Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 15. august 2025
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 09.45
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 09.45 en 50-årig udenlandsk mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for flere gange ikke at have overholdt sin opholds- og meldepligt på Udrejsecenter Kærshovedgård ved Ikast.
Den 50-årige mand blev anholdt, da en patrulje torsdag aften fik øje på ham, da han cyklede rundt i området omkring Jægergårdsgade i Aarhus C.
Da betjentene ville tage kontakt til ham, forsøgte han først at stikke af - det lykkedes dog ikke.
Ud over sigtelsen for ikke at overholde sin meldepligt, blev han også sigtet for tyveri, da det viste sig, at cyklen var stjålet.
**
Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 12.30
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 12.30 en 26-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.
Østjyllands Politi anholdt den 26-årige tidligt fredag morgen kl. 04.36 på en adresse i Tilst. I forbindelse med politiindsatsen blev der beslaglagt flere kilo hash og en del tusinde kroner i kontanter.
Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi ønsker ikke at oplyse yderligere om sagen p.t.
**
Anholdt: Solgte kokain på Snapchat
Betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje tog torsdag kontakt til en profil på Snapchat, der solgte kokain og foregav, at de var interesserede i at købe stoffer.
De fik lavet en aftale om at mødes ud for en adresse i Randers C, og omkring kl. 20.00 stod civilklædte betjente klar på det aftalte sted.
Da en 28-årig mand standsede i sin bil og skulle til at overdrager stoffer til dét, han troede var en køber, gav betjenten sig til kende, og nogle kolleger kom frem og hjalp med anholdelsen.
Den 28-årige havde en mindre mængde kokain på sig, og han blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.
**
Færdselsindsats i Aarhus Vest: 17 sigtet
Østjyllands Politi foretog torsdag aften en færdselsindsats i det vestlige Aarhus, hvilket endte med sigtelser til 17 trafikanter.
Ved Toveshøj fik en patrulje øje på to unge mænd uden hjelm, der kørte rundt på en scooter uden nummerplade. De forsøgte at køre fra politiet via veje og stisystemer, og til sidst smed føreren scooteren fra sig og løb afsted til fods. Han blev dog indhentet, og da betjentene fik fat i ham, viste det sig, at det var en kun 17-årig ung mand. Hans passager var 13 år.
Scooteren var i øvrigt stjålet, og den 17-årige havde også en kniv på sig.
Det endte med en del sigtelser til den unge mand, og begge drenges forældre blev kontaktet.
En anden, der tiltrak sig lidt ekstra opmærksomhed, var en voksen mand, som kørte rundt i sin bil uden sikkerhedssele. Den havde han placeret bag ryggen. Han blev standset, sigtet og tildelt en bøde.
Oplevelsen havde dog åbenbart ikke gjort større indtryk på ham, for da han kørte videre, undlod han igen at tage selen på, og lidt længere fremme blev han igen standset og fik en ny bøde for manglende sikkerhedssele.
Der blev givet følgende sigtelser i forbindelse med færdselsindsatsen:
1 x narkokørsel
1 x spritkørsel
2 x mobil (klip)
1 x kørsel i frakendelsestiden
1 x Hastighed (klip)
1 x manipulation og tilbageholdt bil
2 x registreringsbekendtgørelse
1 x løbehjul uden hjelm
1 x løbehjul, ej holdt så langt til højre
1 x beslaglagt løbehjul
1 x kørekort ej medbragt
1 x rødt lys
5 x ej benyttet sele
1 x anvisninger ej efterkommet
2 x ej benyttet styrthjelm
1 x kørsel på cykelsti med motorcykel
1 x knivlov
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
På Skelagervej i Aarhus N begået torsdag d. 14/8 mellem kl. 00.10 og kl. 07.30
På Tousvej i Åbyhøj begået torsdag d. 14/8 kl. 11.39
På Elrovej i Randers NV begået torsdag d. 14/8 mellem kl. 07.30 og kl. 14.15
På Bredkær Vænge i Egå begået fredag d. 15/8 mellem kl. 00.00 og kl. 03.50
På Nordre Strandvej i Risskov begået fredag d. 15/8 kl. 05.12
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877