Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 23. maj 2023
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Foto: Østjyllands Politi
Grundlovsforhør ved Retten i Randers kl. 13.00
Østjyllands Politi fremstiller tirsdag kl. 13.00 tre mænd på hhv. 26, 30 og 31 år i grundlovsforhør ved Retten i Randers. Alle de tre mænd er sigtet for i går at have begået forsøg på afpresning af en 32-årig mand på en adresse i Grenaa.
Derudover sigtes den 30-årige af mændene for forsøg på røveri begået den 19. maj mod den samme 32-årige, som ifølge sigtelsen blev slået i ansigtet og forsøgt frarøvet nogle tusinde kroner i kontanter.
Den 30-årige sigtes desuden for afpresning ved mandag at have ringet til den 32-årige og truet ham for at få ham til at udlevere nogle penge.
Alle tre mænd blev anholdt mandag eftermiddag i Grenaa.
Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi ønsker derfor p.t. ikke at oplyse yderligere om sagen.
**
Fartkontrol ved vejarbejde: 37 fik betinget frakendelse af kørekortet
Østjyllands Politi foretog mandag aften og nat en målrettet fartkontrol ved et vejarbejde på Østjyske Motorvej nord for krydset med Herningmotorvejen.
Kontrollen skete på baggrund af meldinger om, at alt for mange bilister kører for stærkt til stor utryghed for vejarbejderne, der arbejder på stedet i aften- og nattetimerne.
Det viste sig desværre også, at der blev kørt med alt for høje hastigheder på strækningen, hvor man højst må køre 50 km/t.
Næsten hver tiende af de bilister, der kørte forbi i tidsrummet fra kl. 22.00 til kl. 03.00, blev målt til at køre for stærkt, og i alt 132 personer får nu en hilsen fra politiet.
37 af bilisterne kørte så stærkt, at de står til en betinget frakendelse af kørekortet, mens 19 af dem kan se frem til et klip i kørekortet oven i bøden.
”Det er simpelthen alt, alt for højt et tal, og det er meget bekymrende, at så mange vælger fuldstændigt at ignorere hastighedsbegrænsningerne. Det er jo voldsomt utrygt for de folk, der skal gå og arbejde på strækningen, og der er en grund til, at den tilladte hastighed er sat så meget ned på stedet. Vi fortsætter vores kontroller de kommende dage, og vi håber, at bilisterne begynder at tænke sig om og sætter farten ned,” siger politikommissær Amrik Chadha, der er leder af Færdselssektionen hos Østjyllands Politi.
På strækninger med vejarbejde er der dobbelttakst på bøderne, og hvis man eksempelvis når op på en hastighed på over 71 km/t, hvor fartgrænsen er 50 km/t, står man til en betinget frakendelse af kørekortet.
**
Fandt sovende mand på bagsædet i sin bil
En beboer på Skovstjernevej i Randers NV fik sig noget af en overraskelse, da han mandag morgen kort før kl. 07.00 satte sig ind i sin bil hjemme i indkørslen.
På bagsædet lå der nemlig en fremmed mand og sov. Den overraskede bilist steg igen hurtigt ud af sin bil og tog kontakt til politiet, der sendte en patrulje til stedet. Da betjentene kom frem, lå den fremmede mand fortsat og sov i bilen.
Den sovende person viste sig at være en 26-årig mand, der ikke helt kunne huske, hvordan han i løbet af natten var endt i bilen, der havde vist sig at stå ulåst i indkørslen.
Den 26-årige blev anholdt og sigtet efter ordensbekendtgørelsen, og han fik også en sigtelse for besiddelse af euforiserende stoffer, da han havde en mindre mængde kokain på sig.
Østjyllands Politi opfordrer alle bilejere til at låse deres bil, når de forlader den – både for at undgå tyveri af værdigenstande eller selve køretøjet, men også for at undgå besøg fra uønskede overnattende gæster.
**
Brand i lade
Politi og brandvæsen rykkede mandag kl. 13.40 ud til en brand i en lade på Skanderborgvej syd for Foldby. Laden udbrændte stort set helt, og ilden nåede også at brede sig til to campingvogne, der stod i nærheden.
