Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

27. august 2026 11:01

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 27. august 2026

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapport, Østjyllands Politi

 

Maskerede AGF-fans blev anholdt og tildelt karantæne 

Betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje var natten til torsdag til stede ved Sabro Kro, da de havde en mistanke om, at nogle AGF-tilhængere ville komme for at skabe uro, idét fodboldholdet Benfica befandt sig på kroen. 

De to hold skal mødes i en kvalifikationskamp i Randers torsdag aften, og derfor var Østjyllands Politi ekstra opmærksomme på en lille gruppe af aarhusianske fans, som tidligere har skabt ballade og utryghed. 

Og ganske rigtigt mødte der omkring kl. 01.45 ca. 8-10 sortklædte, maskerede mænd op på parkeringspladsen ved kroen, og da de begyndte at affyre forskellige former for fyrværkeri, slog specialpatruljen til og anholdt syv af mændene. Alle blev sigtet for overtrædelse af maskeringsloven og fyrværkeriloven. De anholdte var i alderen 18-23 år. 

Da overtrædelserne sker i relation til en fodboldkamp, kan de sigtede se frem til at få en forhøjet bøde. 

Fem af de anholdte havde allerede en landsdækkende karantæne, som betyder, at de ikke må opholde sig på eller ved fodboldstadions i forbindelse med professionelle kampe i hele landet. De to resterende blev tildelt en karantæne på stedet. 

Det vil nu blive vurderet, om de fem, der havde en karantæne i forvejen, skal have en ny karantæne oveni, når den nuværende udløber. 

Allerede lidt før midnat skabte nogle AGF-tilhængere uro i nattelivet, da de opsøgte nogle Benfica-fans på en beværtning i midtbyen i Aarhus. Her fik politiet dog skabt ro, inden det nåede at udvikle sig, og ingen blev i den forbindelse anholdt. 

Politiinspektør Brian Voss Olsen fra Østjyllands Politi er tilfreds med nattens indsats. 

”Vi vil ikke finde os i, at en lille gruppe uroskabende fodboldtilhængere ødelægger det for det kæmpestore flertal, der sagtens kan finde ud af at være fans på fredelig vis. Derfor kommer vi også fremadrettet til at bruge de værktøjer, vi har, for at slå så hårdt ned på den slags adfærd som muligt. Vi kommer naturligvis også til at være til stede til aftenens kamp for at sikre, at den kan blive afviklet i god ro og orden,” siger politiinspektøren. 

**

83 trafikanter sigtet i færdselsindsats på Djursland

Østjyllands Politis færdselssektion var tirsdag eftermiddag og aften til stede flere steder på Djursland og særligt på vejene omkring Kalø, hvor der var et større bil- og motorcykeltræf. 

Indsatsen førte til sigtelser til i alt 83 trafikanter. 

En af dem, der gjorde mest opmærksom på sig selv, var en 27-årig motorcyklist, der blev målt til at køre omkring 126 km/t på Molsvej ved Rønde, hvor den tilladte hastighed er 60 km/t. Da han kørte over dobbelt så hurtigt som det tilladte, bliver det vurderet som vanvidskørsel, og han fik derfor inddraget kørekortet på stedet og fik beslaglagt motorcyklen med henblik på konfiskation. 

Derudover blev flere bilister taget i at køre alt for stærkt rundt omkring i Djurslands-området, hvilket både udløste klip og betingede frakendelser. 

Det var dog ikke kun de firhjulede køretøjer, der kom i fokus. 

Færdselsbetjentene måtte syv gange beslaglægge el-løbehjul, som kunne køre meget mere end loven tilskriver. Blandt andet standsede politiet en 13-årig dreng, der kørte rundt på et løbehjul, som på rullefelt blev målt til at kunne køre 69 km/t. Den tilladte hastighed er 20 km/t. 

Derudover noterede betjentene i alt ni unge mennesker, der kørte på løbehjul uden den lovpligtige hjelm. 

Den samlede indsats endte med følgende sigtelser: 

2 x Kørsel uden førerret 
1 x Spirituskørsel 

1 x Hastighed, ubetinget frakendelse 
9 x Hastighed, betinget frakendelse 
8 x Hastighed, klip 
9 x Hastighed, bøde 

3 x Tætkørsel, betinget frakendelse 
8 x Tætkørsel, klip
10 x Håndholdt mobiltelefon, klip
1 x Fremkørsel for rødt, klip
3 x Overhaling over spærrelinje 
3 x Kørsel på baghjul, betinget frakendelse 

2 x Kørsel uden sikkerhedssele 
3 x Fejl/mangler ved køretøj 
19 x Øvrige forseelser 
1 x Synsindkaldelse 

7 x Kørsel på ulovligt el-løbehjul 
3 x Konstruktivt ændret knallert
9 x Kørsel på el-løbehjul uden hjelm


Hvad siger reglerne? Tag ansvar for dit barns brug af løbehjul

Østjyllands Politi ser desværre flere og flere mindre børn og unge mennesker, som kører ulovligt på løbehjul. 

Børn under 15 år må ikke køre på el-løbehjul uden opsyn af en voksen. Førere over 15 år skal være iført cykelhjelm, der må kun være én person på løbehjulet, og man skal følge færdselsreglerne for cykler.

Østjyllands Politi opfordrer kraftigt forældre til at tage ansvar og sikre sig, at deres børn kun kører på el-løbehjul hvis de er gamle nok, at deres løbehjul er lovlige og at de husker hjelmen. Det er farligt både for dem selv og andre i trafikken at køre på ulovlige løbehjul, som kan køre mere end de tilladte 20 km/t. 

At køre på løbehjul, der overskrider den tilladte hastighedsgrænse, er både ulovligt og farligt for føreren og andre trafikanter. Hvis uheldet er ude og man rammer nogen eller noget, mens man kører på et ulovligt el-løbehjul, kan man kan desuden blive personligt erstatningsansvarlig.

**

Politiets vagtcentral opdagede unge på tryghedskameraer: Havde våben på sig

Østjyllands Politi har opsat flere tryghedskameraer i politikredsen, og i vagtcentralen kan betjentene løbe følge med i overvågningen. Det resulterede onsdag aften i flere anholdelser. 

Omkring kl. 22.45 opdagede nogle opmærksomme politifolk i vagtcentralen nemlig nogle mistænkelige unge mænd, som befandt sig på Lille Torv i Aarhus. 

Betjentene fik fat i nogle kolleger på patrulje, der kort efter tog kontakt til fire unge mænd i alderen 16-19 år. De viste sig at flere våben på sig. 

En 18-årig mand havde en kniv på sig, en 19-årig havde en machete og en klump hash på sig, en 16-årig havde en peberspray i lommen, og en 17-årig havde både en peberspray og en kniv med sig. Alle våbnene blev beslaglagt, og de fire unge blev sigtet for besiddelsen af de ulovlige genstande.  

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

På Hasselhøj i Hasselager begået onsdag d. 26/8 kl. 13.43
På Kærgårdsparken i Solbjerg begået onsdag d. 26/8 mellem kl. 07.05 og kl. 15.00
På Hobrovej i Randers C begået mellem tirsdag d. 25/8 kl. 13.00 og onsdag d. 26/8 kl. 15.20

 

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

26. august 2026

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 26. august 2026

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

25. august 2026

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 25. juli 2026

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

24. august 2026

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten d. 24. august 2026

Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.