Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 3. december 2025
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.
**
Blev anholdt for at true bekendt med økse
Østjyllands Politi fik tirsdag kl. 15.01 en anmeldelse om, at en 34-årig mand var flygtet ud af sin lejlighed i Aarhus V, da han blev truet af en 29-årig mandlig bekendt, som havde været på besøg.
Ifølge anmeldelsen var den 29-årige bevæbnet med en økse, og han skulle stadig befinde sig i lejligheden, hvor de to mænd havde haft en uoverensstemmelse.
Da politiet kom frem, fandt betjentene den 29-årige siddende i en sofa på adressen. Øksen havde han ikke på sig - den lå i et skab. Til gengæld havde han en pose med amfetamin på sig.
Han blev anholdt og sigtet for trusler på livet og besiddelse af euforiserende stoffer.
**
Undersøger dødsfald
Østjyllands Politi fik kl. 21.48 en anmeldelse om, at en 44-årig mand var fundet død på en adresse i Solbjerg. Umiddelbart er der intet, der tyder på en kriminel handling, men da dødsårsagen var ukendt, og politiet skal være helt sikre i deres sag, blev adressen afspærret, og der blev foretaget undersøgelser på stedet.
Mens dødsårsagen bliver endeligt afklaret, er adressen fortsat spærret af.
Østjyllands Politi ønsker p.t. ikke at oplyse yderligere om sagen, men melder ud, hvis det skulle vise sig, at der er tegn på, at der er sket noget strafbart.
**
Kobberkabeltyve anholdt ved byggeplads
Østjyllands Politi rykkede tirsdag kl. 23.31 ud til en byggeplads på Merkurvej i Randers SØ efter en anmeldelse om, at to mænd gik rundt og stjal kabler på stedet.
Tæt på byggepladsen traf betjentene to mænd på hhv. 41 og 27 år, der befandt sig ved en bil, der var fyldt med aluminiums- og kobberkabler.
Begge mænd blev anholdt og sigtet for tyveri.
**
Sigtet for at ville sælge puffbars
En patrulje fattede tirsdag kl. 16.39 mistanke til en bilist, der kørte foran dem på Grenåvej i Risskov, og de besluttede at foretage en rutinekontrol.
Da betjentene kom hen til bilen, kunne de lugte hash, og de meddelte derfor den 19-årige mand, der sad bag rattet, at de ville visitere ham og ransage bilen.
Der blev ikke fundet noget hash, men til gengæld fandt patruljen en pose med 40 puffbars. På grund af mængden, blev han sigtet for forsøg på salg, og alle puffbars blev beslaglagt.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
På Thunøgade i Aarhus C begået tirsdag d. 2/12 mellem kl. 07.45 og kl. 13.00
På Kasted Tværvej i Aarhus N begået tirsdag d. 2/12 mellem kl. 08.00 og kl. 15.00
På Venusvej i Randers SØ begået tirsdag d. 2/12 mellem kl. 06.10 og kl. 16.30
På Esmarcksvej i Ryomgård begået tirsdag d. 2/12 mellem kl. 19.00 og kl. 20.30
På Esmarcksvej i Ryomgård begået tirsdag d. 2/12 mellem kl. 17.40 og kl. 21.15
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877