Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 22. maj 2025
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 09.45
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 09.45 en 51-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for frihedsberøvelse, grov vold, afpresning, røveri og vidnetrusler.
Ifølge sigtelsen holdt den 51-årige sammen med en anden ukendt gerningsmand en 61-årig mand fanget mod sin vilje i to lejligheder i Viby i et tidsrum fra den 12. april omkring kl. 23.00 og frem til den 13. april kl. 14.00.
Mens den 61-årige blev holdt tilbage på adresserne, blev han ifølge sigtelsen udsat for vold af de to mænd, der blandt andet slog ham flere gange i ansigtet og fik en hund til at bide ham i benet og hånden.
Ved at true ham med vold forsøgte de ifølge sigtelsen desuden af true ham til at betale et større beløb og tvang nøglerne til hans hjem og elcykel fra ham, ligesom de udtalte, at de ville slå ham ihjel, hvis han fortalte noget til politiet.
Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi ønsker pt. ikke at oplyse yderligere om sagen.
**
Grundlovsforhør ved Retten i Randers kl. 10.30
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 10.30 en 57-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Randers. Han er sigtet for forsøg på manddrab.
Den 57-årige blev anholdt onsdag formiddag kl. 11.27, da politiet kort forinden havde fået en anmeldelse om, at en 54-årig kvinde var blevet stukket med kniv på en adresse i Stenvad i Ørum Djurs på det nordlige Djursland.
Ifølge anmeldelsen fandt episoden sted omkring kl. 11.11, hvor den 57-årige – ifølge sigtelsen – på sin bopæl stak sin 54-årige samlever i maven med en køkkenkniv. Hun modtog hurtigt efterfølgende behandling og blev kørt med ambulance til hospitalet i behandlingskrævende tilstand.
Han er sigtet for forsøg på manddrab, subsidiært for grov vold, og Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi anmoder om lukkede døre i forbindelse med grundlovsforhøret.
**
Anholdt: Brugte kniv under røveri
Østjyllands Politi fik onsdag kl. 15.29 en anmeldelse om, at en knivbevæbnet mand var gået ind i en butik på Ringvej Syd i Viby, hvor han forsøgte at true personalet til at udlevere penge fra kassen.
Da han fik at vide, at butikken var kontantløs, forlangte han, at en af de ansatte skulle hæve penge til ham, og han fik herefter udleveret et mindre kontantbeløb. Under røveriet snittede han den ene butiksmedarbejder i armen.
En patrulje var hurtigt på stedet, og her stod den 25-årige gerningsmand stadig i butikken med en kniv i hånden. Han blev straks anholdt og sigtet for røveri.
Medarbejderen havde fået et snitsår på armen, men var umiddelbart ikke kommet alvorligt til skade.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
På Brendstrupvej i Aarhus N begået onsdag d. 21/5 kl. 04.00
På Silkeborgvej i Åbyhøj begået onsdag d. 21/5 mellem kl. 07.30 og kl. 11.00
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877