Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

30. september 2019 10:51

Døgnrapport fra Østjyllands Politi mandag den 30. september 2019

Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapporten fra Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi

Fremstilling i Aarhus

Østjyllands Politi fremstiller mandag kl. 12.00 en 44-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for at indbrud og forsøg på vold. 

En opmærksom beboer på Jægergårdsgade i Aarhus C ringede søndag kl. 22.25 til politiet, da han kom hjem og opdagede den 44-årige stå ved en knust rude i en kontorbygning nede af vejen. Den 44-årige havde flere sække med pantflasker på sig, og han begyndte at løbe, da beboeren råbte efter ham. Beboeren fulgte efter manden, der pludseligt vendte sig om og kastede en dåse efter beboeren, mens han  råbte, at han skulle lade ham være. 

Da en hundepatrulje lidt senere kom frem, kunne beboeren guide betjentene i den rigtige retning. Desuden viste en lang stribe af tabte flasker, hvilken vej tyven var løbet. En politihund satte næsen i sporet, og den løb hurtigt hen til en bygning i nærheden, hvor den satte sig og gøede. Oppe på taget lå den 44-årig mand og gemte sig. Han blev anholdt og sigtet for at have brudt ind og stjålet flere pantflasker samt for forsøg på vold ved at have kastet en dåse efter vidnet. 

Da den 44-årige er kendt for flere lignende sager og p.t. er prøveløsladt, bliver han fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling. 

**

 

Indsats i Aarhus Vest: Mor filmede sit barn under kørslen 

Fredag aften var Østjyllands Politi på færdselsindsats i Aarhus Vest, og desværre var der igen en del bilister, som ikke overholdt færdselsreglerne. Betjentene uddelte 15 kørekortklip, en betinget frakendelse og en ubetinget. 

En af dem, der fik et klip, var en kvinde, som var i fuld gang med at lave Snapchat-video af sit 8-årige barn, mens hun kørte bilen. Det er uvist, om hendes Snapchat-venner nåede at se hende få en sigtelse for at køre med mobiltelefonen i hånden. 

En bilist på Sintrupvej kan nu vinke helt farvel til kørekortet, efter han blev målt til at køre 109 km/t i en byzone. Ud over en frakendelse af kørekortet i seks måneder, kan han også se frem til en bøde på 6500 kroner. 

Derudover havde flere bilister åbenbart ikke set politiets og Aarhus Kommunes kampagne ”Brems for gult”. Fire kørte over for gult, mens fem tog den over for rødt. 

I alt blev det til 22 sigtelser fredag aften. De fordelte sig på følgende vis: 
 
1x narkokørsel.
1x kørsel uden førerret.
1x hastighed i 50 km/t-zone til ubetinget frakendelse.
5x hastighed klip.
1 x hastighed.
1 x hastighed til betinget frakendelse.
5 x rødt lys (klip)
4 x gult lys.
2 x ulovlig overhaling klip.
3 x mobiltelefon klip.
1 x manglende brug af sele
1 x kørsel i uindregistreret personbil
1 x kørsel i personbil uden forsikring
1 x tyveri af nummerplade
1 x lov om euforiserende stoffer
1 x fuld cyklist uden lys

**

Hashpåvirket bilist gemte sig i busk

En 21-årig mand fik pludseligt gevaldigt travlt, da han opdagede en patruljebil bag ham, mens han kørte på Holmstrupgårdsvej i Brabrand. Betjentene bemærkede mandens høje fart og aktiverede de blå blink for at få ham til at standse. Men den 21-årige ignorerede blinkene og satte i stedet farten kraftigt op. På Spobjergvej holdt han pludseligt ind til siden og løb ud af bilen og videre ind på et grønt område. 

Heldigvis var det en hundepatrulje, der var kørt efter manden, så de slap hunden ud af bilen og lod den gå i aktion. Det tog den få sekunder at få færten, og den løb 300 meter ind i på det grønne areal, hvor den standsede foran en busk og begyndte at gø. Inde i busken lå den 21-årige mand på maven og trykkede sig mod jorden. Han blev anholdt, og han forklarede selv, at han var stukket af fra politiet, fordi han var påvirket af hash. 

Han blev derfor sigtet for at ikke at efterkomme politiets anvisninger og for at køre narkokørsel. Derudover fik han en sigtelse for at køre uden sele og for ikke at have sit kørekort på sig. 

**

Bil i brand i Brabrand

Natten til mandag kl. 00.13 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var brand i en bil, der holdt parkeret på Annettesvej i Brabrand. Da politiet kom til stedet, havde ilden spredt sig til yderligere to biler på hver side af den bil, hvor branden var startet, og brandvæsnet var i fuld gang med slukningsarbejdet. 

