Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 25. august 2025
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 12.00
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller mandag kl. 12.00 en 36-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for et indbrud begået natten til mandag i en blomsterbutik på M.P. Bruuns Gade i Aarhus C.
En opmærksom borger ringede til politiet, da han omkring kl. 3.20 opdagede en mand, der stod og forsøgte at trænge ind af butikkens bagdør. Ganske kort efter var en patrulje på stedet, og de fandt den 36-årige mand, der forgæves forsøgte at gemme sig inde i butikken.
Ved hans side lå et koben og i lommen havde han et mindre kontantbeløb og nogle rør med glitter - både penge og glitterør var taget fra butikken.
Den 36-årige blev anholdt og sigtet for indbrud, og da han samtidigt har flere lignende sager, som han er sigtet i, bliver han fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.
Roser fra politiet til den kvikke anmelder, der opdagede indbruddet i blomsterbutikken.
**
Sigtet for vold efter overfald på gaden
Østjyllands Politi fik søndag kl. 20.43 en anmeldelse om, at en 25-årig kvinde var blevet overfaldet af en mand på De Mezas Vej i Aarhus C.
Ifølge flere vidner virkede manden meget beruset og psykisk uligevægtig, og han havde tilsyneladende helt umotiveret sparket og slået en tilfældig kvinde på gaden, hvorefter han hev hende i håret og trak hende et stykke hen ad vejen.
Flere forbipasserende hjalp med at få stoppet gerningsmanden og få tilkaldt politiet. Nogle vidner udpegede en 24-årig mand på stedet som gerningsmanden, og han blev anholdt og sigtet for vold.
Den 25-årige kvinde var umiddelbart ikke kommet alvorligt til skade.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
På Elleskovvej i Solbjerg begået mellem torsdag d. 21/8 kl. 15.00 og søndag d. 24/8 kl. 12.15
På Damgårdstoften i Mårslet begået mellem lørdag d. 23/8 kl. 09.15 og søndag d. 24/8 kl. 14.45
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877