Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

29. marts 2019 10:52

Døgnrapport fra Østjyllands Politi fredag den 29. marts 2019

Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Fremstilling i Aarhus 

En 33-årig mand fremstilles fredag kl. 9.30 i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for hæleri af særlig grov beskaffenhed, efter han blev anholdt torsdag. 

Østjyllands Politi har igennem de seneste uger gennemført en målrettet efterforskning vedrørende hæleri. Det førte torsdag til en koordineret anholdelses- og ransagningsaktion på flere adresser i Aarhus-området.  

I forbindelse med ransagningerne blev der fundet adskillige koster fra flere store indbrud i Jylland. 
Blandt andet er der leveret 21 iMacs tilbage til  en højskole i Skive, som havde indbrud søndag den 24. marts. Derudover  er der fundet adskillige computere fra indbrud på mindst én skole i Horsens. 

 

Samtidig blev der fundet en del mærkevaretøj  fra et indbrud i et lager  i Aarhus forøvet i perioden den 16. - 18. marts. I den sag sidder en anden gerningsmand varetægtsfængslet for selve indbruddet.  Sagen er stadig under efterforskning.

 

Det er Østjyllands Politis overbevisning, at de stjålne varer skulle sendes til udlandet. Processen omkring de stjålne varer er organiseret og planlagt ned til mindste detalje.

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre, og Østjyllands Politi ønsker derfor ikke at oplyse yderligere om sagen p.t. 

**

Fremstilling i Aarhus

Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 11.00 en 21-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for forsøg på grov vold begået natten til den 8. marts, hvor han sammen med flere gerningsmænd bevæbnet med en kniv eller anden genstand forsøgte at overfalde en anden mand på en p-plads på Randersvej i Aarhus. 

Den 21-årige er tilknyttet en af de grupperinger, som p.t. har en konflikt i Aarhus, og Østjyllands Politi vurderer, at overfaldet grunder i konflikten.  

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre, og Østjyllands Politi ønsker derfor ikke at oplyse yderligere om sagen p.t. 

** 

Fremstilling i Randers

Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 11.00 tre thailandske kvinder på 38, 46 og 48 år i Retten i Randers. De fremstilles på udlændingeloven, efter de onsdag blev anholdt for ulovligt arbejde og ophold i Danmark.  

**

Mand med narko gemte sig i skraldespand

Østjyllands Politis specialpatrulje gik torsdag kl. 17.35 rundt i civil på Hammershusvej i Aarhus V, hvor de opdagede en mand overdrage en pose hvidt pulver til en anden. Betjentene fik fat i den 30-årige mand, visiterede ham og fandt flere salgsposer med kokain. Han blev derfor anholdt og sigtet for narkosalg. 

Den 30-årige udnyttede et kort øjebliks uopmærksomhed til at stikke af fra patruljen. Han løb hen ad gaden og hoppede 500 meter længere henne op i en skraldespand, som han forsøgte at gemme sig i. Betjentene var dog lige i hælene på ham og havde ingen problemer med at finde den undvegne mand. Han fik nu også en sigtelse for at flygte fra politiet. 

**

Spærrede for patruljevogn og kaldte politiet idioter

En patrulje, der kørte rundt på Åboulevarden i Aarhus i nat, fik kl. 4.25 pludseligt selskab af en noget påvirket 29-årig mand, der besluttede at gå meget langsomt lige foran patruljevognen. Betjentene rullede vinduet ned og bad høfligt manden om at gå til siden. 

Men i stedet for at flytte sig råbte den 29-årige, at politiet ikke skulle forsøge at køre ind i ham, og at de i øvrigt var nogle idioter. Det budskab gentog han flere gange, og det kostede ham til sidst en anholdelse og en sigtelse for at forstyrre den offentlige orden. 

