Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

10. juni 2025 11:33

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 10. juni 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.

 

**

 

9-årig dreng i kritisk tilstand efter færdselsulykke

En 9-årig dreng kom mandag eftermiddag alvorligt til skade i en færdselsulykke i Grenaa, da han kolliderede med en bil. Drengen kom kørende på løbehjul ned ad en bakke på Rosenbakken, da han kørte ud på Rosenvang og blev ramt af en bil ført af en 18-årig mand.

 

Det var mandag kl. 13.56, at Østjyllands Politi fik anmeldelsen om ulykken via alarmcentralen. Den 9-årige blev efterfølgende kørt med ambulance til hospitalet og blev indlagt i kritisk tilstand.

 

Østjyllands Politi har pt. ikke noget nyt at oplyse om drengens tilstand.

 

En bilinspektør foretog undersøgelser på stedet og skal nu afklare, hvad årsagen til ulykken var.

 

Den 18-årige mand, der førte bilen, er ikke sigtet for at have begået nogen færdselsovertrædelser, og der er på nuværende tidspunkt ikke noget, der tyder på, at han har begået noget strafbart.

 

Vidner, der måtte have overværet episoden eller være blevet påvirket af den på anden vis, kan gratis rette henvendelse til Offerrådgivningen i Østjylland på telefonnummer 116 006, hvis de har brug for nogen at tale om episoden med. Det er muligt at være anonym, hvis man ønsker det.

 

Østjyllands Politi afventer nu bilinspektørens rapport og har for nuværende ikke yderligere oplysninger om ulykken.

 

**

 

Buschauffør gav knytnæveslag: Østjyllands Politi efterforsker sagen nærmere

Østjyllands Politi er i løbet af weekenden blevet gjort bekendt med en mulig voldsepisode, der angiveligt har fundet sted fredag eftermiddag på Sønder Allé i det centrale Aarhus.

 

I en video, der florerer flere steder på internettet, kan man se, at en buschauffør slår en ukendt person i hovedet, hvorefter vedkommende falder til jorden. På videoen kan man også se, at bussen holder skråt henover vejbanen med frontenden af bussen i modsatte kørebane.

 

Hvad der ligger forud for episoden, er pt. ukendt, ligesom politiet heller ikke for nuværende har kendskab til den forurettede i sagen.

 

”Vi er blevet gjort bekendt med sagen via den pågældende video af episoden og en anmeldelse fra busselskabet, hvorefter vi har indledt en efterforskning af sagen. Vi har i fredags ikke modtaget nogen anmeldelse i forbindelse med episoden, og vi har derfor heller ikke været til stede med en patrulje, da sammenstødet mellem de to parter angiveligt er blevet afsluttet med hjælp fra flere forbipasserende,” siger Tommy Bindslev, politikommissær ved Østjyllands Politi.

 

Østjyllands Politi hører gerne fra borgere med kendskab til episoden, ligesom politiet også forsøger at få identificeret den person, der ifølge videoen blev slået i hovedet af buschaufføren.

 

Vedkommende er også meget velkommen til selv at rette henvendelse til politiet via telefonnummer 114.

 

**

 

Mand stukket med kniv

Østjyllands Politi modtog mandag aften kl. 22.33 en anmeldelse om et muligt knivstikkeri på Kalkværksvej i det centrale Aarhus, hvorefter flere patruljer blev sendt til stedet sammen med en ambulance og lægebil.

 

Ved politiets ankomst til stedet gav betjentene førstehjælp til en 53-årig mand, der lå på jorden med synlige skader i form af blødninger flere forskellige steder på kroppen, inden sundhedspersonalet ankom og overtog behandlingen.

 

Den 53-årige mand blev efterfølgende kørt til hospitalet i ambulance. Han var ikke umiddelbart i livsfare.

 

Østjyllands Politi foretog sporsikring og indhentede relevant videoovervågning i området med henblik på at få fundet en eller flere pt. ukendte gerningsmænd til episoden. Ingen personer er for nuværende sigtet i sagen, som fortsat er under efterforskning.

 

**

 

Forsøgte at stjæle fælge fra biler og blev anholdt

Natten til tirsdag kl. 01.34 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at to mænd i mørkt tøj var sprunget over hegnet til en bilforhandler på Ravnsøvej i Risskov, inden de var gået i gang med at pille fælge af biler.

 

Flere patruljer blev derfor sendt til adressen, hvorefter de to personer løb i hver sin retning – den ene med mere held til i første omgang at undslippe politiet end den anden.

 

En 26-årig mand blev kl. 02.45 gjort bekendt med, at han var anholdt og mistænkt i sagen, da han blev fundet siddende i en bil på en parkeringsplads, inden han blev taget med på stationen til nærmere afhøring.

 

Sagen er fortsat under efterforskning med henblik på at få identificeret og udfundet den anden gerningsmand til tyveriforsøget.

 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt ti indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

 

  • På Asmusgårdsvej i Lystrup begået mellem torsdag d. 5/6 kl. 15.15 og mandag d. 9/6 kl. 09.00
  • På Nymarks Allé i Mårslet begået mellem fredag d. 6/6 kl. 16.00 og mandag d. 9/6 kl. 10.45
  • På Miltonsvej i Mårslet begået mandag d. 9/6 kl. 10.00
  • På Spergelvangen i Randers NV begået mandag d. 9/6 mellem kl. 08.45 og kl. 12.15
  • På Vester Allé i Randers C begået mellem fredag d. 6/6 kl 13.00 og mandag d. 9/6 kl. 13.15
  • På Skæring Hedevej i Egå begået mellem fredag d. 6/6 kl. 12.00 og mandag d. 9/6 kl. 14.45
  • På Strandhusvej i Egå begået mandag d. 9/6 kl. 01.04
  • På Krabbes Ager i Odder begået mellem onsdag d. 4/6 kl. 11.00 og mandag d. 9/6 kl. 15.00
  • På Hyldehaven i Lystrup begået mellem fredag d. 6/6 kl. 16.00 og mandag d. 9/6 kl. 16.15
  • På P. Mønsteds Allé i Højbjerg begået mellem torsdag d. 5/6 kl. 15.00 og mandag d. 9/6 kl. 19.32

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

12. juni 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 12 juni. 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

11. juni 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 11. juni 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

6. juni 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 6. juni 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.