Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 27. maj 2026
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 11.30
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller onsdag kl. 11.30 en 33-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for i marts 2022 at have skudt og dræbt en 21-årig mand i Viby.
Den 33-årige ankom tirsdag til Danmark, efter han var blevet udleveret af de nordirske myndigheder.
Grundlovsforhøret var oprindeligt planlagt til kl. 10.00, men er blevet udskudt.
Anklagemyndigheden vil anmode om lukkede døre ved grundlovsforhøret.
**
Brand i rækkehus: Ældre kvinde fundet død
En 100-årig kvinde blev tirsdag fundet død i sit hjem på Holme Parkvej i Højbjerg i forbindelse med en brand på stedet.
Politi og brandvæsen rykkede tirsdag kl. 14.24 ud til adressen, efter en borger havde ringet og anmeldt, at der steg røg op fra taget.
Brandvæsnets røgdykkere gik ind i huset, hvor de fandt den ældre kvinde død.
Årsagen til branden er endnu ukendt, men der er ikke noget, der tyder på, at der er sket en kriminel handling.
De pårørende til den afdøde kvinde er underrettet.
**
Virksomhed fik køretøj beslaglagt: Medarbejder sigtet efter vanvidskørsel
Tirsdag blev en 45-årig mand standset i firmaets varevogn med en promille, der var så høj, at det går ind under kategorien vanvidskørsel.
En opmærksom borger ringede kl. 17.02 til politiet og fortalte, at han omkring Ebeltoft kørte bag en bilist i en varevogn, der slingrede rundt med en anhænger, hvor der stod en minigraver på.
Kørslen var så usikker, at anmelderen mistænkte, at bilisten var påvirket, og han blev bedt om at følge efter i sikker afstand, indtil politiet kom frem.
Den vakse borger fulgte efter bilisten ad motortrafikvejen og kunne guide en patrulje på rette vej. Omkring afkørslen ved Rønde fik politiet bragt den slingrende varevogn til standsning.
Bag rattet sad en tydeligt påvirket 45-årig mand, og på passagersædet sad en anden mand, der også var påvirket af alkohol. Den 45-årige blev bedt om at puste i et alkometer, og da det to gange viste en promille et stykke over 2,0, blev han anholdt og sigtet for spritkørsel.
På grund af den høje promille kategoriseres kørslen som vanvidskørsel, og derfor blev bilen beslaglagt med henblik på konfiskation.
Da passageren heller ikke var i stand til at føre bilen, måtte firmaet sende en mand for at afhente trailer og minigraver.
Den 45-årige fik foretaget en blodprøve, der nu skal fastslå, hvad hans promille var.
**
Unge mænd sigtet for at ville sælge hash
En patrulje fra lokalpolitiet i Aarhus Vest opdagede tirsdag kl. 17.35 to unge mænd, der befandt sig ved en bil på Bispehavevej i Hasle, og da betjentene kom tættere på bilen, kunne de lugte hash.
Derfor blev mændene sigtet og visiteret, og bilen blev ransaget.
I bilen lå flere salgsposer med hash og skunk, og desuden lå der nogle få tusinde kroner i kontanter.
Både stoffer og penge blev beslaglagt, og mændene, der er hhv. 18 og 20 år, blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.
**
Falsk bankbud: Ældre mand bedraget
En 79-årig mand fra Risskov blev tirsdag snydt af kriminelle, der udgav sig for at være fra banken. Metoden, der blev brugt, er desværre set rigtig mange gange før: Den 79-årige blev ringet op af "banken", som fortalte, at nogen havde hacket sig ind på hans konto, og at han derfor skulle have nyt kreditkort.
Det lykkedes svindlerne at få fat i mandens pinkode, og efterfølgende kom et såkaldt bankbud ud til hans adresse, hvor den 79-årige afleverede sit kreditkort og en del tusinde kroner i kontanter, som banken også gerne ville passe på.
Efterfølgende blev der hævet mange tusinde kroner fra den ældre mands kort.
Først lidt senere fattede den 79-årige mistanke og kontaktede sin bank, der kunne afkræfte, at det var dem, der havde henvendt sig.
Østjyllands Politi efterforsker nu sagen.
Endnu engang skal der lyde en opfordring til, at man aldrig udlevere kreditkort eller kode - banken vil aldrig henvende sig på den måde eller møde op på din adresse. Tag gerne en snak med dine ældre familiemedlemmer om, at de skal lægge på, hvis nogen beder om deres pinkode eller andre personfølsomme oplysninger.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt seks indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
På Kirstrupvej i Randers SØ begået mellem onsdag d. 29/4 kl. 12.00 og søndag d. 24/5 kl. 12.00
På Korsagervej i Randers SV begået mellem søndag d. 24/5 kl. 03.00 og tirsdag d. 26/5 kl. 09.00
På Tendrup Møllevej i Hornslet begået tirsdag d. 26/5 mellem kl. 09.45 og kl. 11.30
På Ledavej i Randers SØ begået tirsdag d. 26/5 kl. 12.45
På Saturnvej i Hinnerup begået tirsdag d. 26/5 mellem kl. 07.30 og kl. 16.00
På Grenåvej i Skødstrup begået mellem søndag d. 24/5 kl. 15.00 og mandag d. 25/5 kl. 12.00
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877