Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 24. marts 2026
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.
//
Kom til snak i Randers om indbrud
Påskeferien står for døren, og vores erfaring siger desværre, at der med feriesæsonen ofte følger mange indbrud. Derfor kan man i dag møde Østjyllands Politi i Randers Storcenter kl. 14.00-16.00 til en snak om, hvordan man bedst muligt sikrer sit hjem mod indbrud.
Vi opfordrer til, at man får sit hjem til at se beboet ud, hvis man rejser væk i ferien. Lad lidt opvask stå og få naboen til at parkere i din indkørsel. Tilmeld dig evt. Nabohjælp, og lav en aftale med naboerne om at holde øje med dit hus, mens du er væk.
Ring 112, hvis du ser et igangværende indbrud, og ring 114, hvis du ser noget mistænkeligt i dit nabolag.
Vi vil fra politiets side holde ekstra øje i påskeferien, men vi har brug for jeres øjne og ører derude!
**
Kvinder sigtet for ulovligt ophold i Danmark
Betjente fra Østjyllands Politis Udlændingesektion var mandag på kontrol på flere adresser i Aarhus og Randers, hvor kvinder arbejdede som prostituerede.
I Randers C blev en 39-årig thailandsk kvinde sigtet for ulovligt ophold og ulovligt arbejde, da hun hverken havde rette opholdstilladelse eller tilladelse til at arbejde i landet.
På en adresse i Aarhus C traf politiet to kvinder på 31 og 32 år, som også var fra Thailand, og som heller ikke måtte opholde sig eller arbejde i Danmark.
Alle tre kvinder blev anholdt og er nu frihedsberøvet, mens Udlændingestyrelsen vurderer, om de skal udvises. Center Mod Menneskehandel skal desuden vurdere, om kvinderne kan være handlet.
**
Anholdt: Købte koben og forsøgte at bryde ind bagefter
En handlekraftig kunde i et byggemarked i Grenaa var mandag medvirkende til, at Østjyllands Politi kunne anholde en mand og sigte ham for at forsøge at bryde ind i en villa.
Kunden bemærkede, at manden foran ham i køen i byggemarkedet købte et koben og en pose, hvorefter han gik ud af butikken. Manden virkede påvirket af stoffer, og da kunden fik mistanke til, at han ville begå indbrud, gik han ud og holdt lidt øje med ham.
Han opdagede, at manden nu gik hen til et hus på Bredgade, hvor han tog kobenet op og forsøgte at bryde et vindue op. Da det ikke umiddelbart lykkedes, gik han videre og slog kobenet ned i en bil, der holdt parkeret på vejen.
Den kvikke kunde kontaktede politiet, og kort efter var en patrulje fremme.
De fik kontakt med en 31-årig mand, som gik rundt med koben og pose. Han blev sigtet for forsøg på indbrud og på hærværk på en bil.
**
Cyklister og taxachauffører fik bøder efter færdselskontrol
Flere færdselsbetjente fra Østjyllands Politi var mandag morgen til stede flere steder i Aarhus Midtby i en cykel- og taxakontrol.
Kontrollen af taxaerne var primært rettet mod parkeringsarealet foran banegården, hvor der på grund af ombygning p.t. kun er holdepladser, hvor man ikke må parkere længere end fire minutter.
Politiet har tidligere erfaret, at flere taxachauffører alligevel bruger pladserne som taxaparkering, og at de skynder sig væk, så snart de ser en betjent eller patruljevogn. Derfor havde Østjyllands Politi denne gang stillet en observatør i civilt tøj ved pladserne, og han noterede i løbet af en relativt kort periode 10 taxaer, der holdt parkeret langt over den tilladte tid.
Det kostede hver taxachauffør en bøde på 1500 kroner.
Andre steder i byen var det cyklister, der ikke kunne finde ud af at overholde færdselsreglerne. 21 cyklister kan se frem til en bøde på 700 kroner for at have cyklet over et fodgængerfelt, mens 18 cyklister står til en bøde på 1000 kroner for at have kørt mod færdselsretningen eller ind ad en vej, hvor der var indkørsel forbudt.
Selvom indsatsen var rettet mod cyklister og taxaer, blev nogle bilister alligevel også skrevet i politiets bødeapp. 10 bilister blev taget i at køre rundt med mobilen i hånden.
Mandagens kontrol gav følgende resultat:
21 x cykler i fodgængerfelt
18 x cykler anvisninger ej efterkommet
3 x cykler på fortov
5 x cykler rødt lys
1 x cykel håndholdt mobiltelefon
I alt 48 sager/48 sigtede
Derudover:
10 x bil håndholdt mobiltelefon
3 x løbehjul uden hjelm
1 x lille knallert uden hjelm
10 x Taxi overtrædelse Parkeringsforbud § 4. stk. 1
1 x Taxi Førerkort ej synligt
1 x Taxi Førerkort ej medbragt
**
Lastbilchauffør fik straksbøde efter højresvingsulykke
Østjyllands Politi fik mandag kl. 13.09 en anmeldelse om et færdselsuheld i krydset Frederiks Allé/Rådhuspladsen i Aarhus C.
En lastbilchauffør havde ramt en cyklist, da han var svinget til højre fra Frederiks Allé ad Rådhuspladsen.
Cyklisten, en 25-årig kvinde, blev kørt til tjek på hospitalet. Hun var ved bevidsthed, da hun blev kørt afsted og var umiddelbart ikke i kritisk tilstand. Det er p.t. uvist, hvor alvorligt hun kom til skade.
Lastbilchaufføren var en 40-årig mand fra Holland, og han blev sigtet for at have forårsaget færdselsuheldet. Da han er udenlandsk statsborger uden fastbopæl i Danmark, fik han en straksbøde på 2.500 kroner – og derudover en betinget frakendelse af kørekortet.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
På Holmelundsvej i Hinnerup begået mellem torsdag d. 19/3 kl. 10.30 og mandag d. 23/3 kl. 14.00
På Balagervej i Viby J begået mandag d. 23/3 mellem kl. 08.10 og kl. 15.30
På Vejlby Ringvej i Aarhus N begået mandag d. 23/3 kl. 12.09
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877