Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 2. december 2025
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 12.30
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller tirsdag kl. 12.30 en 43-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for vold ved at have sparket og slået en 20-årig mand i en bus på Viborgvej i Hasle mandag aften omkring kl. 18.10.
Den 43-årige og en 36-årig kvinde havde angiveligt en form for seksuelt samkvem på bagsædet af bussen, og da de på et tidspunkt troede, at en kvindelig passager filmede dem, tog den 36-årige telefonen fra passageren.
Da en 20-årig mand i bussen ville hjælpe passageren med at få sin mobil igen, blev den 43-årige mand aggressiv, og ifølge flere vidner overfaldt han den 20-årige mand med flere slag og spark.
Nogle passagerer fik ringet til politiet, og Østjyllands Politi fik kort efter anholdt både den 43-årige mand og den 36-årige kvinde.
Den 20-årige mand, der blev overfaldet, kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.
Den anholdte kvinde havde en kniv på sig og blev sigtet for overtrædelse af knivloven, og da hun råbte skældsord efter betjentene, blev hun også sigtet for fornærmelig tiltale mod polititjenestemand.
Den 43-årige mand, der blev anholdt, er sigtet for overfaldet i bussen. Derudover har Anklagemyndigheden samlet flere andre verserende sager, hvor han er sigtet for vold, som også bliver en del af fremstillingen.
**
Kvinde kørte bil uden kørekort og fik beslaglagt bil
En 39-årig kvinde mistede mandag morgen sin bil, da hun valgte at køre en tur i den, selvom hun er frakendt kørekortet.
En patrulje kørte kl. 8.27 bag bilen på Skanderborgvej i Aarhus C, og da de slog nummerpladen op, kunne de se, at bilens ejer havde to sigtelser stående for at køre bil uden gyldigt kørekort.
Derfor dirigerede betjentene bilen ind til siden, og da det var den 39-årige bilejer, der sad bag rattet, fik hun endnu en sigtelse til samlingen.
Da det var tredje gang, at hun blev taget i at køre bil i frakendelsestiden, blev bilen beslaglagt med henblik på konfiskation.
**
Aggressiv mand sigtet for flere forhold
Østjyllands Politi fik mandag kl. 21.12 en anmeldelse om, at en 30-årig mand var udadreagerende og voldsom over for sin egen familie på en adresse i Åbyhøj.
Da betjentene kom frem, virkede den 30-årige påvirket af stoffer eller alkohol, og han nægtede at oplyse navn og fødselsdato. Han gjorde kraftigt modstand, da betjentene lagde ham i håndjern, og i patruljebilen sparkede han en del af midterkonsollen i stykker.
Han blev derfor sigtet for ikke at oplyse navn til politiet, for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde og for hærværk på patruljebilen.
Desuden er han sigtet for flere voldsforhold begået mod et familiemedlem og en kvindelig ekskæreste.
Sagen efterforskes nu nærmere.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.På Kridthøjvej i Højbjerg begået mellem fredag d. 28/11 kl. 12.00 og mandag d. 1/12 kl. 11.00
På Høegh-Guldbergs Gade i Aarhus C begået mandag d. 1/12 kl. 12.08
På Moesgårdvej i Højbjerg begået mellem fredag d. 31/10 kl. 21.00 og mandag d. 1/12 kl. 12.45
På Mejlgade i Aarhus C begået mandag d. 1/12 mellem kl. 08.00 og kl. 09.00
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877