Brandvæsnet fik dog forhindret branden i at sprede sig yderligere, og ingen dyr eller mennesker kom noget til ved branden.
Det er endnu uvist, hvad brandårsagen var, og Østjyllands Politi har pt. ikke yderligere oplysninger om sagen.
**
Flere indbrud i biler på samme p-plads
Mandag morgen fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der havde været indbrud i flere biler på en p-plads ved Botanisk Have i Aarhus. Mindst fem biler havde fået knust en rude, og i et par tilfælde var der stjålet en tegnebog, mens der umiddelbart ikke havde været noget af værdi i de andre biler.
En patrulje kørte til stedet for at lede efter spor, men der var umiddelbart ingen spor efter gerningsmændene, der formentligt har slået til i løbet af natten til mandag eller tidligt mandag morgen.
Gode råd til bilejere
• Parker et sted, hvor der er lys og evt. overvågning
• Tøm bilen for tasker og værdier
• Vis tyven, at der ikke er værdier ved fx at åbne handskerummet
• Ring 114, hvis du ser noget mistænkeligt på p-pladsen (fx personer, der kigger ind i biler)
**
Fører og passager anholdt efter eftersættelse
En 28-årig mand forsøgte mandag aften at køre fra politiet, men både han og en passager endte med at blive anholdt og sigtet.
Klokken var 19.58, da en patrulje på Århusvej i Randers SØ fik øje på en modkørende bil, som de besluttede at bringe at lave et rutinetjek på. Da bilisten opdagede, at patruljen kørte efter ham, satte han farten op og kørte ad Kristrupvej til Hans Bojes Allé med politiet lige bag sig. Undervejs kørte han over for rødt i et lyskryds, inden han kort før Århusvej opgav flugten og holdt ind til siden.
Her blev han anholdt og sigtet for ikke at efterkomme politiets anvisninger og for at køre over for rødt. Det viste sig, at den 28-årige er frakendt kørekortet, og da en alkometertest viste en promille over det tilladte, blev han også sigtet for kørsel i frakendelsestiden og spritkørsel.
På passagersædet sad en 27-årig mand, der ikke var videre tilfreds med, at hans ven blev anholdt. Han steg ud og gik helt tæt på betjentene, mens han råbte af dem, og det endte derfor med, at han også blev anholdt og sigtet efter ordensbekendtgørelsen.
**
Færdsel
Mandag kl. 07.03 skete der et færdselsuheld på Rætebølvej i Brabrand. En 64-årig kvinde mistede kontrollen over sin bil og ramte ind i en lygtepæl. Hun kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.
Mandag kl. 09.25 blev en 33-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Dytmærsken i Randers C.
Mandag kl. 11.04 skete der et færdselsuheld i en rundkørsel på Udbyhøjvej/Østervangsvej i Randers C. En 67-årig mandlig bilist ramte med lav fart ind i en 35-årig kvindelig cyklist. Cyklisten kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.
Mandag kl. 12.12 skete der et færdselsuheld på Hejmdalsvej i Randers NV. En 80-årig kvindelig bilist ramte ind i en parkeret bil, hvorefter hendes bil væltede om på siden. Den 80-årige var selv i stand til at komme ud af bilen og kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Hun blev kørt til kontrol på hospitalet med ambulance.
Mandag kl. 13.28 skete der et færdselsuheld på Fløjstrupvej i Malling. En 30-årig kvinde mistede kontrollen over sin bil og ramte ind i en lygtepæl. Hun kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.
Mandag kl. 19.29 blev en 36-årig mandlig bilist standset på Glesborg Bygade i Glesborg og sigtet for kørsel i frakendelsestiden, da han er frakendt kørekortet. Bilens ejer, en 37-årig mand, blev sigtet for at overlade sin bil til en person uden kørekort.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt et enkelt indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.• På Nørregade i Aarhus begået lørdag d. 20/5 mellem kl. 21.15 og kl. 23.00
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877