Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 04. april 2024
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Grundlovsforhør ved Retten i Randers kl. 11.00
Østjyllands Politi fremstiller kl. 11.00 en 39-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Randers. Han sigtes for besiddelse af narko med henblik på salg, efter at være blevet anholdt på Århusvej i Randers onsdag kl. 16.56. Den 39-årige var ved anholdelsen i besiddelse af en mængde narko, ligesom der blev fundet yderligere på hans bopæl.
Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi har derfor ikke yderligere oplysninger for nuværende.
**
Opmærksom nabo ledte til anholdelse af indbrudstyve
Østjyllands Politi modtog onsdag kl. 11.30 anmeldelse om, at der havde været indbrud i et sommerhus i Femmøller ved Ebeltoft.
Her havde en nabo set to mænd bryde et vindue til soveværelset op med en skruetrækker, kravle ind igennem vinduet og derefter forlade huset gennem hoveddøren.
Naboen kendte ejerne af sommerhuset, og da hun kunne ikke genkende de to mænd, som kom bærende ud med en stol, ringede hun derfor til ejeren og spurgte, om de mon var i færd med at sælge nogle møbler. Da ejeren virkede meget uforstående over for dette, kunne de regne ud, at der var tale om indbrud og kontaktede derfor politiet.
Naboen fortalte, at de to mænd var kørt i en hvid kassevogn, som hun gave politiet en beskrivelse af, sammen med en beskrivelse af de to mænd.
Beskrivelsen af den hvide varevogn blev sendt rundt til alle patruljevogne, og en civil patruljebil på Djursland runderede i området og ledte efter bilen. De to civile betjente fik øje på en bil, der svarede til beskrivelsen af kassevognen og fulgte efter den frem til Drosselvej i Rønde.
Her tog betjentene kontakt til de to mænd på henholdsvis 38 og 32 år, som befandt sig i bilen.
Begge de to mænd blev anholdt og sigtet for indbrud.
**
Standset bilist fik flere sigtelser
En 35-årig mand blev onsdag kl. 16.38 anholdt og sigtet for narkokørsel, efter at være blevet standset på Nordkystvejen ved Allingåbro.En patrulje lagde mærke til manden, da han kørte i en varebil foran dem, og besluttede at følge efter for at kontrollere ham. På vej ud af en rundkørsel accelererede den 35-årige pludselig kraftigt, og blev målt til en anselig hastighedsoverskridelse, og betjentene fik derfor blinket varebilen ind til siden. De tog kontakt til den 35-årige, der virkede noget nervøs og muligvis påvirket. Han fortalte, at han havde glemt sit kørekort hjemme, men gav betjentene et navn. Betjenten fik dog mistanke til, at det nok ikke var mandens eget navn, og stillede derfor en række kontrolspørgsmål. Dem var han ikke i stand til at svare på.
Den 35-årige indrømmede efter lidt flere spørgsmål, at det ikke var hans eget navn, og gav nu de rigtige oplysninger til betjentene. Ved opslag kunne de se, at han var frakendt førerretten.
Den 35-årige blev sigtet for at give forkerte oplysninger til politiet, for hastighedsovertrædelsen, for kørsel i frakendelsestiden og desuden for narkokørsel, da en narkometertest gav udslag for amfetamin og cannabis.
Den 35-årige blev anholdt og taget med på hospitalet til udtagelse af blodprøve.
**
Piger fyldte skoletasken med slik
To piger på henholdsvis 11 og 13 år måtte onsdag eftermiddag have en snak med politiet, da en ansat i et supermarked på Drosselvej i Rønde opdagede, at pigerne var i færd med at fylde slik ned i en skoletaske.
Da den ansatte henvendte sig til pigerne, erkendte de straks, at de havde haft til hensigt at stjæle slikket og tilføjede, at de havde gjort det mange gange før.
Politiet og pigernes forældre blev tilkaldt. De sociale myndigheder blev underrettet, og pigernes forældre må nu forholde sig til et erstatningskrav fra butikken.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds:
- På Udbyhøjvej i Randers begået mellem mandag den 25/3 kl. 15.00 og tirsdag den 2/4 kl. 00.00
- På Kystvejen i Ebeltoft begået mellem lørdag den 30/3 kl. 14.00 og onsdag den 3/4 kl. 01.30
- På Hvidmosevej i Ebeltoft begået onsdag den 3/4 kl. 11.30
- På Sommerlystvej i Randers begået onsdag den 3/4 mellem kl. 08.15 og kl. 19.35
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877