Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 30. august 2022
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Foto: Østjyllands Politi
Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 13.00
Østjyllands Politi fremstiller tirsdag kl. 13.00 en 17-årig ung mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for grov vold ved søndag på Nyringen i Risskov at have overfaldet en 26-årig mand og slået ham i hovedet med en golfkølle.
Den 26-årige blev efterfølgende indlagt med alvorlige skader, men han er ved bevidsthed og fuld kontaktbar.
Mandag anholdt Østjyllands Politi en anden 17-årig til sagen, som blev løsladt efter endt afhøring.
Ved grundlovsforhøret tirsdag vil anklagemyndigheden anmode om lukkede døre, og Østjyllands Politi ønsker derfor p.t. ikke at oplyse yderligere om sagen.
**
13-årig dreng stukket med kniv
En 13-årig dreng er indlagt, efter han mandag eftermiddag blev stukket med kniv på Bjødstrupvej i Højbjerg. Han er ikke i kritisk tilstand og har været i stand til at tale med politiet.
Østjyllands Politi fik mandag kl. 14.46 en anmeldelse om knivstikkeriet, og kort efter var der flere patruljer på stedet. Den 13-årige blev kørt med ambulance til hospitalet, mens politiet sikrede spor og foretog afhøringer af vidner.
Ifølge vidner kom den 13-årige gående ad Bjødstrupvej, da han blev kontaktet af en anden dreng, der pludseligt stak ham med en kniv, hvorefter han løb fra stedet.
Østjyllands Politi er i fuld gang med efterforskningen for at finde frem til gerningsmanden og afklare, hvad der skete og hvad årsagen til overfaldet var.
På nuværende tidspunkt ønsker Østjyllands Politi ikke at oplyse yderligere om sagen.
**
Rumænsk tyv fik straksbøde og bliver sendt hjem
En 42-årig mand fra Rumænien er blevet idømt en straksbøde for tyveri og bliver nu sendt tilbage til sit hjemland. Det sker efter, at han natten til søndag blev anholdt i Aarhus.En 37-årig mand kontaktede kl. 2.08 politiet og fortalte, at han havde fået stjålet sin mobiltelefon, og at han og en ven nu tilbageholdt den formodede tyv.
Den 37-årige havde stået i en pølsevogn på Bispetorvet, hvor han kortvarigt havde lagt sin mobil fra sig. Da den pludseligt var væk, fik han hjælp af en ven og brugte Find My iPhone-funktionen til at spore den til et sted i midtbyen.
Her tog den 37-årige og vennen kontakt til den 42-årige mand, som de også havde set ved pølsevognen. Den 42-årige afviste at have taget telefonen, og i første omgang gik de to mænd derfor videre.
Men kort efter kunne de se, at telefonen nu var på Skolebakken, og da de igen stødte på den 42-årige, var de ikke længere i tvivl om, at han havde mobilen. De kontaktede derfor politiet og tilbageholdt den 42-årige.
Det viste sig da også, at den stjålne mobil lå i den 42-åriges bæltetaske, og da politiet lidt efter kom frem, blev han anholdt og sigtet for tyveri. Da han er rumænsk statsborger uden fast bopæl i Danmark, blev han tildelt en straksbøde, og hans sag blev forelagt Udlændingestyrelsen, der vurderede, at manden skulle sendes hjem til Rumænien med indrejseforbud i to år.
Da der allerede var mulighed for at hjemsende ham mandag, var det ikke nødvendigt at fremstille ham i Retten.
**
Brand i villa i Tirstrup
Politi og brandvæsen rykkede mandag kl. 19.35 ud til en brand i en villa på Ballevej i Tirstrup. De personer, der havde befundet sig i huset, var ude, og ingen kom noget til.
Der nåede at ske større skader på huset, inden branden var slukket. Branden opstod formentligt i et elektrisk apparat.
**
Færdsel
Mandag kl. 6.40 skete der et færdselsuheld i krydset Vestre Ringgade/Søren Frichs Vej i Aarhus C. En 54-årig kvindelig bilist foretog et højresving og ramte ind i en 64-årig mand, som kom cyklende lige ud. Cyklisten kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Bilisten blev sigtet efter færdselsloven.
Mandag kl. 7.53 skete der et færdselsuheld i krydset Egå Strandvej/Skolevej i Egå. En 44-årig mandlig bilist svingede ind på Skolevej og ramte ind i en 31-årig kvinde, der kom cyklende ligeud. Cyklisten blev efterfølgende kørt til skadestuen.
Mandag kl. 10.59 skete der et færdselsuheld på Randersvej ved Trige. En 38-årig mand kørte med en dumper – en særlig vogn med lad – da køretøjet kom i slinger og endte med at vælte om på siden. Den 38-årige kom umiddelbart ikke noget til ved uheldet.
Mandag kl. 15.51 skete der et færdselsuheld på Skanderborgvej i Viby. En 28-årig kvindelig bilist kørte ud foran en 56-årig mandlig cyklist, der kørte ind i bilen og væltede. Den 56-årige kom lettere til skade ved uheldet.
Natten til tirsdag kl. 2.41 blev en 27-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Silkeborgvej i Åbyhøj.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.• På Hospitalsgade i Randers C begået mellem søndag d. 28/8 kl. 10.00 og mandag d. 29/8 kl. 12.40
• På Wingesvej i Randers NV begået mandag d. 29/8 mellem kl. 11.10 og kl. 13.40
• På Torvald Køhls Vej i Odder begået mandag d. 29/8 mellem kl. 7.00 og kl. 14.00
• På Præstegårdsvej i Mårslet begået mandag d. 29/8 mellem kl. 17.15 og kl. 19.25
• På Riisbakken i Norring ved Hinnerup begået tirsdag d. 30/8 kl. 5.18
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877