Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 21. januar 2026
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 10.30
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller onsdag kl. 10.30 en 27-årig udenlandsk mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for at have rejst ind i landet, selvom han er idømt et indrejseforbud.
Tirsdag aften kl. 18.49 dirigerede en patrulje fra Østjyllands Politi den 27-årige mand ind til siden, da de så, at han sad med mobiltelefonen i hånden, mens han kørte i en bil på Frederiksgade i Aarhus C.
Da bilisten identificerede sig, kunne betjentene i deres system se, at han var rumænsk statsborger, og at han i 2022 i forbindelse med en sag om salg af hash var blevet idømt et indrejseforbud til Danmark, som stadig var gældende.
Den 37-årige mand blev derfor anholdt og sigtet, og han vil onsdag formiddag blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.
**
Udenlandsk kvinde sigtet for ulovligt arbejde
Betjente fra Østjyllands Politis Udlændingesektion tog tirsdag formiddag kl. 10.30 på kontrol på en adresse i Randers C.
Her traf betjentene en thailandsk kvinde, som arbejdede som prostitueret på stedet - og da hun ikke havde den fornødne tilladelse til at udføre arbejde i Danmark, blev hun sigtet for ulovligt arbejde.
Kvinden er nu blevet frihedsberøvet, mens Udlændingestyrelsen vurderer, om hun skal hjemsendes og Center mod Menneskehandel vurderer, om hun har været handlet.
Kvinden må være i politiets varetægt i 3 x 24 timer, mens hendes sag bliver vurderet af myndighederne.
**
Borgere hjalp med at standse narkobilist
Et par handlekraftige borgere hjalp tirsdag eftermiddag politiet med at få standset en 29-årig narkopåvirket bilist i Aarhus C.
Den 29-årige mand kørte ifølge vidner omkring kl. 16.44 i høj fart ned ad Vester Allé i retning mod Vesterbro Torv, da han mistede kontrollen over bilen og kørte ind i et skilt.
Bilisten steg herefter kortvarigt ud af bilen, inden han ville køre videre igen, men et par borgere, der havde mistanke til, at han var påvirket, havde i mellemtiden fået kontaktet politiet.
Mens borgerne ventede på patruljen, fik de placeret deres biler, så de spærrede for bilisten i krydset Vester Allé/Thorvaldsensgade - og kort tid efter var betjentene fremme.
Den 27-årige nægtede trods flere formaninger at slukke for bilen og forlade den, så han blev til sidst anholdt med den fornødne magt. Han virkede kraftigt påvirket af stoffer og erkendte, at han havde taget amfetamin.
Han blev derfor sigtet for narkokørsel og fik efterfølgende foretaget en blodprøve til sagen.
Bilisten blev desuden sigtet for kørsel i frakendelsestiden, da han er frakendt kørekortet. Da betjentene under en ransagning af bilen fandt en kniv, fik han også en sigtelse for overtrædelse af knivloven oveni.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
På Silkeborgvej i Åbyhøj begået mellem mandag d. 19/1 kl. 20.00 og tirsdag d. 20/1 kl. 08.45
På Guldsmedgade i Aarhus C begået tirsdag d. 20/1 kl. 18.00
På Råhøjvænget i Viby J begået tirsdag d. 20/1 mellem kl. 06.55 og kl. 19.20
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877