Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 21. november 2025
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.
**
Brand i kiosk efterforskes som påsat
Torsdag kl. 07.39 kom der en melding om brand i en kiosk/grønthandler på Skelagervej tæt på Skejbycentret. Både politi og brandvæsnet rykkede ud til stedet, og brandfolkene fik hurtigt slukket ilden.
Der var ingen personer i butikken, og ingen kom noget til i forbindelse med branden, som dog forårsagede større materielle skader.
Da der var nogle mistænkelige forhold ved branden, spærrede Østjyllands Politi brandstedet af, foretog tekniske undersøgelser og gennemgik videoovervågning.
Resultatet af undersøgelserne gør, at Østjyllands Politi nu efterforsker branden som påsat.
Det er politiets vurdering, at branden er blevet påsat omkring kl. 01.00 natten til torsdag, og Østjyllands Politi hører gerne fra vidner, der kan have set nogle mistænkelige personer omkring kiosken i tidsrummet kl. 00.30 til kl. 01.30.
Af hensyn til efterforskningen ønsker politiet på nuværende tidspunkt ikke at oplyse detaljer om sagen.
**
To mænd anholdt efter slagsmål ved retten
Østjyllands Politi var det meste af torsdag til stede ved Retten i Aarhus, da der blev afsagt skyldskendelse i en drabssag fra Reginehøjvej i Aarhus N.
I forbindelse med retsmødet opstod der under en pause et slagsmål uden for retsbygningen, hvor politiet dog i forvejen var talstærkt til stede.
To mænd på henholdsvis 23 og 26 år blev derfor straks anholdt og taget med på politistationen til nærmere afhøring. Anholdelserne fandt sted omkring kl. 12.22, hvorefter der igen var ro på situationen foran retsbygningen.
De to mænd, der begge havde en relation til de involverede parter i retssagen, er blevet sigtet for hver især at have begået vold.
**
Fik beslaglagt bilen under færdselsindsats i det vestlige Aarhus
Torsdag aften var der igen færdselskontrol i den vestlige del af Aarhus, og for en 44-årig mandlig bilist endte det med, at han måtte afgive sit køretøj.
Den 44-årige blev standset på Silkeborgvej i Åbyhøj, efter han var blevet målt til at køre 80 km/t i en byzone. Da det viste sig, at han ikke havde kørekort, fik han en sigtelse for kørsel uden førerret, og fik at vide, at han skulle få en anden til at køre bilen hjem.
Den vejledning lyttede manden åbenbart ikke til. 10 minutter senere blev han standset i samme bil af en anden færdselsbetjent i området.
Da den 44-årige allerede inden torsdag var blevet taget en enkelt gang i at køre bil uden kørekort, så nåede han nu op på 3. kørsel uden førerret. Det kostede ham en beslaglæggelse af bilen.
En anden bilist, der også gjorde sig uheldigt bemærket, var en 18-årig ung mand, der netop havde fået sit kørekort. Han blev målt til at køre 85 km/t i en byzone, og det udløste en bøde på 4200 kroner og et kørselsforbud.
Den samlede indsats gav disse sigtelser:
1 x narkokørsel
2 x kørsel uden førerret
1 x hastighed, betinget frakendelse
7 x hastighed, klip
1 x rødt lys, klip
2 x håndholdt mobiltelefon, klip
5 x forkert lygteføring i lygtetændingstiden
1 x privat kørsel i flextaxa
5 x øvrige forseelser
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt seks indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.På Hammelvej i Langå begået torsdag d. 20/11 kl. 06.54
På Castenschioldsvej i Højbjerg begået mellem søndag d. 16/11 kl. 16.00 og torsdag d. 20/11 kl. 08.00
På Åvej i Risskov begået mellem onsdag d. 19/11 kl. 10.00 og torsdag d. 20/11 kl. 10.39
På Helgesvej i Åbyhøj begået mellem søndag d. 16/11 kl. 10.00 og torsdag d. 20/11 kl. 13.30
På Anemonevej i Risskov begået torsdag d. 20/11 mellem kl. 16.30 og kl. 19.30
På Blåmunkevej i Risskov begået torsdag d. 20/11 mellem kl. 15.30 og kl. 19.00
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877