Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 11. december 2024
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.
**
Glemte at levere varebil retur efter prøvetur
En bilforhandler i Tranbjerg kontaktede tirsdag eftermiddag politiet, da en 25-årig mand havde lånt en varebil til en prøvetur, men ikke havde leveret den tilbage. Bilen var udlånt på prøveplader, hvis numre blev sendt rundt til alle patruljer for at forsøge at lokalisere varebilen.
Kl 17.18 spottede en patrulje bilen og fik den bragt til standsning i krydset mellem Viby Ringvej og Søren Frichs Vej i Viby J. Manden bag rattet viste sig dog ikke at være den 25-årige, men i stedet en 28-årig mand. Da politiet slog ham op i deres systemer kunne de se, at han ikke havde førerret, og han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret. Den 28-årige havde desuden flere receptpligtige piller i lommen, og han blev derfor også sigtet for besiddelse af dem samt for kørsel under påvirkning. Varebilen kunne herefter returneres til rette ejer.
Den 28-årige forklarede, at han havde lånt bilen af den 25-årige for at hjælpe ham med at flytte. Den 25-årige, som oprindeligt havde afhentet bilen, blev senere på aftenen truffet på sin bopæl, hvor han blev anholdt og sigtet for brugstyveri af varebilen.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Grenåvej i Skødstrup begået tirsdag d. 10/12 kl. 12.00
- På Grenåvej i Skødstrup begået tirsdag d. 10/12 mellem kl. 12.00 og kl. 13.00
- På Birkedalsvej i Viby J begået onsdag d. 11/12 kl. 02.27
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877