Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 14. juli 2025
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 10.30
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller mandag kl. 10.30 en 30-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for røveri begået natten til søndag på en tankstation på Tilst Parkvej i Tilst.
Ifølge sigtelsen gik den 30-årige sammen med en anden gerningsmand ind på tanken omkring kl. 2.04, hvor han hoppede om bag disken og truede ekspedienten med at stikke ham med kniv, hvorefter han stjal flere cigaretter, et par donuts og nogle mønter.
Da politiet kom frem, var mændene væk, men den indledende efterforskning førte søndag eftermiddag til anholdelsen af den 30-årige.
Østjyllands Politi mistænker, at der fortsat er en gerningsmand på fri fod, og anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret.
**
Grundlovsforhør ved Retten i Randers kl. 13.00
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller mandag kl. 13.00 en 22-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Randers. Han er sigtet for ni indbrud og tre forsøg på indbrud begået flere steder i Jylland - bl.a. i Lystrup, Randers, Hjortshøj, Skanderborg og Viborg.
Indbruddene er begået private hjem i en periode mellem marts og maj, og det var primært været lamper og designermøbler, der blev stjålet fra boligerne.
Den 15. maj blev en 24-årig mand anholdt i samme sag, og dagen efter varetægtsfængslet.
Østjyllands Politi kom i forbindelse med efterforskningen på sporet af den 22-årige, som altså mistænkes for sammen med den 24-årige at have stået bag en række indbrud over en længere periode.
Han har været søgt i noget tid og blev søndag fundet og anholdt af Sydøstjyllands Politi og overdraget til Østjylland.
Husk at lave en aftale med naboen!
Her i ferietiden kommer der flere anmeldelser om indbrud, når folk er på ferie, og der er flere huse, der står tomme.
Derfor er det en rigtig god idé at lave en aftale med dine naboer om, at I holder øje med hinandens hjem.
Når dine naboer er ude at rejse, så gå nogle faste runder rundt deres hus hver dag og tjek, at alt er, som det skal være. Hold øje med fremmede biler og mennesker, og ser du nogen, du ikke kender, så gå hen og snak med dem.
Ring 114 hvis du ser noget mistænkeligt og ring 112, hvis du ser nogen i færd med at bryde ind.
**
24-årig varetægtsfængslet søndag efter røveri
En 24-årig mand blev natten til søndag anholdt og varetægtsfængslet - sigtet for et røveri på et kollegie på Tranekærvej i Risskov.
Klokken 2.57 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en mand havde været inde til en privat fest i et fælleslokale på kollegiet, og her havde han med en kniv truet nogle personer til at udlevere en pose med øl til sig.
Flere patruljer kørte kort efter anmeldelsen til stedet, og den ene traf den 24-årige mand i området. Han svarede til det signalement, der var givet af gerningsmanden, og da han blev anholdt, fandt betjentene en kniv på ham.
Han blev sigtet for røveri og overtrædelse af knivloven, og senere søndag blev han fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Her blev han varetægtsfængslet i surrogat på en psykiatrisk afdeling.
**
Enkelte sigtelser til Beach Party
Lørdag blev der afholdt Beach Party i Grenaa, hvor nogle tusinde deltagere mødte op for at høre musik og hygge sig. Set med politiets briller foregik endagsfestivalen generelt i god ro og orden, men der blev alligevel skrevet nogle enkelte sager.
Fire deltagere blev fundet i besiddelse af en mindre mængde stoffer - to af dem havde kokain på sig, mens to andre havde hash på sig.
En 33-årig mand skabte så meget uro og utryghed på festivalpladsen, at han blev anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden. Under anholdelsen blandede en 42-årig kvinde sig, og da hun slog ud efter en betjent og råbte diverse skældsord, blev hun anholdt og sigtet for forsøg på vold mod polititjenestemand og for fornærmelig tiltale mod polititjenestemand samt for at forstyrre den offentlige orden.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt seks indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
På Møllebakken i Hasselager begået søndag d. 13/7 kl. 08.20
På Tilst Skolevej i Tilst begået fredag d. 11/7 kl. 20.16
På Balskærvej i Malling begået mellem tirsdag d. 8/7 kl. 12.00 og søndag d. 13/7 kl. 13.00
På Nordborggade i Aarhus C begået mellem torsdag d. 10/7 kl. 22.00 og søndag d. 13/7 kl. 20.34
På Kildeagerlunden i Hasselager begået mellem lørdag d. 12/7 kl. 09.00 og søndag d. 13/7 kl. 15.00
På Humlevej i Risskov begået mellem lørdag d. 12/7 kl. 14.30 og søndag d. 13/7 kl. 19.50
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877