Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 20. maj 2025
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.
**
Udenlandske kvinder tilbageholdt efter kontrol
Betjente fra Østjyllands Politis Udlændingesektion tog mandag morgen på en bordelkontrol ved en adresse i Randers C for at tjekke om, personerne på stedet havde gyldig arbejds- og opholdstilladelse.
På adressen traf betjentene tre udenlandske kvinder, og lokalet bar tydeligt præg af, at de arbejdede som prostituerede på stedet. Ingen af kvinderne kunne fremvise dokumentation for, at de måtte arbejde eller bo i Danmark, og alle blev derfor tilbageholdt og sigtet for ulovligt arbejde og ulovligt ophold.
Der var tale om en 26-årig mexicansk kvinde, en 36-årig colombiansk kvinde og en 27-årig peruviansk kvinde.
Udlændingestyrelsen skal nu vurdere, om kvinderne skal udvises, og Center Mod Menneskehandel skal give en vurdering af, om kvinderne kan være handlet.
**
Mand sigtet for at true med hardballgevær
En 54-årig mand skabte mandag morgen stor utryghed, da han gik rundt i et område i Aarhus N med et hardballvåben, der var udformet som et oversavet jagtgevær.
Klokken var 09.18, da Østjyllands Politi fik en anmeldelse fra en bekymret borger, der havde set en mand gå rundt med et gevær omkring Vorregårds Allé tæt på Vorrevangskolen. Her havde han angiveligt viftet rundt med våbnet i nærheden af en gruppe unge mennesker, der var elever på skolen.
Flere patruljer var hurtigt på stedet, og de fik anholdt den 54-årige, som befandt sig i området. Der blev ransaget hjemme på hans adresse, hvor betjentene fandt et hardballgevær, der svarede til det, der var blevet beskrevet af flere vidner.
Den 54-årige erkendte, at han havde gået rundt med geværet, og forklarede, at han havde følt sig provokeret af nogle af de ældre elever på skolen.
Han blev sigtet for trusler på livet, og blev taget med på stationen til nærmere afhøring. Geværet blev beslaglagt med henblik på konfiskation og senere destruktion, inden han blev løsladt efter endt afhøring.
Ingen kom noget til i forbindelse med episoden. Østjyllands Politi har været i dialog med skolen omkring hændelsen.
**
Våbensamler havde glemt tilladelsen – anholdt og sigtet
En 53-årig mand fra Hammel/Thorsø-området, der samler på gamle militæreffekter, endte mandag eftermiddag med en anholdelse og en alvorlig sigtelse.
I sin samling havde den 53-årige nemlig flere funktionsdygtige skydevåben, som han ikke havde tilladelse til at opbevare.
Politiet, der havde fået et tip om våbnene, fandt under ransagningen af mandens adresse frem til bl.a. tre rifler, to haglgeværer og en del ammunition, og det kostede manden en sigtelse for besiddelse af skydevåben under særligt skærpende omstændigheder.
Skydevåbnene blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion.
**
Buske sat i brand i Brabrand
Mandag kl. 17.30 rykkede politi og brandvæsen ud til en brand noget buskads på en skrænt ved Edwin Rahrs Vej i Brabrand tæt på Blixens.
Ilden nåede at brænde en del beplantning ned, men branden blev slukket, inden den kunne brede sig til et større område. Ingen personer kom noget til.
Østjyllands Politi har en formodning om, at branden var påsat, og undersøger nu sagen nærmere.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.• På Norvestpassagen i Aarhus N begået mandag d. 19/5 kl. 11.16
• På Kærgade i Randers SV begået mandag d. 19/5 mellem kl. 09.10 og kl. 14.25
• På Høegh-Guldbergs Gade i Aarhus C begået mandag d. 19/5 mellem kl. 08.00 og kl. 18.20
• På Elverdalsvej i Højbjerg begået mellem søndag d. 18/5 kl. 17.30 og mandag d. 19/5 kl. 15.15
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877