Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

15. januar 2020 09:56

Døgnrapport fra Østjyllands Politi onsdag den 15. januar 2020


Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapporten fra Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 14.00

Sidst i december blev flere paller med nødder og kerner stjålet fra et lager i Hadsten – i alt stak gerningsmændene af med 11 tons nødder. Nu har Østjyllands Politi fundet en del af de stjålne nødder på en adresse i Aarhus-området, og de er nu leveret tilbage til rette ejer. I forbindelse med efterforskningen af tyveriet anholdt politiet onsdag to mænd på 39 og 60 år, som sigtes for groft hæleri. De to mænd fremstilles i grundlovsforhør onsdag kl. 14.00.

Østjyllands Politi formoder, at der har været flere personer involveret, og sagen efterforskes nu nærmere for at finde frem til yderligere gerningsmænd. Af hensyn til den videre efterforskning vil anklagemyndigheden anmode om dørlukning i sagen, hvorfor Østjyllands Politi p.t. ikke ønsker at oplyse yderligere.


 **

 

Den mobile politistation i Beder

Østjyllands Politis mobile politistation tager onsdag til Beder, hvor betjentene Jan og Per står klar til at høre lidt om, hvad der sker i området og tage en snak med de lokale borgere. Alle er velkomne til at kigge forbi den mobile station, der som udgangspunkt vil stå i Beder mellem kl. 14-18. 

**

 

Psykisk syg mand begik vold og raserede frisørsalon

En 41-årig mand begik tirsdag omfattende hærværk på en frisørsalon i Frederiks Allé i Aarhus og overfaldt flere personer. Omkring kl. 15.00 satte den 41-årige sig i en frisørstol i salonen og forlangte at blive klippet. Uden varsel begyndte han pludseligt at skubbe en masse genstande ned fra en hylde, og da den 60–årige frisør bad ham gå ud af butikken, blev den 41-årige særdeles aggressiv og slog frisøren gentagne gange med knytnæver i ansigtet og på kroppen. Herefter tog manden en lille skulptur på stedet, som han slog om sig med og knuste flere spejle og genstande. 

Da en 29-årig mand forsøgte at standse den 41-årige, blev han også slået med skulpturen. Efter at have ødelagt en del inventar i butikken løb den 41-årige ud af butikken og ind i en 7-Eleven i nærheden. Her tog han en kage, som han begyndte at spise. Da den 55-årige ekspedient bad ham stoppe, kastede den 41-årige kagen i hovedet på ham og begyndte herefter at kaste med vinflasker, som blev smadret rundt i butikken. 

Da politiet kom frem, så betjentene en flaske flyve ud af butikken, og de fik hurtigt anholdt den 41-årige, som blev sigtet for flere tilfælde af vold, grov vold og hærværk. 

Den 41-årige blev vurderet til ikke at være egnet til at sidde på politistationen og blev i stedet kørt til psykiatrisk afdeling efter afhøringen. 

De to forurettede fik flere mindre skader efter overfaldet, men hverken de eller ekspedienten kom umiddelbart alvorligt til skade. 

**

 

Hash fundet i hemmeligt hulrum

En patrulje fattede tirsdag kl. 20.23 mistanke til to mænd, som kørte rundt på De Mezas Vej i Aarhus C. Betjentene fik dirigeret bilen ind til siden og tog kontakt til de to mænd, som virkede noget nervøse. Da den 19-årige fører af bilen virkede påvirket af narko, blev han anholdt og sigtet for narkokørsel, og patruljen besluttede at ransage bilen. 

Gemt i et skjult hulrum sad flere poser hash og skunk klæbet fast med gaffatape, og både den 19-årige og hans jævnaldrende passager blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg. 

**

 

Udenlandsk tyv fik straksbøde

En 28-årig mand blev tirsdag kl. 21.45 taget på fersk gerning i at stjæle en lille højttaler fra Rema 1000 på Oddervej i Højbjerg. En medarbejder så, hvordan den 28-årige pakkede højttaleren ud og lagde den i lommen, inden han forsøgte at forlade butikken uden at betale. Han blev dog tilbageholdt, og politiet blev tilkaldt. 
Da den 28-årige ikke er dansk statsborger og ikke har fast bopæl i Danmark, blev han anholdt, sigtet for tyveri og tildelt en straksbøde, som han betalte med det samme. 

**

Færdsel

Tirsdag kl. 7.56 skete der et færdselsuheld på Østjyske Motorvej ved Tilst. En 65-årig mandlig bilist kørte op bag i en bil ført af en 44-årig kvinde, som ved sammenstødet blev skubbet op i en bil med en 29-årig mand bag rattet. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 65-årige blev sigtet for ikke at holde nok afstand til den forankørende. 

Tirsdag kl. 12.10 skete der et færdselsuheld på Djurslandsmotorvejen ved Aarhus N. En 43-årig mandlig lastbilchauffør kørte op bag i en bil ført af en 44-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade.  

Tirsdag kl. 16.20 skete der et færdselsuheld på Tisetvej i Solbjerg. En 36-årig kvindelig bilist kom i et sving til at ramme speederen i stedet for bremsen og kørte i høj fart ind i siden på en modkørende bil ført af en 60-årig mand. Efterfølgende ramte kvinden også ind i en bil med en 43-årig kvinde bag rattet. Ingen af de involverede kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 36-årige blev efterfølgende sigtet for at have forårsaget færdselsuheldet. 

Tirsdag kl. 18.54 skete der et færdselsuheld på Nordjyske Motorvej ved Randers SV. En 31-årig mand mistede kontrollen over sin bil og ramte ind i en bil ført af en anden 31-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart til skade. 

Tirsdag kl. 19.56 blev en 61-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Bønnerupvej i Glesborg. 

Tirsdag kl. 20.34 skete der et færdselsuheld i krydset Hasle Ringvej/Herredsvej i Aarhus V. En 30-årig mandlig bilist kørte ind i en 24-årig kvinde, som var ved at gå over vejen. Hun kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. 

Tirsdag kl. 21.45 skete der et færdselsuheld på Motortrafikvejen ved Rønde. En 22-årig kvinde mistede af ukendte årsager kontrollen over sin bil, der væltede rundt og landede på hovedet. Kvinden var ved fuld bevidsthed, da ambulancen kom frem, men blev kørt til skadestuen. 

Tirsdag kl. 22.08 blev en 25-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Mariagervej i Randers NV. 


**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

På Bøgebakken i Lillering ved Harlev begået mellem mandag d. 13/1 kl. 23.00 og tirsdag d. 14/1 kl. 5.15
På Dybbølvej i Risskov begået tirsdag d. 14/1 mellem kl. 9.00 og kl. 13.35
På Holme Parkvej i Højbjerg begået tirsdag d. 14/1 mellem kl. 7.00 og kl. 16.15
På Bredkær Tværvej i Egå begået tirsdag d. 14/1 mellem kl. 12.10 og kl. 16.20
 

Pressekontakt

E-mail: ojyl-presse@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 15.30 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

26. april 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 26. april 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

25. april 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 25. april 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

24. april 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 24. april 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.