Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 10. januar 2024
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Fuld passager skabte uro på bus
En 59-årig mandlig beruset pasager på en bybus i Aarhus skabte natten til onsdag så meget uro og utryghed, at han endte med at blive anholdt.
Anmeldelsen kom til politiet kl. 00.02, da bussen holdt i Viby, hvor den 59-årige opførte sig aggressivt og råbte, fordi han mente, at bussen var kørt forkert, og han forlangte, at chaufføren kørte ham hjem.
Den ophidsede passager var ikke videre lydhør over for chaufførens vejledning i at tage en anden bus i den rigtige retning, og han nægtede at forlade bussen.
Da politiet kom frem, var den 59-årige fortsat meget aggressiv, men det lykkedes betjentene at få overtalt ham til at gå ud af bussen. Udenfor gik han dog kort efter hen og rykkede rundt på politibilens sidespejl, mens han råbte af patruljen.
Han blev derfor anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden.
**
Sur bilist blev sigtet for hærværk
En 32-årig mandlig bilist blev tirsdag eftermiddag så vred og frustreret over en medtrafikant, at han endte med at pådrage sig selv en sigtelse fra politiet.
Den 32-årige bilist var tirsdag omkring kl. 16.45 ved at flette ind på Århusvej i Randers SØ, da han blev voldsomt irriteret på en 31-årig mand i en anden bil, som han ikke mente gav ham nok plads.
Da bilerne lidt efter holdt for rødt, steg den 32-årige ud af bilen, og gik hen til den 31-åriges bil, som han sparkede det ene sidespejl af. Herefter hev han døren og forsøgte at hive den 31-årige fører ud af bilen.
Politiet blev tilkaldt, og da en patrulje kort efter var fremme, stod parterne uden for bilerne og skændtes.
Den 32-årige erkendte, at han var blevet så sur, at han havde sparket sidespejlet af, og han blev derfor sigtet for hærværk.
**
Færdsel
Tirsdag kl. 20.34 skete der et færdselsuheld på Sønder Allé i Aarhus C. En 53-årig mandlig bilist foretog et venstresving og ramte ind i en 28-årig mandlig cyklist. Cyklisten kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
Natten til onsdag kl. 00.30 blev en 22-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Nordborggade i Aarhus C. På sig havde han en mindre mængde kokain og nogle tramadolpiller, og han blev derfor også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
Natten til onsdag kl. 01.46 blev en 25-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Solsikkevej i Randers NØ.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt syv indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.• På Svendgårdsvej i Beder begået mellem mandag d. 8/1 kl. 10.00 og tirsdag d. 9/1 kl. 08.30
• På Herman Bangs Vej i Grenaa begået tirsdag d. 9/1 mellem kl. 08.30 og kl. 11.00
• På Dr. Louise Vej i Grenaa begået tirsdag d. 9/1 mellem kl. 06.30 og kl. 13.15
• På Thorsvej i Grenaa begået tirsdag d. 9/1 mellem kl. 08.00 og kl. 14.40
• På Mimersvej i Randers NV begået tirsdag d. 9/1 kl. 17.46
• På Falstersgade i Aarhus C begået tirsdag d. 9/1 kl. 19.00
• På Spøttrupvej i Randers NØ begået tirsdag d. 9/1 mellem kl. 08.00 og kl. 13.00
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877