Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

1. oktober 2020 09:50

Døgnrapport fra Østjyllands Politi torsdag den 1. oktober 2020

Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapporten fra Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 12.30

Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 12.30 i Retten i Aarhus en 41-årig mand, der sigtes for salg af narkotika. Østjyllands Politis specialpatrulje var onsdag kl. 13.30 forbi på mandens bopæl i det nordlige Aarhus, hvor der blev fundet både heroin og kokain samt et større kontantbeløb, der formodes at stamme fra salg af narkotika. 

Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning i sagen, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere. 

**

 

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 13.00

Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 13.00 i Retten i Aarhus en 44-årig mand, der sigtes for salg af narkotika. Den 44-årige mand blev onsdag aften kl. 21.20, sammen med en 19-årig kvinde, standset i en bil ved Burger King på Gl. Aarhusvej i Randers SV. I bilen blev der fundet skunk og en større mængde amfetamin, og både manden og kvinden blev anholdt og sigtet for salg af narkotika. Det er dog kun den 44-årig mand, der bliver fremstillet i grundlovsforhør. 

Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning i sagen, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere. 

**

 

Mand anholdt for at spytte kvinde i ansigtet

En 18-årig kvinde stod onsdag kl. 15.20 sammen med sin veninde ved et busstoppested på Viborgvej i Aarhus V, da en fremmed mand gik hen til dem og tilsyneladende helt umotiveret spyttede den 18-årige i ansigtet. Herefter råbte han nogle skældsord efter kvinderne, inden de steg på bussen. Manden gik med ind i bussen, hvor han blev, da kvinderne lidt efter stod af og ringede til politiet. 

En patrulje kørte ud for at lede efter manden og fandt efter noget tid en mand ved Skejby Centret, som svarede nøje til det signalement, som kvinderne havde givet. 

Han blev anholdt og sigtet for vold ved at have spyttet den 18-årige i ansigtet. 

**

 

Hidsige bilister sigtet efter tumult på vejen

To mænd blev onsdag kl. 16.48 så sure på hinanden i trafikken, at de endte med at stå og skubbe til hinanden ved krydset Viborgvej/Sommervej i Aarhus V. 

En 30-årig mand følte sig provokeret af en 32-årig mand, som han mente kørte alt for tæt bag ham. Til gengæld mente den 32-årige åbenbart, at den 30-årige kørte helt åndssvagt foran ham, og begge biler holdt ind til siden ved krydset. Her steg den 32-årige ud af sin bil og bankede på den 30-åriges rude, mens han gestikulerede voldsomt. 

Den 32-årige steg ud, og det førte ifølge vidner til et mindre håndgemæng mellem de to mænd. 

En patrulje kørte til stedet og anholdt den 30-årige mand, som fortsat var på stedet. Den 32-årige var kørt fra stedet, men politiet fik kort efter kontakt til ham.  

Begge blev sigtet for at forstyrre den offentlige orden ved at have indledt sig i et slagsmål. 

**

Specialpatruljen fandt hash i lejlighed

Et tip fik onsdag kl. 21.30 Østjyllands Politis specialpatrulje til at tage hen til en lejlighed i Randers NØ. Da betjentene bankede på, åbnede den 45-årige mandlige beboer og gav samtykke til, at patruljen ransagede hans lejlighed. 

Under ransagningen fandt patruljen en del hash og en digitalvægt med hashrester på, og den 45-årige blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg. 

**

 

Stjal slik og slog butiksansat i ansigtet

En 29-årig kvinde blev onsdag anholdt i Rema1000 på Vesterbro Torv og sigtet for butikstyveri og vold. Omkring kl. 9.30 gik kvinden ind i butikken, hvor hun ifølge medarbejderne var ubehøvlet over for personalet og sagde forskellige ukvemsord til dem. Da en medarbejder bad hende opføre sig ordentligt eller gå ud af butikken, gik kvinden hen til bland selv-slikket, hvor hun begyndte at spise af slikket, hvorefter hun spyttede det ud på gulvet. 

Medarbejderen bad nu kvinden om at gå med om i baglokalet, men det gjorde kvinden aggressiv, og ifølge medarbejderens forklaring slog hun ham pludseligt så hårdt i ansigtet, at hans briller gik i stykker. 

Det lykkedes medarbejderne i fællesskab at holde kvinden tilbage og tilkalde politiet, der kort efter kom frem. Betjentene overtog den 29-årige, der blev sigtet for vold og tyveri. 

**

 

Sprunget sikring startede brand

Østjyllands Politi fik onsdag kl. 9.25 en anmeldelse om en brand i et hus i Råby ved Havndal. Da patruljen kom frem, var der en del røg i køkkenet, men brandvæsnet fik hurtigt styr på branden, og ingen personer kom umiddelbart noget til. 

Branden er efter al sandsynlighed startet på grund af en sikring, der var sprunget bag opvaskemaskinen i huset. 

**

 

Færdsel 

Onsdag kl. 8.57 blev en 20-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Pramvej i Randers SV. 

Onsdag kl. 9.10 blev en 32-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og for kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Vester Altanvej i Randers C. 

Onsdag kl. 11.52 skete der et færdselsuheld på Hovdigevej i Holme ved Ebeltoft. En 34-årig mand kørte af vejen med sin slamsuger, der rullede rundt og landede på siden. Både den 34-årige og en passager blev kørt til skadestuen til tjek, men ingen af dem kom umiddelbart alvorligt til skade. 

Onsdag kl. 15.15 skete der et færdselsuheld i krydset Silkeborgvej/Røgelvej i Brabrand. En 53-årig mand kom cyklende lige ud ad Silkeborgvej, da en bil svingede til venstre ad Røgelvej – lige ind foran cyklisten, der kørte ind i bilen og væltede. Bilisten kørte herefter fra stedet uden at give sig til kende. Cyklisten blev kørt til skadestuen til tjek men kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. 

Onsdag kl. 15.28 blev en 44-årig mand anholdt og sigtet for at køre narkokørsel på en tunet knallert, da han blev standset af en patrulje på Markedsgade i Grenaa. Under visitationen af den 44-årige fandt betjentene en mindre mængde amfetamin, som han også blev sigtet for at besidde. 

Natten til torsdag kl. 00.11 blev en 19-årig mand anholdt og sigtet for at køre narkokørsel på sit elektriske løbehjul, da han blev standset på Grenåvej i Randers SØ. 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

På Hampehaven i Randers NV begået onsdag d. 30/9 mellem kl. 1.00 og kl. 11.00
På Morbærvej i Viby begået mellem fredag d. 25/9 kl. 11.00 og onsdag d. 30/9 kl. 20.15
 

Pressekontakt

E-mail: ojyl-presse@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 15.30 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

Flere døgnrapporter

19. januar 2021

Østjyllands Politi

Døgnrapport fra Østjyllands Politi tirsdag den 19. januar 2021

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

18. januar 2021

Østjyllands Politi

Døgnrapport fra Østjyllands Politi mandag den 18. januar 2021

Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

17. januar 2021

Østjyllands Politi

Døgnrapport fra Østjylland politi, søndag den 17. januar 2021

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds