Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 15. december 2025
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.
**
Pirattaxaer på spil i weekenden
I weekenden fik Østjyllands Politi flere anmeldelser fra borgere, der var blevet udsat for tyveri i forbindelse med, at de havde taget en pirattaxa hjem fra det aarhusianske natteliv.
En 52-årig mand fik natten til søndag stjålet sin iPhone, da pirattaxachaufføren gav ham et kram efter endt tur. Chaufføren havde åbenbart luret hans kode, for han havde også fået adgang til at bruge hans kreditkort for en del tusinde kroner.
En 22-årig mand blev også bestjålet under en pirattaxatur i Aarhus samme nat. Da han blev sat af, ville chaufføren danse en dans med ham, og kom helt tæt på ham. Det var formentligt dér, at den 22-årige fik stjålet sin iPhone, som hans kreditkort også lå på. Der nåede at blive hævet flere tusinde kroner, inden han fik kontoen spærret.
Natten til fredag var det en 28-årig mand, det gik ud over. Han forklarede, at han blev tilbudt et lift, som han takkede nej tak til, men han indvilgede i, at chaufføren viste ham nogle dansetrin. Da dansen var overstået, og chaufføren var gået, opdagede den 28-årige, at hans mobiltelefon var stjålet.
En 25-årig mand havde en lignende oplevelse natten til fredag i midtbyen. Efter en pirattaxatur manglede han pludseligt både nogle kontanter og sin telefon.
Hvis du skal i byen, så sørg for at finde ud af, hvordan du kommer hjem, inden du tager afsted. Få en ven eller et familiemedlem til at hente dig, tag offentlig transport eller tag en rigtig taxa. Der er desværre mange eksempler på, at det er gået galt for dem, der lader sig lokke af et billigt lift i en pirattaxa.
**
Filmet af videobil: 29-årig bilist fik flere sigtelser
Østjyllands Politi fik fredag aften omkring kl. 17.30 flere anmeldelser fra borgere, der var generet af en bryllupskortege af biler, der kørte fra det vestlige Aarhus og ind mod midtbyen. Flere af bilisterne dyttede højlydt, og der blev kørt ind over cykelstier, lød det blandt andet fra anmelderne.
En færdselsbetjent i en civil videobil fik kort efter øje på kortegen på Søndre Ringgade, hvor flere af de omkring 10 biler kørte med havariblinket tændt uden gyldig grund.
En enkelt bilist fik pludseligt travlt med at komme væk, da han opdagede, at politiet kørte bag ham. Han satte farten op og foretog flere ulovlige overhalinger, men betjenten fulgte med hele vejen og filmede det hele. Til sidst gav bilisten op og kørte ind til siden på Silkeborgvej. Her skyndte han sig at sætte sig om på bagsædet, men det opdagede betjenten dog.
Det viste sig, at føreren af bilen var en 29-årig mand, og at han formentligt både var påvirket af narko og alkohol. Det indikerede narkometertesten og alkometeret i hvert fald. Han blev derfor anholdt og sigtet for sprit- og narkokørsel, og han fik efterfølgende foretaget en blodprøve, der både skal fastslå hans promille og dokumentere, om han havde stoffer i blodet.
Den 29-årige mand blev desuden sigtet for flere ulovlige overhalinger, for forkert placering på vejen, for at overskride spærrelinjerne og for ulovligt brug af havariblink.
Han havde i forvejen flere verserende færdselssager, og med de nye sigtelser fra weekenden kan han formentligt se frem til en længere periode uden kørekort.
**
Mand og kvinde sigtet for kødtyveri
Personalet i et supermarked på Rådhusgade i Odder kontaktede søndag kl. 20.11 Østjyllands Politi og anmeldte, at de netop havde haft besøg af en butikstyv, der havde stjålet en del kød.
Ifølge personalet var en mand kommet ind på deres lager, hvor han havde kørt et helt bur med kød hen til en bil, der stod klar udenfor. En medarbejder havde bedt ham stoppe, men det ignorerede manden og kørte efterfølgende fra stedet med kødet bag i bilen.
En patrulje fik kort efter standset bilen og anholdt den 33-årige mand, som sad bag rattet. Ved hans side sad en 62-årig kvinde, som også blev anholdt. Begge personer blev sigtet for tyveri.
**
Bilist sigtet for at køre under påvirkning af lattergas
En 25-årig kvindelig bilist blev natten til mandag kl. 01.15 standset af en patrulje på Randersvej i Aarhus N.Kvinden virkede påvirket af stoffer, og da betjentene så, at der lå en lattergasflaske ved siden af hende, blev hun sigtet for narkokørsel ved at have kørt bil under påvirkning af lattergas. Desuden havde patruljen mistanke til, at hun havde indtaget hash.
Hun fik foretaget en blodprøve, der skal vise, om hun havde lattergas og/eller anden form for narko i blodet.
Den 10. november blev der indført ny lovgivning, der sidestiller lattergaskørsel med sprit- og narkokørsel.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.På Bojesvej i Randers SV begået mellem søndag d. 7/12 kl. 00.00 og søndag d. 14/12 kl. 15.30
På Holmstruphøjvej i Aarhus V begået søndag d. 14/12 mellem kl. 09.30 og kl. 19.40
På Sadelmagervej i Randers NV begået søndag d. 14/12 mellem kl. 13.40 og kl. 20.15
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877