Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 22. december 2023
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Grundlovsforhør ved Retten i Randers kl. 11.00
Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 11.00 en 16-årig ung mand i grundlovsforhør ved Retten i Randers. Han sigtes for grov vold og røveri begået i Grenaa den 25. november i år mod en 18-årig mand. Ifølge sigtelsen var den 16-årige sammen med flere ukendte gerningsmænd, og de truede med en kniv den 18-årige til at udlevere sin mobiltelefon.
Ved røveriet stak den 16-årige ifølge sigtelsen ud efter den 18-årige, som pådrog sig nogle skader på hænderne.
Siden anmeldelsen har politiet efterforsket sagen, og det førte i går ved middagstid til anholdelsen af den 16-årige.
Østjyllands Politi er fortsat i gang med efterforskningen af sagen, og da der formodes at være flere gerningsmænd på fri fod, anmoder anklagemyndigheden om lukkede døre ved grundlovsforhøret.
Østjyllands Politi ønsker derfor på nuværende tidspunkt ikke at oplyse yderligere om sagen.
**
Storm gav flere væltede træer
Østjyllands Politi fik i forbindelse med stormen torsdag aften en del anmeldelser om træer, der var væltet ned på vejene rundt omkring i det østjyske. Derudover blev der afspærret nogle enkelte veje i Grenaa på grund af oversvømmelse.
Politiet har ikke modtaget anmeldelser om folk, der er kommet til skade i forbindelse med stormen.
**
Snydt af pirattaxa
Østjyllands Politi får jævnligt anmeldelser fra folk, der har taget en pirattaxa hjem fra byen og er endt med at blive udsat for tyveri.
Det seneste døgn er der kommet to anmeldelser om episoder, hvor nogen havde ladet sig friste af et billigt lift og er endt med at miste flere tusinde kroner.
En 32-årig mand var natten til torsdag på en beværtning i Aarhus Midtby, og da han ville hjem derfra, havde han sat sig ind i en pirattaxa. Han kunne ikke huske, hvad der præcist var sket, men han opdagede dagen efter, at han havde fået stjålet sit kreditkort, og at der var hævet nogle tusinde kroner på kortet.
Natten til fredag var det så en 23-årig kvinde, der blev udsat for tyveri i forbindelse med en tur i pirattaxa hjem fra byen i Aarhus. Efter turen ville chaufføren vise kvinden en tyrkisk dans uden for bilen, og det er formentligt i den forbindelse, at han ubemærket stjal hendes kreditkort fra en lomme.
Østjyllands Politi opfordrer endnu gang på det kraftigste til, at man aldrig benytter sig af en pirattaxa, da der har været en del eksempler på, at passagerer bliver bestjålet og snydt.
**
Sigtet for at stikke af fra færdselsuheld
Østjyllands Politi fik torsdag kl. 07.46 en anmeldelse om, at en 8-årig pige var blevet ramt af en bil, da hun sammen med sin far var i færd med at gå over vejen i et fodgængerfelt ved krydset Åby Ringvej/Gudrunsvej i Brabrand.
Pigen og faren havde grønt lys, da bilist foretog et venstresving og ramte ind i pigen med lav fart. Hun faldt omkuld, men kom ikke alvorligt til skade ved sammenstødet. Bilisten kørte efter sammenstødet fra stedet uden at tage kontakt eller give sig til kende.
Vidner på stedet noterede bilens nummerplade, og kort efter tog en patrulje på besøg hos en 18-årig mand, der bor i Brabrand. Han erkendte straks, at han var kørt fra uheldet, og han blev derfor både sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt og for ikke at have overholdt sine forpligtelser i forbindelse med et færdselsuheld.
**
Brand i rækkehus i Kolind
Politi og brandvæsen rykkede torsdag kl. 12.19 ud til en brand i et rækkehus på Bredgade i Kolind. Den kvinde, der bor i huset, var ikke til stede, da branden brød ud, og hun kom derfor ikke noget til.
Det viste sig, at kvinden havde lavet mad og havde glemt at slukke komfuret, da hun forlod huset. Herefter var der opstået brand, og det meste af køkkenet endte med at blive kraftigt beskadiget.
**
To mænd sigtet for at sælge kokain
En borger tippede politiet om, at han havde fået en besked med et tilbud om at købe kokain, og det fik torsdag aften Østjyllands Politis specialpatrulje til at reagere. En af betjentene skrev til telefonnummeret og foregav at være køber, og der blev sat en aftale op om at mødes.
Da to mænd på 19 og 20 år dukkede op i en bil på det aftalte sted i Aarhus N, rullede de vinduet ned og ville sælge kokainen til den civilklædte betjent, der stod klar. Betjenten gav sig til kende og fik hurtigt hjælp af nogle kolleger til at anholde de to mænd, der blev sigtet for narkosalg.
Mændene blev fundet i besiddelse af fire salgsposer med kokain, som blev beslaglagt. Det samme gjorde en mindre mængde tramadol, som den ene også havde på sig.
**
Færdsel
Torsdag kl. 06.28 blev en 30-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Nordre Ringgade i Aarhus C.
Torsdag kl. 08.01 skete der et færdselsuheld i en rundkørsel på Dragonvej. En 70-årig lastbilchauffør kørte ud af rundkørslen og ramte ind i en 27-årig mand på el-løbehjul. Den 27-årige blev kørt til behandling på skadestuen med nogle skader, men han kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Den 70-årige blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
Torsdag kl. 17.16 blev en 29-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Nordjyske Motorvej ved Trige.
Torsdag kl. 18.56 skete der et færdselsuheld i krydset Edwin Rahrs Vej/Langdalsvej i Brabrand. En 37-årig mandlig bilist kørte ud i krydset og ramte ind i en bil ført af en 25-årig kvinde. Et vidne så, at den 37-årige, der virkede påvirket af alkohol, efterfølgende var på vej væk til fods fra stedet, og vidnet tilbageholdt derfor bilisten og tilkaldte politiet. En patrulje overtog den 37-årige, der blev anholdt og sigtet for spritkørsel, hvorefter han fik foretaget en blodprøve, der skal vise, om han havde en promille over det tilladte. Da den 37-årige rettede skældsord mod patruljen og rakte tunge af dem, blev han også sigtet for fornærmelig tiltale mod polititjenestemand. Den 25-årige kvinde blev kørt til tjek på skadestuen, men kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.
Torsdag kl. 19.50 blev en 28-årig mand anholdt og sigtet for at køre spritkørsel på sin knallert, da han blev standset af en patrulje på Drostrupvej i Drostrup ved Hadsten.
Natten til fredag kl. 00.49 blev en 22-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Clausholmvej i Randers SØ.
Natten til fredag kl. 03.28 blev en 28-årig mandlig bilist, efter en kort eftersættelse på Helenelyst i Brabrand, anholdt og sigtet for narkokørsel og kørsel uden førerret. Da han gjorde modstand i forbindelse med anholdelsen, blev han også sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt seks indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.• På Byparken i Allingåbro begået torsdag d. 21/12 kl. 04.55
• På Rosenborg Alle i Randers NV begået torsdag d. 21/12 mellem kl. 09.35 og kl. 11.10
• På Fjældevænget i Aarhus V begået mellem mandag d. 18/12 kl. 15.00 og onsdag d. 20/12 kl. 21.00
• På Åtoften i Egå begået torsdag d. 21/12 mellem kl. 15.00 og kl. 17.35
• På Grøndalsvej i Viby begået den 21/12 kl. 23.21
• På Sommersmindevej i Egå begået fredag d. 22/12 kl. 04.34
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877