Det har, på baggrund af de foreløbige undersøgelser på stedet, ikke været muligt at fastslå, hvordan branden er opstået, men Østjyllands Politi kan ikke udelukke, at der kan have været tale om en påsat brand. Politiet hører derfra gerne fra eventuelle vidner, der kan have set nogle personer på parkeringspladsen ud for nr. 34 på Annettesvej kort efter midnat. Politiet kan kontaktes på telefon 114.                            

**

 

Røg joint på stadion, fik sigtelse og et års karantæne

En 45-årig mand må det næste år ikke komme på Ceres Park i Aarhus, efter han søndag blev taget i at ryge en joint på AGF’s stadion. Hjemmeholdet spillede mod Nordsjælland og kom hurtigt foran. Det fejrede den 45-årige åbenbart ved at tænde en joint. Han blev opdaget af en vagt, som eskorterede ham udenfor, hvor en betjent sigtede ham for besiddelse af euforiserende stoffer. Derudover gav vagterne ham en karantæne på et år, så de næste mange AGF-kampe på hjemmebane, må den 45-årige se på en skærm i stedet. 

Ellers foregik kampen set fra politiets synspunkt helt fredeligt med god stemning. 

**

Kvinde mistede bil efter narkokørsel

En 48-årig kvinde blev søndag kl. 11.22 anholdt, efter hun var blevet standset af en patrulje på Lykkeshøjvej i Randers SØ. Betjentene tjekkede nummerpladen på bilen i deres system, og da de kunne se, at ejeren af bilen var frakendt kørekortet, fik de dirigeret kvinden ind til siden. 

Ud over at kvinden ikke havde kørekort, var hun også påvirket af hash og havde tilmed lidt hash liggende i bilen. Hun blev sigtet for kørsel uden førerret, narkokørsel og besiddelse af euforiserende stoffer. Da det var tredje gang inden for kort tid, at kvinden blev taget i at køre bil uden at have kørekort, blev hendes bil beslaglagt på stedet. 

**

 

Færdsel

Søndag kl. 12.01 skete der et færdselsuheld på Venusvej i Hadsten. En 78-årig mand mistede af ukendte årsager kontrollen over sin bil og kørte op over fortovet, igennem en hæk og kolliderede med et træ i en privat have. To vidner på stedet fik hjulpet manden ud, som efterfølgende blev kørt til sygehuset. Umiddelbart kom han dog ikke alvorligt til skade. 

Søndag kl. 17.23 skete der et færdselsuheld på Skivholmevej ud for Borum ved Sabro, da en 80-årig mandlig bilist kørte af vejen og endte i grøften. Da politiet kom frem, blev manden anholdt og sigtet for spritkørsel, da en alkometertest viste en for høj promille. Den 80-årige kom umiddelbart ikke noget til ved uheldet. 

Søndag kl. 18.55 skete der et færdselsuheld på Bavnehøjsvej i Randers NV. En 23-årig mandlig motorcyklist blev i en kurve snittet af en blå bil, hvorefter han kørte af vejen og styrtede. Den 23-årige blev efterfølgende kørt på skadestuen med mindre skader. Bilisten kørte fra stedet, og Østjyllands Politi vil gerne i kontakt med føreren af den blå bil. 

Søndag kl. 22.17 skete der et færdselsuheld i krydset Hovedvejen/Torshøjvej i Hasselager. En bil ført af en 25-årig mand ramte sammen med en bil med en 19-årig mand bag rattet. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 25-årige blev sigtet for at have kørt over for rødt. 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt syv indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

På Klibovænget i Auning begået mellem lørdag d. 28/9 kl. 18.00 og søndag d. 29/9 kl. 9.30
På Jyllands Allé i Højbjerg begået mellem lørdag d. 28/9 kl. 20.00 og søndag d. 29/9 kl. 00.30
På Abildgade i Aarhus N begået søndag d. 29/9 kl. 14.30
På Damgårdsvej i Viby begået mellem fredag d. 27/9 kl. 7.00 og søndag d. 29/9 kl. 15.30
På Gråstenvej i Søften begået søndag d. 29/9 mellem kl. 17.15 og kl. 20.16
På Kærtoften i Hasle begået søndag d. 29/9 mellem kl. 12.00 og kl. 21.00
På Østervangsvej i Randers C begået mandag d. 30/9 kl. 2.05
 

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

22. november 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 22. november 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

21. november 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 21. november 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

20. november 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 20. november 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.