Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 2. marts 2026
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.
**
Tre drenge anholdt: Sigtet for flere indbrud i biler
Natten til mandag blev tre teenagedrenge anholdt og sigtet for en række tyverier fra biler på forskellige veje i Risskov.
Klokken 02.12 ringede en borger til Østjyllands Politi og fortalte, at flere biler havde fået knust ruder på Bækkelundsvej i Risskov, og at vedkommende havde set tre personer luske rundt i området.
Flere patruljer kørte derfor til stedet, og på Agerbæksvej traf én af patruljerne to mørkklædte drenge. Den ene var til fods, og den anden på el-løbehjul, og begge forsøgte at stikke af, da de så politiet.
Drengen til fods, en 13-årig dreng, blev hurtigt indhentet af en betjent og anholdt. Den anden, en 15-årig dreng, nåede at stikke af, men han blev kort efter fundet af en patrulje i en privat have, hvor han forsøgte at gemme sig bag en busk.
En hundepatrulje søgte efter den tredje person, og politihunden fik hurtigt færten af ham. Hunden snusede sig frem til en byggeplads i nærheden, hvor en 14-årig dreng sad og gemte sig i et skur.
Han forsøgte at løbe derfra, da han så politiet, men politihunden løb ham hurtigt op.
Patruljerne noterede, at der på vejene i området var 18 biler, som havde fået knust ruder.
Ruderne var formentligt blevet knust med en bushammer, som betjentene fandt i forbindelse med anholdelserne af de tre drenge. Der var stjålet kontanter, tøj, cigaretter, tankkort med mere fra bilerne.
Den 15-årige blev sigtet for tyverierne. Da de to andre er under den kriminelle lavalder, blev de ikke sigtet. Drengenes forældre og de sociale myndigheder blev underrettet.
**
Straksdomme til udenlandske dieseltyve
Dagen efter, at de var blevet anholdt og sigtet for tyveri af diesel, blev to rumænske mænd idømt fængselsstraffe - de blev desuden udvist af Danmark.
En opmærksom borger opdagede lørdag kl. 21.10, at der lå en mand under en lastbil på en p-plads for lastbiler på Mølleholmen i Randers. Borgeren kontaktede politiet, og kort tid efter var en patrulje fremme på stedet.
På parkeringspladsen ved siden af en lastbil stod der en varevogn, hvori der lå en større tank og pumpeudstyr, som var blevet brugt til at tappe diesel fra lastbilen.
Gerningsmændene var ikke til stede, men en hundepatrulje søgte i området og fandt en 22-årig mand, som gemte sig i grøften ved et stiområde ved Tronholmen.
Lidt efter opdagede en anden patrulje en 37-årig mand, som gik lidt rastløst rundt i området. Han lugtede, ligesom den 22-årige, stærkt af diesel, og desuden viste det sig, at han havde et indrejseforbud i forbindelse med en tidligere dom.
Begge mænd blev anholdt og sigtet for tyveri af diesel, og den 37-årige blev desuden sigtet for at have forbrudt sig mod sit indrejseforbud. Da de blev fremstillet i grundlovsforhør søndag formiddag, erkendte de at have stjålet omkring 200 liter diesel fra lastbilen.
Til grundlovsforhøret ved Retten i Randers fik begge mænd en straksdom, som de skal afsone med det samme. Den 22-årige blev idømt 30 dages fængsel, mens den 37-årig modtog en dom på et års fængsel. Mændene er rumænske statsborgere, og de blev begge udvist af landet med et indrejseforbud i seks år.
Strakdom
En straksdom er en dom, der bliver afsagt ved fremmøde i byretten meget kort tid efter anholdelsen, og som typisk skal afsones i et fængsel i umiddelbar forlængelse af, at dommen er blevet afsagt.Det betyder, at der ikke er ventetid med længere efterforskning og retsmøder på et senere tidspunkt ude i fremtiden. Sagen bliver altså afgjort i retssystemet på meget kort tid, og afsoningen af fængselsstraffen begynder som regel stort set med det samme.
Det er langt fra alle sager, der kan afgøres med en straksdom. Det kræver blandt andet, at den sigtede erkender forholdene i sagen fuldt ud, og at sagen er forsvarligt belyst.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt syv indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.På Jernaldervænget i Brabrand begået mellem lørdag d. 28/2 kl. 18.00 og søndag d. 1/3 kl. 02.00
På Ebeltoftvej i Rønde begået mellem lørdag d. 28/2 kl. 15.00 og søndag d. 1/3 kl. 12.00
På Violvej i Randers NØ begået mellem fredag d. 27/2 kl. 16.00 og søndag d. 1/3 kl. 11.30
På Tiliavej i Harlev begået søndag d. 1/3 kl. 16.10
På Sønderport i Aarhus C begået fredag d. 27/2 kl. 04.05
På Lystruplund i Lystrup begået mellem lørdag d. 28/2 kl. 13.00 og søndag d. 1/3 kl. 16.15
På Ådalsparken i Hadsten begået mellem fredag d. 27/2 kl. 16.00 og søndag d. 1/3 kl. 22.00
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877