Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

11. marts 2024 12:34

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 11. marts 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapport, Østjyllands Politi

Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 11.30

Østjyllands Politi fremstiller mandag kl. 11.30 en 52-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for kvalificeret vold ved i forening med en medgerningsmand at have overfaldet en 43-årig mand.

 

Overfaldet fandt sted lørdag kl. 20.52 på en adresse i Tilst, hvor de to mænd slog og sparkede den 43-årige adskillige gange – blandt andet med et støvsugerrør.

 

Ved politiets ankomst til stedet var de to gerningsmænd stukket af, men den 52-årige blev anholdt søndag eftermiddag kl. 16.03 på en adresse i Åbyhøj i forbindelse med efterforskningen af sagen. Det er politiets formodning, at de to gerningsmænd og den forurettede har et forudgående kendskab til hinanden.

 

Den 43-årige blev kørt med ambulance til hospitalet efter det voldsomme overfald, men han var uden for livsfare trods flere behandlingskrævende skader.

 

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre til dagens grundlovsforhør af hensyn til sagens efterforskning. Østjyllands Politi er bekendt med identiteten på den formodede medgerningsmand, som er bekendt med, at han er mistænkt i sagen.

 

**

 

Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 13.00

Østjyllands Politi fremstiller mandag kl. 13.00 en 35-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for at have begået en lang række indbrud.

 

Den 35-årige blev anholdt søndag, da han blev genkendt af et vidne som mulig gerningsmand til et tidligere begået indbrud, hvorefter vidnet kontaktede politiet, som kunne anholde manden.

 

Han er blandt andet mistænkt for tirsdag den 13. februar 2024 at have forsøgt at begå et indbrud på Blåmejsevej i Aarhus V.

 

Han er derudover sigtet for flere forskellige indbrud begået i Risskov i løbet af februar måned – og for en række indbrud begået i 2023.

 

**

 

Færdselsindsats i det vestlige Aarhus – 34 personer sigtet

Lørdag eftermiddag og aften var betjente fra Østjyllands Politis færdselssektion på en målrettet indsats i det vestlige Aarhus, hvor det blev til lidt forskellige sager for diverse lovovertrædelser.

 

Kl. ca. 22.00 blev en patrulje bl.a. opmærksom på en bil, der kørte i høj fart ad Viborgvej i Aarhus Vest. Hastigheden blev målt til at være omkring 110 km/t, selvom den tilladte hastighed er højst 70 km/t, hvorefter bilisten med høj hastighed kørte frem for rødt lys i krydset med Ringvejen.

 

Bag rattet sad en 17-årig kvinde, som ikke havde noget kørekort, hvilket kørslen også kunne indikere. Hun blev sigtet for kørsel uden førerret og fik derudover to klip i det kørekort, som hun var ved at erhverve sig.

 

En anden sag fra indsatsen var med en 25-årig mand, der netop var blevet uddannet til at køre taxa. Taxaen førte den 25-årige dog med en hastighed på mindst 86 km/t i byzone på Paludan Müllers Vej, hvor den tilladte hastighed er 50 km/t. Overskridelsen på de mange procent medførte en betinget frakendelse af førerretten og en kontrollerende teori- og køreprøve.

 

Derudover bød indsatsen på følgende sigtelser:

  • 2 x Kørsel uden førerret
  • 1 x Kørsel i frakendelsestiden
  • 3 x Overladt bil til person uden kørekort
  • 3 x Kørekort ej medbragt

     

  • 3 x Hastighed, betinget frakendelse
  • 15 x Hastighed, klip
  • 1 x Hastighed, bøde
  • 1 x Rødt lys, klip
  • 1 x Kørsel mod færdselsretningen, klip
  • 2 x Håndholdt mobiltelefon, klip

     

  • 1 x ej anvendt sikkerhedssele
  • 5 x skiltning/vejafmærkning ikke respekteret
  • 1 x lov om hyrekørsel
  • 1 x manglende tegngivning
  • 1 x fejl/mangler
  • 1 x forkert/manglende lygteføring

     

  • 2 x el-løbehjul ført uden hjelm
  • 1 x befordret passager på el-løbehjul

 

**

 

Mænd i bilen havde alle narko på sig

En patrulje fra Østjyllands Politi rettede søndag aften kl. 19.42 henvendelse til tre personer, der befandt sig i en varebil i det sydøstlige Randers.

