Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 18. august 2026
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Grundlovsforhør ved Retten i Randers kl. 09.30
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller tirsdag kl. 09.30 en to mænd på hhv. 34 og 38 år i grundlovsforhør ved Retten i Randers.
De er sigtet for at have indført og videredistribueret flere kilo amfetamin.
Østjyllands Politi anholdt i samarbejde med NSK de to mænd mandag formiddag i den nordlige del af Randers. I den forbindelse blev fundet store mængder amfetamin.
”Vi har efterforsket sagen i noget tid, og det førte mandag til anholdelserne. Der er tale om organiseret kriminalitet, hvor den hovedmistænkte har tætte relationer til bandemiljøet, og der forestår stadig en del efterforskning i sagen,” siger efterforskningsleder Flemming Nørgaard fra Østjyllands Politi.
Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret.
**
Grundlovsforhør ved Retten i Randers kl. 10.00
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller tirsdag kl. 10.00 to mænd på 23 og 28 år i grundlovsforhør ved Retten i Randers.
De er sigtet for organiseret indbrudskriminalitet ved i tiden forud for den 8. august at have begået flere forskellige indbrud fra pt. ukendte steder.
Østjyllands Politi fandt en række formodede tyvekoster på en adresse i Sabro, og efterforskningen ledte på sporet af de to mænd, som blev anholdt mandag ved middagstid i Aarhus.
De to mænd er desuden sigtet for at have været i besiddelse af flere tusinde tramadol med henblik på videreoverdragelse.
Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret.
**
Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 10.15
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller tirsdag kl. 10.15 en 22-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.
Han er sigtet for grov vold begået under særdeles skærpende omstændigheder ved sammen med flere andre p.t. ukendte gerningsmænd at have overfaldet en 33-årig mand, som bl.a. blev sparket i hovedet, så han pådrog sig meget alvorlige skader.
Overfaldet fandt ifølge sigtelsen sted natten til søndag kl. 02.36 på Lille Torv i Aarhus C.
Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret
**
Røveri mod kiosk i Aarhus
Natten til tirsdag kl. 00.02 rykkede Østjyllands Politi ud til en anmeldelse om røveri i en kiosk på Immervad i Aarhus C.
Her havde en mand stjålet to kasser med dåseøl, og da ekspedienten ville stoppe ham, udviklede det sig til et røveri. Gerningsmanden skubbede nemlig ekspedienten i brystet og opførte sig truende.
Det lykkedes dog den ansatte at vriste den ene kasse øl fra manden, inden han løb væk.
Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.På Grejsvang i Havndal begået mellem søndag d. 16/8 kl. 07.00 og mandag d. 17/8 kl. 10.10
På Præsteager i Aarhus N begået mandag d. 17/8 mellem kl. 09.00 og kl. 13.40
På Mariagervej i Randers NV begået mandag d. 17/8 mellem kl. 16.00 og kl. 20.30
På Adelvej i Risskov begået mellem fredag d. 14/8 kl. 08.00 og mandag d. 17/8 kl. 19.00
På Christiansgade i Aarhus C begået mandag d. 17/8 mellem kl. 11.30 og kl. 19.45
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877