Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

12. september 2019 11:23

Døgnrapport fra Østjyllands Politi torsdag den 12. september 2019

Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapporten fra Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi

Fremstilling i Retten i Aarhus

Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 11.00 i Retten i Aarhus en 52-årig mand fra Viby J, der sigtes for i alt 11 butikstyverier. Østjyllands Politi fik onsdag kl. 11.09 en anmeldelse fra Viby Centeret i Viby, hvor en vagt havde tilbageholdt en butikstyv, der var blevet set lægge nogle trøjer ned i en taske. Men da han blev konfronteret med, at han skulle huske at betale for varerne, havde han lagt dem tilbage og var gået mod udgangen. 


I mellemtiden var vagten blevet kontaktet, og han skyndte sig ind og se videoovervågningen igennem og kunne se, at den samme mand kort tid forinden havde taget nogle jakker fra en anden forretning, og vagten løb derfor efter manden, som var gået hen til det nærmeste busstoppested, hvor han stod med jakkerne i hånden. Manden nægtede dog at følge med vagten, der derfor lagde ham i håndjern og kontaktede politiet. 

Da betjentene kom frem blev der på manden fundet koster fra tre butikker i Viby Centeret og fra en butik længere nede ad vejen – alle tyverier var begået i løbet af onsdag formiddag. De øvrige syv butikstyverier, som manden er sigtet for, er begået i Viby-området og i Aarhus C i perioden fra 30. januar til 16. juli. 

 

Fremstilling i Retten i Aarhus

Kl. 11.00 i Retten i Aarhus fremstilles en 27-årig mand fra Højbjerg, der ligeledes sigtes for butikstyveri. Østjyllands Politi fik onsdag kl. 11.10 en anmeldelse fra Kvickly i Bruuns Galleri i Aarhus, hvor medarbejderne havde tilbageholdt en butikstyv. En ansat i butikken havde observeret manden, der tog to flasker champagne og puttede dem i sin taske. 

Sammen med sin chef holdt medarbejderen øje med mandens færden gennem butikken og kunne se, at manden købte en pakke tyggegummi ved kassen og derefter forlod butikken. På den anden side af kasselinjen tog medarbejderne fat i manden og bad ham følge med ind i baglokalet. På overvågningsbillederne kunne det ses, at den 27-årige mand også tre gange tidligere havde stjålet varer i butikken, og  han blev derfor anholdt og sigtet for butikstyveri. 

 

Fremstilling i Retten i Randers

Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 12.00 en 36-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Randers. Han sigtes for besiddelse af narko med henblik på salg, efter Østjyllands Politis specialpatrulje onsdag anholdt ham på hans adresse i Randers NØ. På stedet fandt betjentene en større mængde MDMA. 

Anklagemyndigheden anmoder formentligt om lukkede døre under grundlovsforhøret, og derfor ønsker Østjyllands Politi ikke at oplyse yderligere om sagen p.t. 

**

 

Den mobile politistation i Ulstrup

Den mobile politistation kører torsdag til Ulstrup, hvor betjentene Arne og Cecilie vil være klar til en snak omkring kl. 14-18. Alle er velkomne til at kigge forbi. 

**

 

Mistænkelig forsendelse hos virksomhed i Hasselager

Østjyllands Politi fik torsdag morgen kl. 06.31 en anmeldelse fra en virksomhed i Hasselager, hvor man havde modtaget en mistænkelig forsendelse. Der blev sendt flere patruljer til stedet, hvor ca. 100 medarbejdere, der allerede var mødt på arbejde, blev samlet og instrueret om at afvente nærmere. 

Området omkring virksomheden blev spærret af, og de medarbejdere, der mødte på arbejde, blev samlet udenfor bygningen og instrueret om at afvente nærmere. De foreløbige undersøgelser har vist, at der ikke er noget farligt ved forsendelsen, og kl. ca. 08.30 fik alle medarbejdere atter lov til at vende tilbage på arbejde.

Politiet er torsdag formiddag fortsat til stede ved virksomheden, da der skal laves yderligere undersøgelser af forsendelsen, foretages afhøringer og andre efterforskningsmæssige skridt. 

**

 

Vidner søges: Forsøg på røveri i Aldi-butik

Onsdag klokken 17.32 kom to maskerede mænd ind i Aldi på Carit Etlars Vej i Åbyhøj. Her råbte de til kassemedarbejderen, at det var et røveri, og hun skulle fylde pengene fra kassen ned i deres medbragte poser. Den ene af gerningsmændene havde en stor køkkenkniv i hånden. Mændene blev dog forstyrret undervejs, da der kom flere medarbejdere til. De stak af fra stedet uden at få penge med sig. 

Østjyllands Politi hører meget gerne fra vidner, som har set de to mænd eller har oplysninger om røveriet. Henvendelser sker via tlf. 114. 

