Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 12. august 2024
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Foto: Østjyllands Politi
Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.
**
Legetøjsgevær skabte uro i Brabrand
Østjyllands Politi fik søndag omkring kl. 17.30 flere anmeldelser om, at nogle mænd bevæbnet med skydevåben kørte rundt i Brabrand. Anmeldelserne fik flere patruljer til at rykke ud i området, og ved Bazar Vest fandt politiet frem til den bil, som mændene var kørende i.
Ved bilen stod en 22-årig mand, som var i færd med at tage et gevær op fra bagsædet. Han lagde det dog straks igen, da betjentene beordrede ham til det, hvorefter han blev anholdt. Det viste sig, at der var tale om et legetøjsgevær, og at der var to af slagsen i bilen.
Den 22-årige blev sigtet for at have forstyrret den offentlige orden.
På samme p-plads ved bazaren forsøgte en 40-årig mand at stikke af fra politiet, da de ville tale med ham. Han blev dog indhentet, og da betjentene under visitationen fandt en mindre mængde kokain på ham, blev han sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
**
Havde tramadoler og signalpistol i bilen
En opmærksom operatør i en af politiets fotovogne kontaktede søndag kl. 06.29 sine kolleger i politiet, da han havde set en mand sidde med en pistol i en bil på Skanderborgvej i Viby J.
Flere patruljer kørte mod området, og ud fra beskrivelsen fra anmelderen, fik politiet hurtigt standset en bil med tre personer på en tankstation lidt længere ned ad vejen.
I handskerummet på bilen lå en signalpistol, som en 20-årig mand erkendte var hans. Det samme var en mindre mængde tramadoler, som også lå i bilen. Piller og pistol blev beslaglagt, og den 20-årige blev sigtet for at forstyrre den offentlige orden og for besiddelse af euforiserende stoffer.
**
Rolig Randers Festuge - men flere sigtet for narkobesiddelse
I weekenden begyndte den årlige festuge i Randers, og det betyder ekstra mange mennesker i byen og i nattelivet. Derfor er Østjyllands Politi også ekstra til stede i Randers med både uniformerede betjente – og med civilklædte betjente fra Specialpatruljen, der har særligt fokus på narkotika.
De første dage i festugen foregik med god stemning og uden større uro eller mange politisager.
Specialpatruljen sigtede dog fredag og lørdag aften flere mænd, der blev fundet i besiddelse af euforiserende stoffer, mens de gik rundt i Randers midtby.
Fem mænd blev ved forskellige lejligheder sigtet for at have en mindre mængde kokain på sig, mens yderligere to mænd blev sigtet for besiddelse af hash. De sigtede var i alderen 18-31 år.
Østjyllands Politi vil også de kommende dage være til stede under afviklingen af Randers Festuge.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.• På Solhøjvej i Hasle begået mellem lørdag d. 10/8 kl. 21.00 og søndag d. 11/8 kl. 14.20
• På Torshøjvænget i Bering begået mellem lørdag d. 10/8 kl. 08.30 og søndag d. 11/8 kl. 16.00
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877