Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

15. januar 2026 11:33

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 15. januar 2026

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapport, Østjyllands Politi


Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 10.30

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 10.30 en 32-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for den 26. december at have begået vold mod en 40-årig mand ud for en adresse i Viby J.

Ifølge sigtelsen væltede den 32-årige manden ned på jorden og sparkede og slog ham flere gange. Den 40-årige pådrog sig nogle skader, men kom ikke kritisk til skade.

Angiveligt begyndte episoden med nogle uenigheder i forbindelse med en nabostrid.

Den 32-årige har flere sager om lignende kriminalitet bag sig, og han fremstilles derfor i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.

**

 

Bilinspektør undersøger alvorlig busulykke

To mandlige passagerer på henholdsvis 32 og 52 år blev onsdag formiddag dræbt i en voldsom færdselsulykke, da to busser stødte frontalt sammen på Landevejen tæt på Hornslet.

Læs mere om ulykken i gårsdagens udsendte pressemeddelelse på linket her: To personer afgået ved døden i forbindelse med færdselsuheld mellem to busser 

Foruden de to dræbte mænd blev otte øvrige personer, heriblandt de to buschauffører, efterfølgende kørt til hospitalet for yderligere behandling og kontrol. Ingen af de otte var i kritisk tilstand.

En bilinspektør blev i forbindelse med ulykken tilkaldt til uheldsstedet, og denne skal nu foretage en række undersøgelser for at afklare hændelsesforløbet. Dét arbejde kan komme til at tage noget tid, og det kan erfaringsmæssigt tage flere uger eller måneder, inden der ligger en rapport klar. Rapporten kan så efterfølgende give anledning til yderligere nødvendige undersøgelser hos politiet.

Det er derfor alt for tidligt at konkludere, hvordan ulykken skete, og Østjyllands Politi kommer ikke til at udtale sig om mulige årsager, før rapporten ligger klar.

Der er foretaget indledende afhøringer af en række af de involverede personer ved ulykken, og der udestår stadig nogle efterforskningsskridt og afhøringer. Østjyllands Politi kommer ikke til at dele løbende efterforskningsskridt i sagen og har ikke yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt.

Hvis man har været involveret i ulykken, været vidne eller er pårørende til de involverede parter, kan man rette henvendelse til Offerrådgivningen og få støtte og rådgivning via telefon eller chat.

Det er gratis og uforpligtende, og man kan henvende sig anonymt, hvis man ønsker det. Telefonnummeret er 116 006.

**

 

Spillede Candy Crush, mens han kørte bil

Østjyllands Politi foretog onsdag aften en færdselskontrol i det vestlige Aarhus, og selvom langt de fleste trafikanter fulgte færdselsreglerne, så blev det alligevel til nogle enkelte sigtelser.

En færdselsbetjent observerede blandt andet en mandlig bilist, der sad og spillede Candy Crush på sin mobiltelefon, mens han kørte.

Ud over en sigtelse og et klip i kørekortet, fik bilisten også et råd om, at selvom det kan være ufatteligt spændende at gennemføre en bane Candy Crush, så er det en utrolig dum og farlig idé at give efter for spillelysten, mens man kører bil.

Bilisten var ikke den eneste, der ikke kunne lade mobilen ligge. Tre andre bilister fik også et klip i kørekortet på grund af brug af håndholdt mobil.

Her fra politiet er meldingen klar: Kør nu bil, når du kører bil!

Indsatsen i Aarhus Vest gav følgende sigtelser:

1 x spritkørsel
1 x manglende lygter i lygtetændingstiden, cyklist
3 x lygteføring, manglende afmærkning
1 x anvisninger, højre svingning forbudt
2 x kørekort ej medbragt
2 x fører el-løbehjul uden hjelm
1 x signal og tegngivning
1 x §3 manglende agtpågivenhed
4 x mobil bil, klip
2 x hastighed byzone, klip

I alt 18 sager fordelt på 16 sigtede.

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

På Græsvangen i Tilst begået tirsdag d. 13/1 kl. 20.00
På Kornelvej i Harlev begået onsdag d. 14/1 mellem kl. 16.00 og kl. 18.45
På Søskrænten i Viby J begået onsdag d. 14/1 mellem kl. 06.15 og kl. 20.15
På Tornhøjvej i Viby J begået onsdag d. 14/1 mellem kl. 18.15 og kl. 21.20



Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

11. marts 2026

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 11. marts 2026

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

10. marts 2026

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 10. marts 2026

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

9. marts 2026

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 9. marts 2026

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.