Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 21. maj 2025
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 9.30
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstillede onsdag kl. 9.30 en 39-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for voldtægt ved i en periode fra september 2024 og flere måneder frem ad flere omgange at have haft fuldbyrdet samleje med en pige, der på gerningstidspunkterne var 12 og 13 år.
Ifølge sigtelsen fandt episoderne sted på to forskellige adresser i Aarhus. Blandt andet ved en p.t. ukendt skole/uddannelsesinstitution i Aarhus, hvor de to mødtes uden for åbningstid. Hverken den 39-årige mand eller pigen er tilknyttet skolen.
Grundlovsforhøret blev holdt bag lukkede døre, og Østjyllands Politi ønsker p.t. ikke at oplyse yderligere om sagen. Den 39-årige mand blev til grundlovsforhøret varetægtsfængslet i fire uger.
**
Grundlovsforhør ved Retten i Randers kl. 10.30
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller onsdag kl. 10.30 en 27-årig peruviansk kvinde og en 36-årig colombiansk kvinde i grundlovsforhør ved Retten i Randers.
De to kvinder blev sammen mandag sammen med en mexicansk kvinde tilbageholdt efter en politikontrol på en adresse i Randers C, hvor de arbejdede som prostituerede.
Ingen af kvinderne havde arbejds- eller opholdstilladelse, og alle blev derfor sigtet for ulovligt arbejde og ophold i Danmark.
Udlændingestyrelsen vurderede, at den peruvianske kvinde og den colombianske kvinde skal udvises af landet, og de bliver derfor fremstillet med henblik på at kunne frihedsberøve dem, indtil udvisningen kan effektueres.
Det blev vurderet, at den mexicanske kvinde kan være udsat for menneskehandel, og derfor får hun nu tilbudt hjælp fra myndighederne.
**
Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 12.00
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller onsdag kl. 12.00 en 32-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.
Han er sigtet for forsøg på manddrab ved den 1. marts i år sammen med en eller flere andre gerningsmænd at have overfaldet en jævnaldrende mand med kniv på Bispehavevej i Aarhus V.
Ifølge sigtelsen blev den forurettede stukket flere gange med kniv og tildelt adskillige spark og slag på kroppen og i hovedet, så han pådrog sig alvorlige skader.
Den 32-årige er desuden sigtet for grov vold ved kort inden overfaldet bevidst at have påkørt en 28-årig kvinde, som han sammen med mindst en anden gerningsmand efterfølgende sparkede og slog flere gange.
Efterforskningen ledte politiet på sporet af den 32-årige, der blev internationalt efterlyst, og i begyndelsen af maj blev han anholdt i Tyrkiet. Han er nu i Danmark, og han bliver fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.
Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi ønsker pt. at ikke oplyse nærmere om sagen.
**
Fire mænd anholdt – sigtet for overfald
Østjyllands Politi fik tirsdag kl. 20.37 en anmeldelse om, at en mand var blevet overfaldet på Bjødstrupvej i Højbjerg af flere gerningsmænd, der ifølge anmeldelsen havde slået ham med bat og køller, inden de var stukket af fra stedet.
Flere patruljer kørte til stedet, hvor en 46-årig mand var ved at blive behandlet for sine skader i en ambulance. Det var dog muligt for politiet at tale med ham.
Vidner kunne give et signalement af de formodede gerningsmænd og den bil, de kørte i, og det førte til, at en patrulje kort tid efter fik anholdt fire mænd i Tranbjerg J.
Mændene, der er i alderen 17-18 år, blev alle sigtet for grov vold begået i forening mod den 46-årige.
Østjyllands Politi efterforsker nu sagen for at afdækket hændelsesforløbet og finde frem til, hvad der er gået forud for overfaldet. Ud fra den indledende efterforskning er det politiets formodning, at overfaldet er sket i forbindelse med en uoverensstemmelse i det kriminelle miljø.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
• På Trankær Mosevej i Tranbjerg begået tirsdag d. 20/5 mellem kl. 07.00 og kl. 14.58
• På Langenæs Allé i Aarhus C begået tirsdag d. 20/5 mellem kl. 12.40 og kl. 16.30
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877