Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 1. september 2025
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.
**
16-årig fik flere skader efter overfald
Østjyllands Politi fik natten til lørdag en anmeldelse om, at en 16-årig dreng var blevet overfaldet i Mølleparken i Aarhus, og at han efterfølgende var blevet kørt på skadestuen med flere skader.
Den 16-årige var ikke i kritisk tilstand, men bar tydeligt præg af at have fået flere slag.
Ud fra politiets indledende efterforskning tyder det på, at den 16-årige blev overfaldet mellem kl. 23.30 og kl. 23.45 af en gruppe unge mænd. Formentligt på grund af en tidligere uoverensstemmelse mellem nogle af de unge mænd, der kender hinanden.
Østjyllands Politi har afhørt flere vidner og søgt efter spor efter overfaldet, og sagen efterforskes nu nærmere.
Af hensyn til den videre efterforskning ønsker Østjyllands Politi på nuværende tidspunkt ikke at oplyse yderligere detaljer om sagen.
**
Indbrudstyv sigtet efter at være genkendt på overvågning
Søndag eftermiddag fik politiet en anmeldelse fra en sommerhusejer, som havde haft indbrud i sit sommerhus i Egå i løbet af formiddagen.
En rude i terrassedøren var blevet knust med en sten, hvorefter der havde været en person inde i stuen og soveværelset og havde stjålet et fjernsyn og en telefon, før vedkommende var gået ud den samme vej, som han var kommet ind.
Husets ejer havde dog fanget det hele på videoovervågning, og da ejeren endda kunne genkende personen på videoen, kunne betjentene kort efter banke på hos en 20-årig mand. Den 20-årige var først helt uforstående over for sigtelsen for indbrud og fortalte, at han havde været hjemme hele dagen, men skiftede dog mening, da han fik vist et billede af sig selv på overvågningen. Han indrømmede nu, at det var ham, der var gerningsmanden, og han blev derfor sigtet for indbruddet.
**
Spritbilist kørte for stærkt og opgav falsk navn
En 57-årig mand havde øjensynligt svært ved at følge færdselsreglerne, da han omkring kl. 16.43 kom kørende ad Paludan-Müllers Vej i Aarhus. Her stod en patrulje fra Færdselssektionen dog klar på en målrettet færdselsindsats, og kunne derfor hurtigt få sat en stopper for det, da den 57-årige kom kørende med, hvad der blev målt til 94 km/t på en strækning, hvor man må køre 50 km/t.
En betjent satte efter ham, fik ham stoppet og fortalte ham, at han var sigtet for at køre for stærkt, og at der ville blive rejst påstand om betinget frakendelse af førerretten.
Da betjenten bad om mandens oplysninger, var der dog nogle ting, som ikke rigtigt stemte. Den 57-årige oplyste godt nok et personnummer, men han kunne ikke rigtig oplyse andet om sig selv, og de svar han kunne give, stemte ikke overens med oplysningerne i politiets systemer. Ifølge politiets oplysninger skulle den pågældende også være rejst ud af landet, hvilket ville betyde at han skulle tildeles en straksbøde, og det virkede manden også selv lidt overrasket over.
Da han desuden blev skønnet spirituspåvirket og også blev målt over den tilladte grænse i en alkometertest, blev han taget med på politistationen til udtagelse af blodprøve og en nærmere snak.
På stationen indrømmede manden da også, at det var en anden persons navn og cpr-nummer han havde givet betjentene, da han ikke selv havde generhvervet førerretten.
Den 57-årige blev sigtet for hastighedsovertrædelsen, for bevisforvanskelse ved at opgive en andens navn og personnummer, for spirituskørsel og for kørsel uden førerret.
Bilen som den 57-årige kørte i var ejet af en 45-årig kvinde. Hun blev efterfølgende kontaktet og sigtet for at overlade sin bil til en person uden førerret.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt otte indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Kunnerupvej i Kolt begået mellem lørdag d. 30/8 kl. 11.00 og søndag d. 31/8 kl. 12.30
- På Fuldenvej i Beder begået mellem torsdag d. 28/8 kl. 15.00 og søndag d. 31/8 kl. 12.30
- På Øster Alle i Randers C begået mellem fredag d. 29/8 kl. 14.00 og søndag d. 31/8 kl. 14.00
- På Bogfinkevej i Hinnerup begået mellem torsdag d. 28/8 kl. 07.00 og søndag d. 31/8 kl. 14.15
- På Teglhøjen i Hinnerup begået mellem fredag d. 29/8 kl. 13.30 og søndag d. 31/8 kl. 16.30
- På Teglhøjen i Hinnerup begået mellem fredag d. 29/8 kl. 15.00 og søndag d. 31/8 KL. 16.58
- På Teglhøjen i Hinnerup begået mellem fredag d. 29/8 kl. 10.00 og søndag d. 31/8 kl. 20.20
- På Sønderholmvænget i Bering begået mellem fredag d. 29/8 kl. 18.00 og søndag d. 31/8 kl. 20.20
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877