Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

26. maj 2021 10:54

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 26. maj 2021

Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapporten fra Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi

Der er p.t. ingen planlagte grundlovsforhør i dag. 

 

Bilist uden kørekort forsøgte forgæves at narre politiet 

En 22-årig mand forsøgte tirsdag aften at snyde politiet og udgive sig for at være en anden, men det endte i stedet med, at han blev anholdt og blev sigtet for flere forhold. 

Klokken var 23.12, da den 22-årige holdt i krydset Grenåvej/Lystrupvej i Risskov. En patrulje bemærkede, at han ikke havde sele på, og de dirigerede derfor bilisten ind til siden. 

Da betjentene bad bilisten identificere sig, forklarede han, at han havde glemt både kørekort og anden id, men han oplyste sit fulde navn, bopæl og cpr-nummer. Betjentene fik dog mistanke til, at han ikke var den, han udgav sig for at være, og de besluttede at undersøge oplysningerne nærmere. Da patruljen så, at bilisten havde en mobiltelefon liggende i bilen, bad de ham om at ringe til en af betjentenes mobiltelefoner. 

Det gjorde han, og da patruljen efterfølgende slog nummeret op, konstaterede de, at det tilhørte en 22-årig mand, og at de oplysninger, de havde om den 22-årige i politiets systemer, passede på bilisten. Det viste sig, at han var frakendt kørekortet, og en narkometertest indikerede, at han var påvirket af stoffer. Han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel, kørsel uden førerret, kørsel uden sele og for at opgive falsk navn. 

Under visitationen af bilisten fandt betjentene nogle tusinde kroner i kontanter, og en stor del af dem blev beslaglagt, da han havde nogle bøder, han ikke havde betalt. 

Den 37-årige mand, der ejer bilen, blev sigtet for at have lånt sin bil ud til en person uden kørekort. 

**

 

To mænd anholdt for ulovligt arbejde – arbejdsgiver også sigtet

Arbejdstilsynet kontaktede tirsdag ved middagstid Østjyllands Politi og fortalte, at de havde mistanke om, at to udenlandske mænd udførte ulovligt arbejde på en adresse i Solbjerg. En patrulje kørte til stedet, hvor de traf de to mænd, som er ukrainske statsborgere. De havde arbejdstøj på, og der var flere tydelige tegn på, at mændene var i færd med udføre malerarbejde, selvom de ikke har en arbejdstilladelse. 

De to mænd, der er hhv. 29 og 30 år, blev derfor begge anholdt på udlændingeloven og sigtet for ulovligt arbejde. En 39-årig kvinde blev sigtet for at have ansat de to mænd, selvom de ikke har arbejdstilladelse. 

Mændene bliver nu tilbageholdt på udlændingeloven, mens Udlændingestyrelsen vurderer, om de skal udvises af landet. 

**

 

Dyrkede ulovlige planter i haven, stuen og kælderen

Betjente fra nærpolitiet i Grenaa tog tirsdag kl. 10.28 på besøg på en privat adresse tæt på Grenaa efter et tip om, at der skulle være stoffer dér. Allerede da betjentene var på vej hen mod døren, opdagede de, at der stod flere hampplanter i haven, og gennem et vindue kunne de se flere ulovlige planter i udestuen. 

Den 36-årige mand, der bor på adressen, lukkede patruljen ind, da de bankede på, og inde i huset, kunne betjentene tydeligt lugte hash. Det viste sig, at der hang en del tørrede hampplanter i stuen og i kælderen var der flere væksttelte, hvor der blev dyrket endnu flere planter. 

I alt beslaglagde patruljen 48 hampplanter og 45 tørrede hampplanter – derudover blev alt udstyret til dyrkningen også beslaglagt. 

Den 36-årige mand blev anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. 

**

 

Sigtet efter fund af kokain og peberspray

Østjyllands Politis specialpatrulje reagerede tirsdag på et tip og tog omkring kl. 11.00 ud til en adresse i Tilst, hvor de havde mistanke om, at der var narkotika. 

På adressen traf de den 55-årige mandlige beboer, som frivilligt fremviste en mindre mængde hash og kokain, som lå fremme på stuebordet. Betjentene ransagede hjemmet og fandt ikke yderligere stoffer, men til gengæld fandt de en peberspray, som ligesom hashen og kokainen blev beslaglagt. 

Den 55-årige mand blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer og for overtrædelse af våbenloven. 

**

 

Unge skabte uro på hotel – to anholdt

En medarbejder på et hotel på Store Torv i Aarhus endte natten til onsdag med at ringe til politiet, da nogle unge mennesker nægtede at følge hotellets regler og anvisninger. 

