Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 13. maj 2026
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.
Kvik vagt og hurtig politihund standsede værktøjstyve
En opmærksom vagt i Mediebyen i Aarhus C ringede natten til onsdag kl. 02.31 til Østjyllands Politi, da han opdagede to mænd, der var i færd med at skære låsene op på nogle containere på en byggeplads.
Flere patruljer kørte til stedet med det samme - blandt andet en hundepatrulje. Da betjentene kom frem, kunne vagten fortælle, at mændene fortsat var i området, og kort efter kom en mand løbende ud fra byggepladsen.
Da han ikke stoppede ved politiets anråb, blev politihunden sluppet fri, og den fik lynhurtigt standset ham.
Lidt efter opdagede nogle andre betjente en mand, der lå oven på en container og gemte sig. Han blev beordret ned, og snart var han ligesom sin makker iført håndjern.
De to mænd, der er hhv. 41 og 38 år, blev begge sigtet for tyveri. Det viste sig nemlig, at to containere var brudt op, og der var taget en del værktøj ud, som lå i en lille trækvogn.
**
Sigtet for narkohandel efter fund i Grenaa
En 54-årig mand fik tirsdag kl. 09.25 besøg af betjente fra Østjyllands Politi på sin adresse i Grenaa efter et tip om, at der var narko på hans bopæl.
Under en ransagning på stedet fandt de fremmødte betjente flere salgsposer med kokain og hash, nogle digitalvægte, en totenschlæger og en del tusinde kroner i kontanter.
Den 54-årige blev derfor anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg og for overtrædelse af våbenloven. Både totenschlæger, stoffer og penge blev beslaglagt.
Ud over den 54-årige traf betjentene også en 27-årig mand, der netop havde købt stoffer, og som havde en mindre mængde hash og to dolke i lommerne. Han blev sigtet for besiddelse af narko og overtrædelse af knivloven.
En 25-årig mand, som også var til stede i lejligheden, havde en mindre mængde kokain på sig, så han blev også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
**
Færdselsindsats endte med 48 sigtelser
En færdselsindsats tirsdag eftermiddag/aften i Aarhus med primær vægt på den vestlige del endte med 48 sigtelser fordelt på 36 trafikanter.
Flere fik klip i kørekortet på grund af brug af håndholdt mobil, og en del bilister havde ikke sele på.
En ung bilist i 20'erne havde fødselsdag, men det var ikke en formildende omstændighed, da han blev standset af politiet. Han havde nemlig ikke kørekort med og heller ikke sele på.
I hans ene lomme havde han flere tusinde kroner i kontanter, som han fortalte, han havde fået i fødselsdagsgave. De fleste af dem, blev beslaglagt, da han skyldte statskassen en del penge.
Oveni kan han se frem til bøder på i alt 2500 kroner for sine to færdselsforseelser.
Den samlede indsats endte med følgende resultat:
6 x Benyttet håndholdt mobil (klip).
1 x Befordring af barn på under 135 cm (klip).
1 x Hastighed (klip).
1 x Kørsel uden førerret (Bil).
1 x Kørsel uden førerret (Motorcykel, beslaglagt qua gentagelser).
1 x Kørsel uden at have erhvervet kørekort til gældende kategori.
1 x Kørsel uden hjelm (Motorcykel).
2 x Ej medbragt kørekort.
2 x Kørsel uden hjelm (El-løbehjul).
1 x El-løbehjul konfiskeret.
1 x Manglende forsikring.
1 x overlade føringen til en person uden kørekort.
1 x Overskridelse af spærrelinjer.
8 x Ej benyttet sikkerhedssele.
4 x Overtrådt registreringsbekendtgørelsen.
1 x Privat brug af varebil (Indberettet til SKAT).
1 x Lov om godskørsel.
1 x Benyttet håndholdt mobil (Cykel).
4 x Fejl og mangler.
2 x uberettiget brug af havariblink.
1 x Kørsel i gågade.
2 x Inddragelse af nummerplader, synssag.
3 x Inddragelse af nummerplader, restance.
2 x Indkaldt til kontrol syn
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt seks indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.På Stokbrovej i Lystrup begået tirsdag d. 12/5 mellem kl. 07.30 og kl. 08.20
På Dansgade i Viby J begået tirsdag d. 12/5 mellem kl. 08.00 og kl. 13.00
På Molsgade i Aarhus C begået tirsdag d. 12/5 mellem kl. 07.30 og kl. 15.55
På Rosenkrantzgade i Aarhus C begået mellem fredag d. 8/5 kl. 00.00 og mandag d. 11/5 kl. 00.00
På Martsvej i Aarhus V begået tirsdag d. 12/5 mellem kl. 16.05 og kl. 16.20
På Norsmindevej i Malling begået tirsdag d. 12/5 mellem kl. 08.45 og kl. 17.00
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877