De to mænd beskrives som: 

A: 
Ca.  20-25 år
Ca. 175-180 cm
Talte dansk med accent
Iført sort hættetrøje med hvid stribe/lynlås fra halsen ned på brystet og hvid skrift hen over brystet, sorte joggingbukser med rødt logo på højre bukseben
Havde køkkenkniv i hånden

B:
Ca. 20-25 år
175-185 cm
Talte dansk med accent, 
Iført sort jakke med hætte, sorte Nike joggingbukser med hvidt logo 


**

 

Anmeldelse om røveri af flere tusinde kroner

To kvinder anmeldte onsdag kl. 21.00, at de netop var blevet udsat for røveri på en p-plads på Gunnar Clausens Vej i Viby. Kvinderne fortalte, at de netop havde smidt en kuffert med omsætningen fra et arrangement ind bag i deres bil, da to mænd kom hen til dem. Den ene truede kvinderne med en skruetrækker og forlangte at få kufferten bag i bilen. Røveren stak herefter af til fods med kufferten. 

De to anmeldere gav følgende signalement af mændene: 

A: 
Afrikansk af udseende, mørk i huden
Ca. 20-25 år
Ca. 170 cm, Kropsbygning:
Talte dansk
Iført sort dunjakke med hætte, dækket ansigt, sorte handsker, mørke bukser
Bevæbnet med skruetrækker

B: 
Ca. 170-180 cm
Iført mørk jakke/trøje og mørke bukser

Oplysninger kan gives til Østjyllands Politi via tlf. 114. 

**

 

Vred mand fik beslaglagt bil: ”Hvorfor er I altid efter mig?”

En 32-årig mand følte sig på flere måder forfulgt af politiet, da en patrulje onsdag kl. 16.40 fulgte efter ham og hans bil på Søren Frichs Vej i Åbyhøj. Betjentene genkendte manden fra tidligere forhold og vidste, at han var frakendt kørekort. De fik standset bilen, hvor den 32-årige nu pludseligt sad på passagersædet. Han fortalte, at føreren af bilen var stukket af. 

Den forklaring købte betjentene ikke, og den 32-årige blev sigtet for at køre uden førerret og for at køre i et uindregistreret køretøj. Den 32-årige brokkede sig højlydt over, at politiet ”altid var efter ham”, og at de i stedet burde fange ”rigtige kriminelle”. 

Patruljen fortsatte dog ufortrødent deres arbejde, og da de lugtede hash i bilen, begyndte de at ransage den. Den 32-årige forsikrede betjentene om, at han jo ikke var så dum at gemme stoffer i bilen, men kort efter havde betjentene både fundet hash og skunk, som manden blev sigtet for at besidde. De fandt også nogle nyere varer i bilen, som blev beslaglagt for at finde ud af, om de er stjålet. 

Den 32-årige er flere gange blevet taget i at køre uden kørekort, så hans bil blev beslaglagt. Da betjentene tog nøglerne fra ham, kvitterede den 32-årige med en udstrakt langefinger og ”fuck dig” mod en af betjentene. Det responderede betjentene på ved at tildele ham en sigtelse for at fornærme politiet. 

**

 

Skunklaboratorium opdaget i Højbjerg

Østjyllands Politis specialpatrulje tog på baggrund af et tip onsdag kl. 12.30 ud til en adresse i Højbjerg. Her blev de straks mødt med lugten af cannabis, og da de stødte på den 25-årige beboer på stedet, forklarede han, at lugten stammede fra hans hampplanter. 

Inde på hans bopæl fandt betjentene et helt skunklaboratorium med varmelamper, blæsere m.m. 15 planter blev beslaglagt og destrueret, og den 25-årige blev anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. Ud over de ulovlige planter og lidt hash fandt patruljen også en ulovlig peberspray, som kostede den 25-årige endnu en sigtelse. 

**

 

Mand med kort lunte råbte af betjente

En 22-årig mand havde med egne ord en kort lunte onsdag formiddag, og det gik ud over en patrulje, som klokken 11.29 standsede ham på Silkeborgvej i Aarhus C. Betjentene standsede manden i et rutinetjek og fik mistanke til, at han var påvirket af narko. Men den 22-årige nægtede at samarbejde og konfronterede i stedet betjentene og råbte af dem. Patruljen anholdt ham, og det lykkedes dem at lægge den 22-årige i håndjern, selvom han gjorde modstand. 

Til sidst han faldt til ro og undskyldte sin opførsel over for betjentene. Han forklarede, at han havde en kort lunte, fordi han ikke havde røget hash i lang tid. En narkometertest viste da også,  at manden ikke var påvirket, så den sigtelse, han havde fået for narkokørsel, droppede betjentene på stedet. 

Til gengæld blev han sigtet for at forstyrre den offentlige orden og for at modsætte sig anholdelse. 

**

Sigtet for blotteri på letbanestationen

En kvinde ringede onsdag kl. 18.00 til politiet, da hun så en mand stå og onanere på en letbane-station på Randersvej i Aarhus. Manden havde trukket sine bukser ned og stod, så mange borgere kunne se ham. En patrulje fandt hurtigt frem til en 29-årig mand, som blev anholdt og sigtet for blufærdighedskrænkelse. 

