Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

12. januar 2021 11:19

Døgnrapport fra Østjyllands Politi tirsdag den 12. januar 2021

Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapporten fra Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi

 

Sigtet for overfald på bekendt

Østjyllands Politi fik mandag kl. 15.16 en anmeldelse om, at en 45-årig mand var blevet overfaldet af en 49-årig mandlig bekendt i en lejlighed på Øster Allé i Viby. 

 

De to mænd havde været sammen med flere andre personer i lejligheden og havde fået en del øl. Der opstod nogle uoverensstemmelser mellem den 45-årige og 49-årige, og det endte ifølge vidnerne med, at den 49-årige slog og sparkede den 45-årige gentagne gange og truede ham med en kniv. 

 

Det lykkedes de andre personer i lejligheden at få standset overfaldet, og den 49-årige gik fra stedet. 
Han blev senere anholdt i sin egen lejlighed og sigtet for grov vold.  

 

Den 45-årige var umiddelbart ikke kommet alvorligt til skade og ønskede ikke at modtage nogen form for hjælp. 

 

Det er endnu uvist, hvad motivet til overfaldet skulle være, og Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere for at klarlægge

hændelsesforløbet.  

 

**

 

Råbte af politiet og blev anholdt

En mand ringede natten til tirsdag kl. 2.37 til politiet og fortalte, at han var blevet slået i ansigtet, da han havde været nede ved underboen for at klage over, at han spillede høj musik. 

 

Ifølge manden var der tre personer i lejligheden, og da han brokkede sig højlydt over larmen, løb de ud efter ham, og han mærkede et slag i baghovedet på vej op af trappen. 

 

En patrulje kørte til stedet og de blev også mødt af tre vrede mænd i 30’erne, da de bankede på hos underboen. De var alle voldsomt utilfredse med politiets tilstedeværelse, og da de nægtede at følge politiets anvisninger og råbte flere skældsord af betjentene, blev de alle anholdt. 

I første omgang blev de sigtet for at fornærme politiet. 

 

**

 

To mistænkelige mænd anholdt i Randers

En patrulje fattede natten til tirsdag kl. 3.20 mistanke til en mand, som gik rundt og kiggede sig omkring på Fløjstrupvej i Randers SØ. Betjentene tog kontakt til manden, og fandt ud af, at han var en 31-årig litauisk statsborger. '

 

Han forklarede, at han havde gået flere timer på gaden, da han ikke havde et sted at bo, og at han var helt alene i Danmark. Betjentene undrede sig dog over, at manden havde meget varme hænder, hvis han virkeligt havde gået rundt hele natten med temperaturer under frysepunktet. 

 

Patruljen fik mistanke til, at den 31-årige havde været involveret i noget kriminelt, og en hundepatrulje blev derfor tilkaldt. Hunden snusede lidt til manden og førte derefter dens fører ned ad en grusvej, ind over en mark og ind i en nærliggende skov. 

 

Her fandt hunden en anden 31-årig litauisk mand, der sad og gemte sig bag et træ. I stedet for at overgive sig med det samme, sparkede den 31-årige efter hunden, og det kostede ham et bid i låret. 

 

Efter en tur på skadestuen blev han sigtet for at overtræde våbenloven, da betjentene fandt en peberspray i hans lomme. Begge mænd blev desuden sigtet for forsøg på indbrud et ukendt sted, og politiet efterforsker sagen nærmere for at finde frem til, hvad mændene har foretaget sig. 

 

**
 

Anholdt med 158 joints 

En 26-årig mand blev mandag kl. 21.44  anholdt på Gudrunsvej i Brabrand og sigtet for at narkosalg, da en patrulje opdagede, at han havde en plasticpose med joints på sig. I posen lå 156 joints – og så havde han lige to ekstra i lommen. 

 

Mens betjentene var ved at visitere den 26-årige, blandede en 18-årig mand sig i deres arbejde. Han råbte forskellige skældsord efter patruljen, og han endte derfor med selv at blive anholdt – sigtet for at fornærme politiet. 

 

**

Ung mand taget i at ryge hash

Et par betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje tog mandag aften et smut forbi en kælder til nogle opgange på Skovhøj i Hasselager. Flere beboere har nemlig anmeldt, at flere unge ofte ryger hash på stedet. Da patruljen kom frem tog de en 18-årig mand på fersk gerning i at stå og ryge en joint. 

 

Han blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, og jointen samt noget hashmix i hans lomme blev beslaglagt. Fundene fik patruljen til at ransage den unge mands værelse hjemme i forældrenes lejlighed. Her fandt betjentene noget mere hash, som også blev beslaglagt.

 

**

 

Færdsel

Mandag kl. 07.39 skete der et færdselsuheld i krydset mellem Hjortshøjvej og Egå Møllevej i Egå, da en 55-årig mandlig bilist kørte ud i krydset for ubetinget vigepligt og overså en 64-årig kvindelig cyklist, der kom cyklende ad Hjortshøjvej i østlig retning. Den 64-årige pådrog sig et knoglebrud, men kom ikke kritisk til skade.

 

En 25-årig mandlig bilist blev mandag kl. 13.15 anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Nordjyske Motorvej ud for Randers SV. Den 25-årige blev desuden sigtet for kørsel uden førerret.

 

Mandag kl. 18.07 skete der et færdselsuheld på Park Allé i Aarhus C. En 53-årig kvinde var ved at krydse vejen til fods, da hun blev ramt af en bil ført af en 51-årig kvinde. Den 53-årige kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Den 51-årige blev sigtet for ikke at holdt tilbage for den gående.

 

Mandag kl. 20.15 skete der et færdselsuheld på Østjyske Motorvej ved Aarhus V. En 39-årig mand mistede kontrollen over sin bil og ramte ind i et autoværn. Han kom umiddelbart ikke noget til ved uheldet.  

 

Natten tirsdag kl. 00.35 blev en 59-årig kvindelig bilist sigtet for kørsel uden førerret, da hun blev standset af en patrulje på Fyensgade i Randers. I første omgang viste kvinden en anden persons kørekort til betjentene, og hun blev derfor også sigtet for personelfalsk. 

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

 

•        På Ramsøvej i Hinnerup begået tirsdag d. 12/1 kl. 2.56
•        På Nørregade i Hadsten begået tirsdag d. 12/1 kl. 4.02

 

Pressekontakt

E-mail: ojyl-presse@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 15.30 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

Flere døgnrapporter

2. marts 2021

Østjyllands Politi

Døgnrapport fra Østjyllands Politi tirsdag den 2. marts 2021

Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

1. marts 2021

Østjyllands Politi

Døgnrapport fra Østjyllands Politi mandag den 1. marts 2021

Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

28. februar 2021

Østjyllands Politi

Døgnrapport fra Østjyllands Politi søndag den 28. februar 2021

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands Politikreds.