Medarbejderen kontaktede politiet kl. 2.40 og fortalte, at en gruppe unge holdt fest på et hotelværelse, og at de var flere end de tilladte fire personer på værelset. Trods gentagne formaninger fortsatte de unge med at bryde reglerne, og medarbejderen forklarede, at gæsterne havde svaret ham igen og opført sig provokerende, hvorfor han havde set sig nødsaget til at tilkalde politiet. 

Flere af de unge var i mellemtiden gået, men medarbejderen mente, at de stadig var mere end de tilladte fire personer, og de nægtede at booke flere værelser til de øvrige overnattende. 

Da betjentene kom op på værelset, var der relativt roligt, men der var en enkelt person for meget derinde. Flere af de unge var ikke videre samarbejdsvillige, og i første omgang nægtede et par af dem at oplyse, hvem de var. 

Til sidst indvilgede en 24-årig mand noget modvilligt i at forlade værelset, så der kun var de tilladte fire tilbage. På vejen ud med betjentene stoppede han dog gentagne gange op, råbte voldsomt op og gjorde modstand, når patruljen ville have ham til at gå. Det endte derfor med, at han blev anholdt og sigtet for overtrædelse af restaurationsloven.  

En 20-årig mand, der tidligere var gået fra hotelværelset og nu stod på gaden nedenfor, blandede sig under anholdelsen og råbte flere skældsord af betjentene. Han blev derfor også lagt i håndjern og blev sigtet for at forstyrre den offentlige orden.  

** 

 

Kontanter og stoffer beslaglagt 

En patrulje standsede natten til onsdag kl. 00.15 en bil i en rutinekontrol på Tørvebryggen i Randers C og tog kontakt til de tre mænd, der sad i den. 

Da betjentene fik mistanke til, at mændene havde stoffer på sig, blev de alle visiteret, og bilen blev ransaget. I et cigaretetui i bilen lå en mindre mængde hash, som en 26-årig mand erkendte var hans. Han blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. 

I lommen på 27-årig mand lå en del tusinde kroner i kontanter og en stor del af dem blev beslaglagt, da det viste sig, at han skyldte flere penge for ubetalte bøder. 

**

 

Færdsel

Tirsdag kl. 11.24 skete der et færdselsuheld i krydset Hedeager/Brendstrupgårdvej i Aarhus N. En 57-årig kvindelig bilist foretog et højresving og ramte ind i en 25-årig kvinde, som kom cyklende ligeud. Cyklisten kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. 

Tirsdag kl. 14.02 skete der et færdselsuheld i krydset Grøfthøjparken/Bøgeskov Høvej i Viby. En 43-årig mandlig bilist kørte ud i krydset og ramte ind i en 34-årig mandlig cyklist. Cyklisten blev kørt til tjek på skadestuen, men kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. 

Tirsdag kl. 15.30 skete der et færdselsuheld i krydset Hedeager/ Brendstrupgårdsvej i Aarhus N. En 20-årig kvindelig bilist foretog et venstresving og ramte ind i en bil ført af en 31-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 20-årige bilist blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. 

Tirsdag kl. 17.23 skete der et færdselsuheld i krydset Silkeborgvej/Vestre Ringgade i Aarhus C. En 75-årig mandlig bilist foretog et højresving og ramte ind i en 23-årig mand, som kom cyklende ligeud. 

Tirsdag kl. 21.10 skete der et færdselsuheld i krydset Jyllandsgade/Dr. Lassens Gade i Randers C. En ukendt bilist ramte ind i to biler, der var parkeret i siden af vejen. De to biler fik nogle mindre skader, men bilisten kørte fra stedet uden at give sig til kende. Et vidne havde dog noteret sig nummerpladen, og et par betjente besøgte derfor kort efter den 58-årige kvinde, som ejer bilen. Hun nægtede at have kørt bilen og ville heller fortælle, hvem der havde kørt den. Hun blev derfor sigtet for overtrædelse af oplysningspligten og kan se frem til en bøde. 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

På Hobrovej i Randers NV begået mellem torsdag d. 20/5 kl. 16.00 og søndag d. 23/5 kl. 12.00
På Granvænget i Fårup begået tirsdag d. 25/5 mellem kl. 8.00 og kl. 15.15

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

27. december 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 27. december 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

26. december 2024

Østjyllands Politi

Døgnrapport fra Østjyllands Politi torsdag den 26. december 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgn hændelser i Østjyllands politikreds

25. december 2024

Østjyllands Politi

Døgnrapport

Døgnrapport fra Østjyllands Politi onsdag den 25. december 2024