Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

20. november 2023 11:28

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 20. november 2023

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapport, Østjyllands Politi

Der er p.t. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag. 

 

Undersøgte episode i Randers 

Østjyllands Politi fik søndag kl. 19.50 en anmeldelse om et muligt knivstikkeri på Hobrovej i Randers. Flere patruljer kørte til stedet, men da de kom frem, var der ingen personer på stedet. 

Der var flere blodspor i nærheden, og politiet afspærrede et mindre område, mens der blev sikret spor på stedet. 

Ud fra den indledende efterforskning fik Østjyllands Politi mistanke om, at en af de involverede i episoden var en 21-årig mand, og han blev senere på aftenen fundet på en adresse i Randers. 

Han havde nogle sår i ansigtet og blødte, men han var ikke kommet alvorligt til skade, og der var umiddelbart ikke noget, der indikerede, at han eller andre skulle have været udsat for knivstikkeri.  Formentligt har han været involveret i en form for slagsmål. 

Den 21-årige var ikke videre samarbejdsvillig i forhold til at fortælle, hvad der var sket, og Østjyllands Politi undersøger nu sagen nærmere. 

**

 

Buspassager smadrede rude og spyttede på betjent 

En buschauffør kontaktede søndag kl. 10.52 Østjyllands Politi, da en mandlig passager havde smadret en rude i bussen med en nødhammer. Bussen holdt nu på Holmevej i Højbjerg, og gerningsmanden var løbet fra stedet og havde taget en anden bus væk derfra. 

Det viste sig, at passageren var steget af ved et andet stop i Højbjerg, og her fik en patrulje fat i den 23-årige formodede gerningsmand. 

Da han blev anholdt, gjorde han kraftigt modstand, og på vej ind til stationen råbte han diverse grimme gloser efter patruljen, spyttede på en betjent og forsøgte at bide en anden. 

Han endte med sigtelser for hærværk, for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde, og for vold, forsøg på vold, fornærmende tiltale og trusler mod en polititjenestemand.

**

 

Demonstration endte med fire anholdte

En gruppe på omkring 10 personer stillede sig søndag eftermiddag omkring kl. 15.30 midt på vejbanen på Frederiks Allé i Aarhus i forbindelse med en demonstration. 

Østjyllands Politi var hurtigt på stedet, og betjentene dirigerede i første omgang trafikken andre veje, mens demonstranterne fik et påbud om at flytte sig fra vejbanen. 

Efter lidt tid efterkom de fleste af demonstranterne påbuddet, men fire personer nægtede at forlade vejen og blev anholdt på politiloven. 

**

 

Sigtet for at sparke betjent

Natten til mandag kl. 01.16 kørte en patrulje fra Østjyllands Politi til en opholdssted i Aarhus N, hvor en 23-årig mand skabte utryghed med voldsom og uadreagerende adfærd. 

Da patruljen kom frem, var den 23-årige faldet til ro, og de kørte derfor fra stedet igen. Et par timer senere måtte de dog på ny køre derhen, da den 23-årige igen var blevet voldsomt aggressiv. 

Denne gang blev han anholdt, og under anholdelsen gjorde han kraftigt modstand, råbte trusler rettet mod betjentene og sparkede den ene betjent flere gange på skinnebenet. 

Det lykkedes dog at få ham lagt i håndjern og bragt ham ind på politistationen, hvor han blev sigtet for vold og trusler mod en polititjenestemand. 

**

 

Færdsel

Søndag kl. 09.05 skete der et færdselsuheld i krydset Stampmøllevej/Rønhøjvej i Odder. En 73-årig mand foretog et højresving ad Rønhøjvej og ramte ind i en 47-årig kvindelig løber, der var ved at krydse vejen. Kvinden pådrog sig nogle skader og blev kørt til behandling på skadestuen.  

Søndag kl. 18.42 skete der et færdselsuheld i krydset Grøndalsvej/Skanderborgvej i Viby. En bilist kørte ud i krydset og ramte ind i en bil ført af en 26-årig mand. Bilisten stak derefter af fra stedet uden at give sig til kende. 

Natten til mandag kl. 00.40 blev en 28-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på De Mezas Vej i Aarhus C. Han blev også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da betjentene fandt flere tramadoler i hans bil. 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt 10 indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

På Duevej i Hinnerup begået mellem lørdag d. 18/11 kl. 17.00 og søndag d. 19/11 kl. 09.20
På Tendrupvej i Hornslet begået mellem torsdag d. 16/11 kl. 20.00 og søndag d. 19/11 kl. 12.30
På Engparken i Ryomgård begået mellem lørdag d. 18/11 kl. 00.00 og søndag d. 19/11 kl. 13.30
På Råhøj Allé i Højbjerg begået mellem torsdag d. 16/11 kl. 11.00 og søndag d. 19/11 kl. 14.50
På Orholt Allé i Tranbjerg begået mellem torsdag d. 16/11 kl. 19.00 og søndag d. 19/11 kl. 18.00
På Silkeborgvej i Åbyhøj begået søndag d. 19/11 mellem kl. 02.00 og kl. 19.30
På Rolsøgårdvej i Knebel begået torsdag d. 16/11 kl. 20.53
På Lucernevej i Randers NV begået søndag d. 19/11 mellem kl. 14.30 og kl. 21.00
På Skelbækvej i Risskov begået mellem lørdag d. 11/11 kl. 00.00 og søndag d. 19/11 kl. 15.00 
På Stokbrovej i Elev begået mandag d. 20/11 kl. 05.19
 

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

26. december 2024

Østjyllands Politi

Døgnrapport fra Østjyllands Politi torsdag den 26. december 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgn hændelser i Østjyllands politikreds

25. december 2024

Østjyllands Politi

Døgnrapport

Døgnrapport fra Østjyllands Politi onsdag den 25. december 2024

24. december 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 24. december 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.