og betalte for, hvorefter han forlod butikken uden at betale for de to han havde i posen.
Den 38-årige rumænske mand blev anholdt og sigtet for butikstyveri. Da han er udenlandsk statsborger, uden fast bopæl i Danmark, fik han en straksbøde på 500 kroner. Manden var i øvrigt identisk med ham, der tirsdag blev anholdt og sigtet for tyveri af fem Carlsberg-øl fra Netto i Aarhus.
**
Specialpatruljen fandt narkotika i Randers
Østjyllands Politis specialpatrulje var onsdag aften på besøg i to lejligheder i henholdsvis Randers NØ og Randers C, hvor de fandt narkotika. På adressen i Randers NØ fandt betjentene mindre mængder kokain og hash, og en 23-årig mand blev sigtet for besiddelse af narko. På adressen i Randers C fandt betjentene en større mængde amfetamin og noget hash, og en 45-årig mand blev sigtet for salg af narkotika.
**
Fanget med fire flasker vin
Østjyllands Politi fik onsdag kl. 14.31 en anmeldelse fra Meny i Risskov, hvor personalet havde tilbageholdt en mand og en kvinde for tyveri af to flasker rødvin. Da politiet ankom blev den 47-årig kvinde og den 46-årige mand begge sigtet for butikstyveri af de to flasker rødvin. Medarbejderen i butikken havde dog mistanke om, at de to personer kunne have flere flasker ude i deres bil, og her fandt betjentene ganske rigtigt yderligere to flasker rødvin, der heller ikke var betalt for. De fire vinflasker, til en værdi af 1200 kroner, blev leveret tilbage til butikken og de to personer blev bortvist fra stedet.
**
Bil i brand
Østjyllands Politi fik natten til torsdag kl. 00.33 en anmeldelse om en brand på Edelhoffvej i Harlev. Da patruljen ankom til stedet, kunne betjentene konstatere, at der var ild i en personbil på stedet. Ilden blev slukket, men bilen var helt udbrændt. Det er endnu uvist, hvad der har antændt ilden i bilen.
**
Færdsel
Onsdag kl. 07.03 skete der et færdselsuheld på Trige Centervej i Trige. En 35-årig kvindelig cyklist kom kørende mod krydset ved Randersvej, da en lastbil kørte op på siden af hende og forsøgte at overhale. Kvinden havde ikke hørt eller set lastbilen og blev så forskrækket, at hun bremsede så hårdt op, at hun røg hen over styret på cyklen og landede på jorden. Der var på intet tidspunkt kontakt mellem kvinden og lastbilen, og kvinden kom da heller ikke til skade ved uheldet.
Onsdag kl. 11.47 skete der et færdselsuheld i krydset Randersvej/Langelandsgade. En 55-årig mandlig bilist kom kørende ad Randersvej, da han i krydset ved Langelandsgade påkørte en 49-årig mandlig fodgænger, der var ved at krydse Randersvej. Den 49-årige fodgænger blev kørt til skadestuen for at blive behandlet for brud på armen.
Onsdag kl. 15.12 skete der et færdselsuheld på Hovmarken i Lystrup. En 34-årig mandlig bilist kom kørende ud i krydset Sønderskovvej/Hovmarken, da han overså en 61-årig cyklist, der blev påkørt. Cyklisten blev kørt til undersøgelse på skadestuen.
Onsdag kl. 15.18 skete der et færdselsuheld på Hadsundvej i Randers NØ. En 33-årig mandlig bilist kom kørende ad Hadsundvej og skulle svinge til højre ad Falkevej, da han overså en knallert, ført af en 18-årig mand, der kom kørende på cykelstien. Der skete sammenstød, og knallerten væltede, men der skete kun mindre materiel skade.
En 21-årig mand blev onsdag kl. 16.55 anholdt og sigtet for lov om euforiserende stoffer, kørsel uden førerret og narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Haslevangsvej i Aarhus V.
Natten til torsdag kl. 00.58 skete der et færdselsuheld på Skæring Strandvej ved Egå. To biler, ført af en 44-årig kvinde og en 39-årig kvinde, var kørt sammen med mindre materiel skade til følge.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt otte indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Skovduevej i Randers SØ begået mellem søndag den 3/3 kl. 15.00 og onsdag den 6/3 kl. 09.30
- På Stationsgade i Risskov begået mellem tirsdag den 5/3 kl. 23.00 og onsdag den 6/3 kl. 10.00
- På Dortesvej i Brabrand begået onsdag den 6/3 mellem kl. 11.00 og kl. 14.00
- På Schaldemosevej i Randers C begået mellem tirsdag den 5/3 kl. 10.00 og onsdag den 6/3 kl. 15.30
- På Skovbrynet i Aarhus C begået onsdag den 6/3 mellem kl. 19.30 og kl. 19.47
- På Blåmejsevej i Aarhus V begået onsdag den 6/3 mellem kl. 16.00 og kl. 20.00
- På Delfivej i Hjortshøj begået onsdag den 6/3 mellem kl. 10.00 og kl. 21.30
- På Udbyhøjvej i Randers NØ begået onsdag den 6/3 mellem kl. 13.00 og kl. 16.00
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877