Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

12. december 2019 10:28

Døgnrapport fra Østjyllands Politi torsdag den 12. december 2019

Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapporten fra Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi

Der er pt. ingen planlagte fremstillinger i kredsen i dag. 

Færdselsindsats i Aarhus Vest – 19-årig mistede kørekort

Østjyllands Politi tog onsdag aften igen på færdselskontrol i Aarhus Vest, hvor der alt for ofte er bilister, som kører for vildt og stærkt. 

Det skete også, mens politiet var til stede, da en 19-årig bilist på under 30 sekunder lavede to ulovlige overhalinger med 101 km/t på Ringvejen, hvor den tilladte hastighed er 70 km/t.  Den unge mand har næsten lige fået kørekort, og det mistede han så hurtigt igen. Derudover får han en bøde på 7000 kroner. 

I alt endte kontrollen i følgende resultat: 

1 narkokørsel
4 klip for hastighed
2 betinget frakendelse for hastighed
1 sag vedr. tætkørsel.
3 ulovlige overhalinger til klip
1 rødt lys
1 mobiltelefon 
1 andre sager


**

 

Kørte på løbehjul med stoffer på sig

En 19-årig mand blev onsdag kl. 14.13 standset af en patrulje, da han kom kørende på et løbehjul på Frederiks Allé i Aarhus. Betjentene havde mistanke til, at han havde stoffer på sig, og den mistanke holdt stik. 

Da de visiterede den 19-årige, fandt de flere poser med kokain, hash og heroin. Han blev derfor anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg. 

**

 

Kvinde trak kniv mod betjente

Østjyllands Politi fik onsdag kl. 14.20 en anmeldelse om, at en kvinde gik på skinnerne ved banegården i Randers og virkede uligevægtig. En patrulje kørte til stedet, og da de traf kvinden, tog hun en kniv frem, som hun rettede mod de to betjente. Hun blev derfor anholdt med den fornødne magt, inden hun blev kørt til en psykiatrisk afdeling. 

Ingen af betjentene kom noget til. Den 38-årige kvinde blev efterfølgende sigtet for vold mod politiet og for at overtræde knivloven. 

**

 

Mænd brugte manicure-trick igen

Et par mænd har åbenbart udset sig et smart trick, som de bruger til at stjæle telefoner i Randers. I sidste uge gik det ud over en frisør i Randers NØ – onsdag var det en skønhedssalon på Vestergrave i Randers, hvor fremgangsmåden var den samme. 

To mænd henvendte sig i salonen og spurgte på engelsk ”manicure?”, hvor efter de lagde et bykort på bordet. Da de kort efter gik fra stedet, manglede der to mobiltelefoner, som havde ligget på bordet. 
Mændene var mellemøstlige af udseende og talte engelsk. 

Ser du mændene, eller dukker de op i din butik, så hører Østjyllands Politi gerne fra dig via tlf. 114. 

** 

Brandundersøgelse ved Åbyhøj Kirke

Østjyllands Politi fik onsdag kl. 10.05 en anmeldelse om, at nogen formentligt havde forsøgt at sætte ild til kapellet i Åbyhøj Kirke på Silkeborgvej. En af kirkens medarbejdere opdagede kl. 8.00 om morgenen, at nogen havde hældt brandbar væske op ad kapellets mur og dør, og det angiveligt var forsøgt antændt.  Østjyllands Politi undersøgte stedet for spor og efterforsker nu sagen nærmere. 

Har du set noget mistænkeligt ved kirken tirsdag aften eller natten til onsdag, kan du ringe til Østjyllands Politi via tlf. 114. 

**

 

Uro på skole – 21-årig anholdt

En anmeldelse om uro og muligt slagsmål mellem nogle unge på Åby Skole i Åbyhøj fik natten til torsdag omkring kl. 1.00, Østjyllands Politi til at sende en patrulje til stedet. Betjentene traf en større gruppe unge mennesker, som alle blev bedt om at vise deres hænder frem og lade sig visitere. 

En 21-årig mand nægtede at følge politiets anvisninger og begyndte i stedet at råbe af betjentene. Han blev derfor anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden. En 23-årig mand havde i lommen en mindre mængde hash, som han blev sigtet for at besidde.  