**

 

Mænd overrasket under indbrudsforsøg

Torsdag kl. 10.50 bankede det på hos en kvinde, der bor i en lejlighed i en opgang på Christiansgade i Aarhus. Da hun åbnede, stod to mænd uden for døren, og da de så hende, løb de i høj fart udenfor og ned ad gaden. Efterfølgende opdagede kvinden, at døren til opgangen var brudt op med et koben eller lignende, og politiets mistanke er, at de to mænd ville bryde ind i kvindens lejlighed. 

Mændene beskrives som: 

A: 
Mellemøstlig af udseende, brun hud
18-25 år
180-185 cm
Kort, sort hår
Smalt ansigt med markerede kindben og trimmet fuldskæg
Iført grå/sort kasket, sort dunjakke, mørke bukser, mørke Nike Air-sko
 

B: 
Mellemøstlig af udseende, brun hud
18-25 år
180-185 cm, muskuløs
Kort, sort hår
Tæt fuldskæg 
Iført grå/sort kasket, sort dunjakke, mørke løse bukser, mørke Nike-sko


**

 

Mand gemte hash i hemmelige rum i bilen

En 20-årig mand blev torsdag kl. 19.20 anholdt, efter politiet havde fundet flere poser med hash i hans bil, der blev standset på Åbogade i Aarhus N. Bilen lugtede kraftigt af hash, og det fik patruljen til at ransage bilen. Gemt i hemmelige rum under rattet og under en kopholder fandt de hashen, som den 20-årige blev sigtet for at ville sælge.  

**

To kvinder sigtet for madvare-tyveri

En butiksdetektiv opdagede torsdag kl. 13.59, at to kvinder stjal flere madvarer fra Fakta på Norges Allé i Aarhus. Den ene kvinde gik herefter ud af butikken og lagde varerne ud i en bil på p-pladsen. Butiksdetektiven tilbageholdt begge kvinder og tilkaldte politiet, der kort efter kom frem. Begge blev sigtet for butikstyveri. 

**

Bilist havde kniv, men intet kørekort

En 19-årig mand kunne ikke fremvise noget kørekort, da han torsdag kl. 19.55 blev standset af politiet i sin bil på Nordjyske Motorvej ved Randers NV. Han havde nemlig aldrig fået et. Til gengæld viste det sig, at han havde en kniv i bilen. Den fandt betjentene under en fodmåtte. Han blev derfor sigtet for at køre uden førerret og for at bryde knivloven. 

**

Færdsel

Torsdag kl. 11.04 skete der et færdselsuheld i krydset Katrinebjergvej/Langelandsgade i Aarhus. En 53-årig mandlig bilist kørte ud i krydset og ramte ind i en 28-årig kvindelig cyklist. Hun kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. 

Torsdag kl. 14.37 skete der et færdselsuheld på M.P. Bruuns Gade i Aarhus C. En 17-årig dreng kørte på scooter ind i en bil ført af en 35-årig. Den 17-årige slap umiddelbart uden alvorlige skader. 

Torsdag kl. 16.22 skete der et færdselsuheld på Viby Torv i Viby. En 40-årig cyklist krydsede Skanderborgvej og blev ved Viby Torv ramt af en bil ført af en 40-årig mand. Cyklisten kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. 

Torsdag kl. 23.42 blev en 39-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Dannevirkevej i Randers NØ. 

Fredag kl. 1.33 blev en 42-årig kvindelig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da hun blev standset af en patrulje på Mariagervej i Randers NV. 

Fredag kl. 4.42 skete der et færdselsuheld på Spanien ved letbanebroen i Aarhus.  En 29-årig lastbilchauffør forsøgte at køre under broen, men lastbilen var for høj, og den ramte derfor ind i broen. Ved uheldet blev lastbilens tag ødelagt, men chaufføren kom umiddelbart ikke noget til. Broen fik ikke større skader. 

**

Indbrud

Der er det forgangne døgn ikke anmeldt et eneste indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

 

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

23. maj 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 23. maj 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

22. maj 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 22. maj 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

21. maj 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 21. maj 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.