Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

11. september 2024 11:03

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 11. september 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapport, Østjyllands Politi

Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 11.00

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller onsdag kl. 11.00 en 45-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for unddragelse af forældremyndigheden ved at have bortført sit mindreårige barn til udlandet.

 

Barnet blev internationalt efterlyst, da politiet og kommunen i starten af august ikke kunne finde det i forbindelse med, at myndighederne var mødt op på bopælen i Aarhus med henblik på at tvangsfjerne barnet.

 

Den 20. august blev de to personer truffet af de græske myndigheder på grænsen til Tyrkiet, hvorefter den 45-årige mand blev tilbageholdt. Dagen efter, den 21. august, blev han fremstillet in absentia i et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus og varetægtsfængslet i sagen samtidigt med, at der blev udsendt en Europæisk arrestordre på ham.

 

Tirsdag aften blev den 45-årige mand udleveret fra Grækenland til de danske myndigheder, og han blev derfor anholdt kl. 19.55, da han landede i Danmark.

 

Også barnets 36-årige mor er sigtet i sagen, da hun er mistænkt for at have været medvirkende til bortførelsen af barnet til udlandet. Det er blevet juridisk vurderet, at hun ikke skal fremstilles i grundlovsforhør.

 

Anklagemyndigeden anmoder om lukkede døre til dagens grundlovsforhør, og Østjyllands Politi har pt. ikke yderligere kommentarer til sagen.

 

**

 

Vidner søges til overfald nær Spentrup

En 17-årig mand blev fredag den 6. september mellem kl. 22.35 og kl. 22.45 udsat for vold og forsøg på røveri på Lindegårdsvej i Linde nær Spentrup. Østjyllands Politi søger i den forbindelse vidner, der kan have oplysninger om tre formodede gerningsmænd.

 

Den 17-årige kom før overfaldet cyklende på Lindegårdsvej, da han blev passet op af tre mænd i en mørk bil. De tre mænd forlangte, at den 17-årige skulle give dem sin el-cykel. Da den 17-årige nægtede, forsøgte mændene i bilen at tage fat i styret på cyklen. Det lykkedes den 17-årige at køre væk fra bilen, hvorefter han smed cyklen fra sig og forsøgte at gemme sig.

 

To af mændene i bilen steg efterfølgende ud og fulgte efter ham, og da de nåede frem til ham, blev han tildelt spark og slag i ansigtet og på kroppen. Nogle naboer reagerede på larmen og kom ud og skræmte gerningsmændene væk.

 

Den 17-årige beskriver de tre mænd som værende ca. 20 år og mellemøstlige eller nordafrikanske af udseende. De tre mænd kom kørende i en sort stationcar uden tonede ruder.

 

Østjyllands Politi vil gerne høre fra personer, der har været i området i tiden omkring overfaldet eller evt. har overværet episoden og kan have informationer om de tre mænd eller bilens færden.

 

Kontakt os på tlf.nr. 114, hvis du har oplysninger med relevans for sagen.

 

**

 

Gav fingeren til politiet og blev anholdt

En 30-årig mand var tirsdag formiddag mødt op foran Retten i Aarhus, da han tiltrak sig opmærksomhed fra nogle betjente fra Østjyllands Politi.

 

Da politiet nærmede sig den 30-årige mand for at tale nærmere med ham og høre, hvad han lavede foran retsbygningen, kvitterede han med at give fingeren til politiet og gå fra stedet.

 

Den 30-årige blev dog standset af betjentene og sigtet for fornærmelig tiltale ved at have givet fingeren til politiet, inden han blev anholdt og taget med på stationen til nærmere afhøring.

 

**

 

Kørte rundt med et par hundrede tusinde kroner i kontanter

En patrulje fra Østjyllands Politi foretog tirsdag eftermiddag kl. 12.49 en rutinemæssig standsning af et udenlandsk køretøj, der kom kørende med høj fart på Viborgvej i Randers NV.

 

Ved betjentenes henvendelse til den 41-årige mandlige fører blev han skønnet meget nervøs – og politiet mistænkte derfor, at han muligvis kunne være i besiddelse af nogle ulovlige genstande.

 

Under en efterfølgende ransagning af bilen fandt betjentene frem til et par hundrede tusinde kroner i kontanter, som den 41-årige mand ikke kunne redegøre for, hvor stammede fra. De mange kontanter blev derfor beslaglagt, mens den 41-årige blev sigtet for hvidvask, da politiet mistænker pengene for at være ulovlige.

 

Den 41-årige blev efterfølgende anholdt og taget med på stationen til nærmere afhøring, og Østjyllands Politi har pt. ikke yderligere kommentarer til sagen af hensyn til den fortsatte efterforskning.

 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt seks indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

 

  • På Terp Skovvej i Viby J begået tirsdag d. 10/9 mellem kl. 05.00 og kl. 06.00
  • På Trankær Mosevej i Tranbjerg J begået tirsdag d. 10/9 kl. 08.30
  • På C. A. Thyregods Vej i Åbyhøj begået mellem mandag d. 9/10 kl. 23.00 og tirsdag d. 10/9 kl. 09.30
  • På Vasen i Gjerlev J begået tirsdag d. 10/9 mellem kl. 09.45 og kl. 11.45
  • På Fredensvej i Viby J begået tirsdag d. 10/9 mellem kl. 09.00 og kl. 14.20
  • På Bernstorffsvej i Viby J begået tirsdag d. 10/9 mellem kl. 08.30 og kl. 13.30

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

6. november 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 6. november 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

5. november 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 5. november 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

4. november 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 4. november 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.