**

 

Stor mængde kobber stjålet

En virksomhed i Viby blev på et tidspunkt mellem tirsdag kl. 19.00 og onsdag kl. 7.15 udsat for tyveri. I et lager blev der stjålet omkring 800 kilo kobberrør til en værdi af mange tusinde kroner. Østjyllands Politi efterforsker nu forholdet nærmere. 

**

 

Mor havde børn med til butikstyveri

En 40-årig kvinde havde sine to børn med, da hun kl. 16.17 stjal noget krydderi, hårspænder og legetøj i Føtex på Gudrunsvej i Brabrand. En vagt opdagede, at kvinden proppede tingene i lommerne og forlod butikken uden at betale. Han tilbageholdt kvinden, som efterfølgende blev sigtet af politiet. 

**

 

Fuld mand tissede i garderoben

Personalet på en beværtning på Åboulevarden i Aarhus ringede natten til torsdag kl. 1.30 til politiet, da en fuld mand stod og tissede op ad væggen i deres garderobe. Et par betjente tog hen til stedet, hvor de traf en meget beruset 24-årig mand. 

Han var så påvirket af alkohol, at betjentene vurderede, at han ikke var i stand til at tage vare på sig selv. Han blev derfor anholdt og taget med på stationen, hvor han efterfølgende blev sigtet efter restaurationsloven. 

**

 

Færdsel

Onsdag kl. 7.25 skete der et færdselsuheld i krydset Carl Krebs Vej/Busvej i Aarhus N. En 49-årig kvindelig bilist svingede til højre og ramte ind i en 60-årig mand, som kom cyklende ligeud. Cyklisten kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. 

Onsdag kl. 7.35 skete der et færdselsuheld i krydset Dalgas Avenue/Marselis Boulevard i Aarhus C. En 53-årig mandlig bilist flettede ind foran en lastbil ført af 21-årig mand, hvorefter der skete sammenstød, så bilen blev skubbet ind i en lygtepæl, der væltede. Ingen af parterne kom umiddelbart til skade. Den 53-årige blev sigtet for at foretage et ulovligt vognbaneskift. 

Onsdag kl. 8.00 skete der et færdselsuheld i krydset Oddervej/Stenvej i Højbjerg. En 43-årig mandlig bilist svingede til venstre og ramte ind i en 37-årig mand, som kom gående over fodgængerfeltet. Fodgængeren kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. 

Onsdag kl. 12.05 skete der et færdselsuheld i krydset Skanderborgvej/Nordbyvej i Viby. En 72-årig mandlig bilist svingede til venstre ad Nordbyvej og blev ramt af en bil ført af en 20-årig kvinde. Ved sammenstødet blev den 72-åriges bil skubbet over i en husmur. Ingen af parterne kom umiddelbart til skade. Den 72-årige blev efterfølgende sigtet for at foretage et ulovligt venstresving og for ikke at overholde sin vigepligt. 

Onsdag kl. 13.33 skete der et færdselsuheld på Sintrupvej i Brabrand. En 21-årig kvindelig bilist kørte ud fra en indkørsel og ind foran en bil ført af en 56-årig mand, hvorefter bilerne stødte sammen. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. 

Onsdag kl. 19.57 blev en 19-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Kongevellen i Risskov. 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

På Rensdyrvej i Søften begået mellem lørdag d. 7/12 kl. 8.00 og onsdag d. 11/12 kl. 14.12
På Glarbjergvej i Randers NØ begået onsdag d. 11/12 mellem kl. 15.15 og kl. 18.00
På Solsortvej i Randers C begået onsdag d. 11/12 mellem kl. 14.00 og kl. 18.55
På Ingasvej i Brabrand begået onsdag d. 11/12 kl. 20.50
På Rampen i Risskov begået mellem onsdag d. 11/12 kl. 23.00 og torsdag d. 12/12 kl. 5.45
 

Pressekontakt

E-mail: ojyl-presse@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 15.30 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

19. april 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 19. april 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

18. april 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 18. april 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

17. april 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 17. april 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.