 

Bilen holdt parkeret på Storegade, og ved betjentenes henvendelse til de tre mænd, blev de alle skønnet nervøse og stærkt påvirkede, mens der fra bilen lugtede kraftigt af hash.

 

De tre mænd på henholdsvis 26, 30 og 32 år blev alle sigtet for narkobesiddelse, og under en efterfølgende omgang visitationer af mændene og ransagning af bilen fandt betjentene flere gram skunk og hash tilhørende dem alle.

 

**

 

Vanvidsbilist

Søndag aften havde en færdselsbetjent fra Østjyllands Politi taget opstilling på Randersvej i Trige ved Lisbjerg for at foretage fartmåling af forbipasserende køretøjer.

 

På strækningen er den tilladte hastighed 80 km/t, men kl. 18.33 kom en personbil kørende med en hastighed på langt over det dobbelte, da bilen af betjenten blev målt til at køre med næsten 200 km/t.

 

Betjenten satte sig derfor ind i sin politibil og kørte efter vanvidsbilisten – en 25-årig mand – som kort tid efter blev bragt til standsning og sigtet for episoden. Den 25-årige mand blev i denne forbindelse gjort bekendt med, at bilen ville blive beslaglagt jf. reglerne om vanvidskørsel – også selvom han forklarede, at den ikke tilhørte ham.

 

Ejeren af køretøjet blev efterfølgende kontaktet og gjort bekendt med sagen.

 

På passagersædet sad en 24-årig mand, som blev fundet i besiddelse af nogle joints. Han blev derfor sigtet for narkobesiddelse, og både joint og køretøj blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation.

 

**

 

Færdsel

En 37-årig mandlig bilist blev søndag eftermiddag kl. 16.00 standset af en patrulje fra Østjyllands Politi, da han kom kørende på Fuglevænget i Grenaa. Den 37-årige blev efterfølgende fundet i besiddelse af en mindre mængde kokain, og han blev derfor sigtet for besiddelse af narko, ligesom han også blev sigtet for narkokørsel, kørsel uden førerret og en overtrædelse af knivloven, da han blev fundet i besiddelse af en kniv.

 

En 45-årig mandlig cyklist forsøgte søndag kl. 16.08 at køre fra en politipatrulje – sandsynligvis, fordi han kort tid efter blev standset og fundet i besiddelse af både narko og en kniv. Han blev derfor sigtet for begge lovovertrædelser, og både kniv og amfetamin blev beslaglagt.

 

En 65-årig mandlig bilist blev søndag kl. 16.16 anholdt, sigtet for spirituskørsel, da han kom kørende på Randersvej i Aarhus N i påvirket tilstand med en promille over det tilladte.

 

Søndag kl. 16.38 skete der et færdselsuheld på Aldersrovej i Aarhus N, hvor en 21-årig mandlig bilist kørte ud for ubetinget vigepligt og kort tid efter blev påkørt bagfra af en 21-årig kvindelig bilist. Manden blev sigtet i sagen, men ingen personer kom umiddelbart alvorligt til skade.

 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

 

  • På Bygaden i Ulstrup begået mellem mandag d. 4/3 kl. 12.00 og søndag d. 10/3 kl. 09.19
  • På Plantagevej i Egå begået mellem fredag d. 23/2 kl. 17.00 og søndag d. 10/3 kl. 10.00
  • På Engdalgårdsvej i Beder begået mellem torsdag d. 7/3 kl. 09.30 og søndag d. 10/3 kl. 23.30

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

22. december 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 22. december 2024.

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands Politikreds.

21. december 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag fra døgnrapporten 21. december 2024.

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands Politikreds.

20. december 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 20. december 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.