**

 

Tog stjålne sko på og svinede betjente til

En 34-årig kvinde blev onsdag kl. 17.40 anholdt i Bruuns Galleri i Aarhus og sigtet for tyveri og for at forstyrre den offentlige orden. Kvinden var blevet standset af en vagt, efter hun havde efterladt sine egne brugte sko i et prøverum i en skobutik og taget et par nye fra butikken på. Herefter forlod hun butikken uden at betale. Tricket blev opdaget, og kvinden blev tilbageholdt under voldsomme protester. 

Da politiet kom frem, råbte og skreg kvinden fortsat. Hun blev sigtet for tyveriet af skoene, samt tyveri fra et par andre butikker, som hun havde varer fra. Kvinden fortsatte med at råbe – også en masse ukvemsord efter betjentene. Hun fik derfor også sigtelser for at forstyrre den offentlige orden og for at fornærme politiet.   

**

 

Par bortvist efter sex ved offentlig sti

En 49-årig mand og en 53-årig kvinde blev lidt for grebet af stemningen og valgte onsdag kl. 12.00 at smide bukserne på en sti ved Tøjhushaven i Randers NØ, hvor de begyndte at dyrke sex. En forbipasserende kvinde syntes, det var et lettere uheldigt sted at ligge, fordi der ofte går børn forbi på stien. 

Hun bad dem stoppe, hvilket de dog ikke ville. I stedet blev politiet tilkaldt, og en patrulje ankom kort efter. Her blev det livlige par venligt men bestemt bedt om at finde et andet sted til deres aktivitet, og de forsvandt efterfølgende fra stedet. 

**

 

Sigtelser for ordensbekendtgørelsen

Østjyllands Politi fik onsdag kl. 21.55 en anmeldelse om et større slagsmål mellem en gruppe på 10-15 personer på Vestergade i Aarhus. Da patruljen kom til stedet spottede de en gruppe på fem personer, der kom gående af Møllegade i retning mod Vestergade, og som umiddelbart passede på det signalement, som anmelderen havde givet. Alle personerne blev bedt om at blive på stedet, hvilket en af dem, en 34-årig mand, gentagende gange nægtede. 

Han blev bedt om at legitimere sig selv, hvilket han heller ikke ønskede, og da han fortsatte sin aggressive fremtoning blev han til sidst anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. 

Kl. 01.50 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en dørmand havde haft problemer med en meget aggressiv mand, der havde sparket og nikket skaller. Dørmanden havde lagt manden i håndjern, og afventede nu politiets ankomst. Da betjentene kom til stedet blev den 30-årige mand anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. 

**

 

Færdsel

Onsdag kl. 8.40 skete der et færdselsuheld på Hovedgaden i Rønde. En 42-årig mandlig bilist svingede til venstre og ramte ind i en 68-årig mand, som kom cyklende ligeud. Den 68-årige blev efterfølgende kørt til skadestuen til behandling. 

Onsdag kl. 15.59 skete der et færdselsuheld i krydset Søndre Ringgade/Augustenborggade i Aarhus C. En 80-årig kvindelig bilist svingede til højre og ramte ind i en 23-årig kvindelig cyklist. Cyklisten kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. 

Onsdag kl. 18.15 blev en 21-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og for at køre uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Liltvedvej i Liltved ved Auning. 

Onsdag kl. 21.46 blev en 35-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Torvet i Grenaa.

Natten til torsdag kl. 00.17 blev en 24-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, kørsel uden førerret og for ikke at anvende sikkerhedssele, da han blev standset af en patrulje på Nordjyske Motorvej ved Randers SV. Bilens passager, en 21-årig kvinde, der stod som ejer af bilen, blev sigtet for at overlade føringen til en person uden førerret. 

Natten til torsdag kl. 00.52 blev en 54-årig mand sigtet for at køre bil i frakendelsestiden, da han blev standset af en patrulje på Blostervej i Tilst. Mandens 44-årige kæreste, der var ejer af bilen, blev desuden sigtet for at have overladt føringen til en person, der var frakendt kørekortet. 


**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds

På Vesterkær i Skjoldelev ved Sabro begået onsdag d. 11/9 mellem kl. 6.15 og kl. 15.00
På Sømærket i Uggelhuse ved Randers SØ begået mellem onsdag d. 4/9 kl. 18.00 og onsdag d. 11/9 kl. 16.30
På Århusvej i Søften begået onsdag d. 11/9 mellem kl. 12.45 og kl. 13.00
På Tornagervej i Risskov begået onsdag d. 11/9 mellem kl. 8.00 og kl. 16.50 
På Stenaldervej i Brabrand begået mellem fredag d. 6/9 kl. 00.00 og onsdag d. 11/9 kl. 19.00

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

24. april 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 24. april 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

23. april 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 23. april 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

22. april 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 22. april 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.